Gå direkte til indholdet

Bror Joseph F. Rutherford besøger Grækenland i 1920 og taler her med nogle ansvarshavende brødre uden for Parthenontemplet. I årenes løb har afdelingskontoret ligget forskellige steder i Grækenland, blandt andet i Athen (øverst), i Maroussi (midterst) og i Drapetsona, hvor det ligger i dag (nederst)

29. SEPTEMBER 2022
GRÆKENLAND

I år er det 100 år siden det første afdelingskontor i Grækenland blev oprettet

I år er det 100 år siden det første afdelingskontor i Grækenland blev oprettet

Den 6. oktober 2022 var det 100 år siden Grækenland fik sit første afdelingskontor.

Bror Rutherfords brev af 6. oktober 1922, hvori han opretter Grækenlands første afdelingskontor

Forkyndelsen af den gode nyhed i nutidens Grækenland begyndte i 1905. Bibelens budskab blev forkyndt med stor iver, og i 1922 oprettede bror Joseph F. Rutherford landets første afdelingskontor i Athen. Bror Athanassios Karanassios blev udnævnt som afdelingskontorets første repræsentant, og i 1936 begyndte man at trykke publikationer på græsk. To år senere vedtog regeringen en lov mod hvervning af nye medlemmer, og i 1939 blev bror Karanassios så anholdt. Der blev sat en stopper for al trykkeri, og organisationens ejendom blev beslaglagt i nogle måneder. Senere, efter at Grækenland var blevet trukket ind i Anden Verdenskrig, blev der erklæret undtagelsestilstand, og det endte med at vores publikationer blev forbudt og afdelingskontoret blev lukket ned.

Da krigen var ovre og forbuddet blev ophævet i 1945, kunne de brødre der førte an, igen begynde at organisere forkyndelsesarbejdet. To år senere besøgte bror Nathan H. Knorr brødrene i Grækenland og sørgede for at der blev købt lokaler til et nyt afdelingskontor i gaden Tenedou i Athen. Det var tydeligt at Jehova velsignede alle de anstrengelser der blev gjort. I 1951 var der nemlig hele 3.368 forkyndere, hvilket var 26 procent flere end året før.

I oktober 1954 blev et nyt betelhjem indviet i gaden Kartali i Athen. På trods af forfølgelse var der stor fremgang i forkyndelsesarbejdet. I 1967 blev Grækenlands regering imidlertid væltet ved et militærkup, og menighedsmøderne og forkyndelsesarbejdet blev igen underlagt forbud.

Bror Michalis Kaminaris og hans hustru, Eleftheria, tjente på Betel på det tidspunkt. Bror Kaminaris fortæller: “Under forbuddet var det ikke tilladt at bruge trykkeriet på Betel, så det hus Eleftheria og jeg boede i lidt uden for Athen, blev et slags trykkeri. Eleftheria duplikerede vagttårnsartikler på en skrivemaskine. Hun kom ti ark papir i skrivemaskinen og trykkede rigtig hårdt for at få bogstaverne til at slå igennem. Bagefter samlede jeg siderne og hæftede dem sammen. Det gjorde vi hver aften helt indtil midnatstid. Nedenunder boede der en politimand, og den dag i dag undrer vi os stadig over at han aldrig fattede mistanke.”

Antallet af forkyndere blev ved med at stige på trods af forbuddet. Så i 1974, da forbuddet blev ophævet, blev der endnu en gang brug for et nyt afdelingskontor. I årtierne der fulgte, blev der flere og flere forkyndere i landet, og derfor blev man også ved med at udvide afdelingskontoret. Det nuværende afdelingskontor, der ligger i Drapetsona, Piræus, blev indviet den 18. november 2018. I dag er der 27.752 forkyndere i Grækenland.

Den store vækst der har været i Grækenland de sidste 100 år på trods af forbud, krig og forfølgelse, viser at der ikke er noget som helst der kan forhindre Jehova i at ‘fremskynde arbejdet når tiden er inde til det’. – Esajas 60:22.