27. FEBRUAR 2015
USA
Jehovas Vidner får tildelt store priser for miljøvenligt byggeri
NEW YORK – Jehovas Vidner, der er kendt for deres globale bibelundervisningsarbejde, får anerkendelse for miljøvenligt og bæredygtigt design og byggeri.
Organisationen Green Building Initiative (GBI) har uddelt diplomer til to nye bygninger ved Jehovas Vidners Afdelingskontor i USA, der ligger i Wallkill i staten New York: boligfløj F, der blev færdig i slutningen af 2012, og kontorbygningen, der blev færdig i 2014. Begge bygninger modtog den største pris, Four Green Globes.
Shaina Sullivan, der er marketingchef i GBI, bemærker: “Af alle de bygninger der på verdensplan er blevet vurderet i Green Globes-systemet, er det mindre end 4 procent der har fået den højeste udmærkelse, Four Green Globes.” Hun tilføjer at “af alle de bygninger i staten New York der ikke er boligprojekter, er Vagttårnets kontorbygning i Wallkill den første der har opnået denne klassificering”. Jenna Middaugh, der er projektleder i GBI, siger: “Af de 23 bygninger [i USA] der siden 2006 er blevet belønnet med Four Green Globes, er det Vagttårnets kontorbygning i Wallkill der har opnået det højeste antal point, nemlig 94 procent.”
Green Globes, der administreres af GBI, er et system der bliver brugt i den kommercielle verden til at klassificere og vurdere byggerier. I systemet gør man brug af en tredje part der foretager undersøgelser på stedet for at vurdere i hvor høj grad designet og byggeriet er miljøvenligt. For at et byggeri skal kunne vinde en pris, skal det opfylde en hel del miljøkrav. Man vurderer blandt andet vandforsyning, energiforbrug, udslip af drivhusgasser, materialevalg og indeklima.
David Bean, der koordinerer arbejdet med bæredygtigt design af Vidnernes faciliteter i USA, siger: “Disse priser vidner om den høje standard vi sætter for design og byggeri af alle vores projekter. Vi forsøger også at kvalificere os til at modtage Green Globes-prisen for vores design og byggeri af det nye hovedkontor i Warwick, New York.”
Zeny St. Jean, der fra Jehovas Vidners Hovedkontor koordinerer deres byggeprojekter i hele verden, siger: “Vores primære fokus er det bibelske undervisningsarbejde, men vi påskønner disse priser og betragter dem som en professionel anerkendelse af det miljøbevidste design og byggeri som vi bestræber os for at implementere i vores faciliteter verden over.”
Presseansvarlig:
Internationalt: J. R. Brown, Informationstjenesten, tlf. +1 718 560 5000