Gå direkte til indholdet

Nogle af vores trofaste brødre og søstre i Eritrea der har været eller stadig er i fængsel.

25. OKTOBER 2024
ERITREA

30 år med voldsom forfølgelse af Jehovas Vidner i Eritrea

30 år med voldsom forfølgelse af Jehovas Vidner i Eritrea

De sidste 30 år har Jehovas Vidner i Eritrea måttet udholde meget hård forfølgelse. Siden 1994 er mere end 270 brødre og søstre blevet uretfærdigt fængslet og endda tortureret på grund af deres tro. Lige nu sidder 64 i fængsel, og ingen af dem er nogensinde blevet officielt anklaget eller dømt for en forbrydelse.

Erklæringen fra præsidenten den 25. oktober 1994, der krævede at alle Jehovas Vidner i Eritrea fik frataget deres statsborgerskab.

Den 25. oktober 1994 befalede Eritreas præsident, Isaias Afwerki, at alle indfødte Jehovas Vidner skulle have frataget deres statsborgerskab. Grunden var at vores brødre og søstre ikke ville deltage i politiske aktiviteter eller udføre militærtjeneste. Jehovas Vidner i Eritrea havde også oplevet modstand før 1994, men nu blev forfølgelsen endnu voldsommere. I de efterfølgende årtier blev hundredvis af brødre og søstre anholdt, fængslet og mishandlet.

Fra december 2020 til februar 2021 blev 32 af vores venner løsladt, og det så ud til at situationen i Eritrea var på vej til at blive bedre. Men sådan gik det desværre ikke. Over 20 forblev fængslet, og brødre og søstre blev stadig anholdt rundt omkring. I september 2024 stormede politiet et privat hjem og anholdt 25 personer der var samlet til et fredeligt møde for at studere Bibelen. Blandt de anholdte var der tre der var over 80 år, en søster der var gravid i sjette måned, og to mindreårige børn. Børnene blev senere løsladt, men de voksne blev overført til Mai Serwa-fængslet.

De brødre og søstre i Eritrea der er fængslet for deres tro, bliver behandlet brutalt og lever under umenneskelige forhold. Bror Negede Teklemariam, der sad i fængsel i 26 år, har fortalt: “Vi blev bundet med reb og mishandlet. Vagterne gennembankede os og pålagde os tvangsarbejde. … De ventede bare på at vi ville … dø.” Desværre har de hårde forhold ført til at fire brødre er døde i fængslet, og tre andre døde kort efter at de blev løsladt.

De brødre og søstre der ikke er i fængsel, har det heller ikke nemt. Fordi de ikke har noget statsborgerskab, er der mange der har mistet deres arbejde, deres hjem og muligheden for at rejse frit. Nogle er blevet overfaldet verbalt og fysisk af naboer og myndighedspersoner fordi de er politisk neutrale. Desuden har vores unge venner ikke mulighed for at færdiggøre en uddannelse, for regeringen kræver at alle som et led i deres uddannelse skal trænes i militærtjeneste.

Vi er meget kede af at forfølgelsen i Eritrea fortsætter. Men vi ved at Jehova husker alle vores modige brødre og søstre der har holdt trofast ud gennem årene. Vi beder ham om at blive ved med at styrke vores åndelige familie i Eritrea under de “ildprøver” de bliver udsat for. – 1. Peter 4:12-14.