Krigen sluttede i 1945, men efterkrigstiden blev hård. Fordi vi var tyskere, blev vi udvist af Tjekkoslovakiet og sendt tilbage til Tyskland, hvor byerne lå i ruiner og mange levede i yderste fattigdom. Nogle gange måtte mine mostre stå i kø en hel nat for at kunne skaffe bare en lille smule mad. Andre gange gik vi ud i skoven for at plukke brombær og svampe, som vi så kunne bytte for noget brød. Rationeringen af madvarer var så streng at kæledyr forsvandt – folk stjal dem for at få noget at spise. Ofte gik vi sultne i seng.

 Min mormor og morfar var aktive katolikker, men vi havde ikke nogen bibel. Den lokale præst ville ikke sælge en bibel til min morfar. Han sagde at kirkens medlemmer ikke behøvede andet end at gå til messe. Min morfar stod tilbage med mange spørgsmål om Gud som han ikke fik svar på.

 Jeg var syv år gammel da to af Jehovas Vidner kom til vores dør. Ud fra Bibelen svarede de på min morfars spørgsmål om ting som treenigheden, det brændende helvede og de dødes tilstand. Morfar syntes at svarene var klare og logiske. Han var overbevist om at han havde fundet sandheden, og et ægtepar som var Jehovas Vidner, begyndte at studere Bibelen med hele vores familie.

 Allerede dengang, mens jeg stadig var en lille pige, voksede kærligheden til Jehova i mit hjerte. Jeg kunne godt lide at læse artikler om missionærer der tjente Jehova i fjerne lande, og jeg tænkte: ‘Hvordan mon deres liv er? Hvordan er det at forkynde for folk der aldrig før har hørt Jehovas navn?’

 Da jeg var 12 år, besluttede jeg at jeg ville være missionær og begyndte at arbejde hen mod det mål. Først bestræbte jeg mig for at blive en flittig forkynder. Den 12. december 1954 blev jeg døbt, og senere blev jeg pioner. Mit mål begyndte at rykke nærmere!

 For at komme på Gilead måtte jeg kunne noget engelsk. Det vidste jeg godt, så jeg arbejdede ihærdigt på at lære sproget. Jeg fik den idé at jeg kunne øve mig ved at snakke med nogle af de amerikanske soldater der var stationeret i Tyskland. Engang gik jeg hen til en soldat og sagde til ham: “Jeg er Kristus.” Han kiggede på mig og svarede venligt: “Mon ikke du mener ‘Jeg er kristen’?” Åbenbart var jeg ikke helt så god til engelsk som jeg troede jeg var!

 Da jeg var i begyndelsen af tyverne, flyttede jeg til England, hvor jeg hver formiddag passede børn hos en familie der var Jehovas Vidner. Om eftermiddagen var jeg med i forkyndelsen fra hus til hus, og det gav mig gode muligheder for at øve mit engelsk. Efter et år i England gik det betydeligt bedre med sproget.

 Så vendte jeg tilbage til Tyskland, og i oktober 1966 blev jeg udnævnt til at være specialpioner i byen Mechernich. Vejret var køligt på den egn, og folk var desværre lige så kølige over for sandheden. Vi blev aldrig inviteret indenfor, heller ikke når det var frostvejr. Ofte bad jeg til Jehova: “Hvis du en dag giver mig lov til at blive missionær, vil du så ikke nok sende mig til et varmt land?”

 Efter bare et par måneder som specialpioner lod Jehova mit store ønske gå i opfyldelse! Jeg blev inviteret til at være med i den 44. klasse på missionærskolen Gilead med afslutning den 10. september 1967. Hvor fik jeg til opgave at tjene bagefter? I det smukke tropiske land Nicaragua i Mellemamerika! Der rejste jeg så ned sammen med tre andre missionærsøstre, og de missionærer som var der allerede, bød os velkommen med åbne arme. Jeg følte det ligesom apostlen Paulus, der ‘takkede Gud og fik nyt mod’ da nogle brødre kom for at tage imod ham. – Apostlenes Gerninger 28:15.

 Mit tildelte distrikt var i den fredelige by León. Jeg besluttede at lære spansk så hurtigt som muligt. Det blev lidt af en kamp for mig selvom jeg i to måneder terpede 11 timer om dagen!

 En dag i tjenesten var der en kvinde der tilbød mig en fresco, et ord man i Nicaragua bruger om en frugtdrik. Jeg svarede at jeg kun drak “filtreret vand” – eller det mente jeg at jeg svarede. Kvinden så ud som om hun undrede sig lidt. Nogle dage senere gik det op for mig at jeg havde sagt på mit gebrokne spansk at jeg kun drak “helligt vand”! Men heldigvis blev mit spansk bedre efterhånden.

 Det var ofte en hel familie jeg havde bibelstudie med. Fordi jeg følte mig helt tryg i León, kunne jeg godt lide at lede bibelstudier om aftenen, nogle gange helt til klokken 22. Når jeg så var på vej hjem, hilste jeg på venlige naboer der sad i gyngestole uden for deres huse og nød den kølige aftenluft. Jeg kendte navnene på næsten alle i byen.

 I León hjalp jeg adskillige til at lære sandheden at kende. En af dem var Nubia, som var mor til otte små drenge. Hende studerede jeg med indtil 1976, da jeg flyttede til Managua fordi jeg fik tildelt et nyt distrikt. I 18 år havde jeg ingen kontakt med Nubia og hendes børn. Men så kom jeg til et stævne i León, og i en pause blev jeg pludselig omringet af en gruppe unge mænd. Det var Nubias sønner! Hvor var det skønt at se at Nubia havde været i stand til at opdrage sine børn i sandheden.

 I slutningen af 1970’erne skete der store sociale og politiske omvæltninger i Nicaragua, men vi blev ved med at forkynde så godt vi kunne. I mit distrikt – det var i Masaya, som ligger syd for hovedstaden – var der ofte larmende demonstrationer og væbnede optøjer. En aften hvor vi var til møde i rigssalen, måtte vi lægge os ned på gulvet fordi der var krydsild mellem sandinister og regeringsstyrker. a

 En anden dag var jeg i forkyndelsen og stod pludselig over for en maskeret sandinist der skød mod en regeringssoldat. Jeg prøvede at flygte, men flere maskerede mænd dukkede op. Nu forsøgte jeg at komme rundt om et hjørne, men det lykkedes ikke. Det regnede ned med kugler fra helikoptere som regeringsstyrkerne havde i luften over os. Lige pludselig gik en dør op, og en mand trak mig indenfor i sit hus. Her følte jeg helt klart at Jehova havde reddet mig!

 Jeg tjente i Masaya indtil den 20. marts 1982, en dag jeg aldrig vil glemme. Om morgenen, mens jeg skulle til at spise morgenmad sammen med fem andre missionærer, så vi en gruppe soldater fra sandinistbevægelsen som bar maskingeværer og var på vej ind i gården bag vores missionærhjem. De brasede ind i vores spisestue, og en af dem kommanderede strengt: “I får en time til at pakke én kuffert hver, og så kommer I med os.”

 Soldaterne tog os så med til en farm, hvor vi blev tilbageholdt i flere timer. Så blev fire af os kørt i en lille bus ud til grænsen mod Costa Rica, og vi blev udvist af landet. Efterhånden blev i alt 21 missionærer deporteret.

 I Costa Rica blev vi modtaget af brødre og søstre, og dagen efter nåede vi frem til afdelingskontoret i San José. Der blev vi ikke ret længe. Allerede ti dage senere var otte af os på vej til et nyt missionærdistrikt. Det var i Honduras.

 Her fik jeg et tildelt distrikt i byen Tegucigalpa, hvor jeg tjente i 33 år. I løbet af den tid blev én menighed til otte menigheder! Desværre kom der mere og mere voldskriminalitet i Tegucigalpa. Der skete mange tyverier, og jeg blev udsat for røveri flere gange. Nogle gange kom bandemedlemmer hen til mig og forlangte penge – “krigsskat”, som de kaldte det. Så sagde jeg til dem: “Jeg har noget der er meget mere værd end penge,” og rakte dem en folder eller et blad. De lod mig altid gå!

 De fleste mennesker i Tegucigalpa var venlige og fredsommelige, og jeg hjalp flere af dem til at lære sandheden at kende. For eksempel husker jeg Betty. Jeg havde bibelstudie med hende, og det så ud til at gå godt fremad, indtil hun en dag sagde til mig at hun ville melde sig ind i en evangelisk kirke. Det blev jeg selvfølgelig skuffet over, men det hele vendte da hun to år senere meldte sig ud af den kirke og genoptog studiet med mig. Hvad fik Betty til at komme tilbage? Hun havde savnet den ægte kærlighed hun havde mærket i vores menighed. (Johannes 13:34, 35) Hun sagde til mig: “I giver alle mennesker en hjertelig velkomst ved jeres møder, lige meget om de er rige eller fattige. I er slet ikke som andre.” Senere blev Betty døbt.

 Missionærhjemmet i Tegucigalpa blev lukket i 2014, og derefter fik jeg til opgave at tjene i Panama. Her bor jeg nu i et missionærhjem sammen med fire andre der også har været missionærer i mange år.

 Jeg har nu tilbragt omkring 55 år i missionærtjenesten. I den seneste tid har jeg været nødt til at sætte tempoet lidt ned på grund af mit helbred. Men Jehova hjælper mig så jeg stadig kan være med til at lære andre om ham.

 Kunne jeg have brugt mit liv til noget andet? Ja, det kunne jeg godt – men så var jeg gået glip af utallige velsignelser! I dag har jeg over 50 åndelige sønner og døtre som jeg har hjulpet til at lære sandheden at kende, og jeg har masser af andre venner. Foruden denne store “familie” har jeg min kære moster Steffi, som bor i Tyskland og stadig støtter mig.

 Jeg har aldrig giftet mig, men jeg har heller aldrig følt mig alene. Jehova har altid været med mig. Og så har jeg haft nogle skønne venner, for eksempel Marguerite Foster, der var min missionærmakker i 17 år. Vi har haft mange dejlige oplevelser sammen, og vi er stadig nære venner i dag. – Ordsprogene 18:24.

 Det der giver mig den allerstørste tilfredshed, er at vide at jeg har brugt mit liv på den bedste måde man overhovedet kan, nemlig ved at tjene Jehova fuldt ud. Den drøm jeg havde som barn, er gået i opfyldelse, og undervejs har jeg fået mange spændende oplevelser! Jeg kan ærligt sige at jeg har haft et lykkeligt liv, og jeg ser frem til at tjene Jehova i al evighed.