HVAD DINE BIDRAG BLIVER BRUGT TIL
Nødhjælp i 2023 – “Vi mærker tydeligt Jehovas kærlighed”
26. JANUAR 2024
Bibelen forudsagde om vores tid at der ville ske katastrofer, og at “nation [ville] gå i krig mod nation”. (Matthæus 24:3, 7) Vi har virkelig set de ord gå i opfyldelse i tjenesteåret 2023. a Der har været krige og naturkatastrofer i næsten 100 lande og områder, og Jehovas Vidner har gjort deres bedste for at afspejle Jehovas kærlighed. Hvordan?
I tjenesteåret 2023 er vores brødre og søstre forskellige steder i verden blevet ramt af over 200 naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer. I alt har Jehovas Vidners juridiske selskaber brugt over 68 millioner kroner b af de donerede midler på nødhjælp. Derudover har mange brødre og søstre brugt af deres private midler på at støtte den lokale nødhjælpsindsats. I det følgende kan du læse om hvordan dine bidrag er blevet brugt på at hjælpe ofrene for bare to af katastroferne.
“Kærligheden i Jehovas organisation er den ægte vare”
Nogle områder i Nigeria oplever regelmæssigt årstidsrelaterede oversvømmelser. Men i oktober 2022 blev landet ramt af de værste oversvømmelser i ti år. Mere end 676.000 hektar jord blev ødelagt, og over to millioner måtte forlade deres hjem. Afdelingskontoret i Nigeria sørgede hurtigt for at oprette nødhjælpskomitéer så brødrene og søstrene kunne få den nødvendige hjælp og åndelige trøst.
Hvordan vores brødre og søstre er blevet ramt
7.505 måtte forlade deres hjem.
860 hjem blev beskadiget eller ødelagt.
90 rigssale og en stævnehal blev oversvømmet.
Hvordan de donerede midler er blevet brugt
Over 1,7 millioner kroner er blevet brugt på nødhjælp, heriblandt ...
madvarer, som ris, bønner og nudler.
inventar, som madrasser og myggenet.
reparation eller genopbygning af ødelagte hjem.
Hvordan sørgede brødrene for at bidragene blev brugt fornuftigt? Det gjorde man for eksempel ved at gennemgå hver bygning grundigt og vurdere om den kunne repareres. Hvis bygningen skulle bygges op fra grunden, valgte man et enkelt design der var almindeligt i lokalområdet.
Vores brødre og søstre der fik hjælp, er meget taknemmelige. En søster sagde: “Oversvømmelsen vendte fuldstændigt op og ned på vores liv, for vores jord blev ødelagt, og vi stod uden tag over hovedet. Så vi blev meget glade da brødrene og søstrene kom samme dag for at hjælpe os og sørge for at vi havde et sikkert sted at være. Og det var en stor lettelse da vi modtog en sending madvarer fra afdelingskontoret. Det gjorde meget stort indtryk på os at erfare at ordene i Johannes 13:34, 35 virkelig passer. … Kærligheden i Jehovas organisation er den ægte vare. Vi vil gerne takke vores brødre og søstre af hele vores hjerte for at de har hjulpet os på det helt rigtige tidspunkt.”
I lokalområdet blev vores nødhjælpsarbejde også bemærket. Et lokalt overhoved i byen Sabagreia i staten Bayelsa sagde: “Der findes mange organisationer og trossamfund i verden, men det er kun Jehovas Vidners nødhjælpsarbejde der fungerer så godt. … [Jeres] organisation er en af de bedste i verden.”
“Vi mærker tydeligt Jehovas kærlighed”
I februar 2023 blev Chile hærget af over 400 naturbrande der førte store ødelæggelser med sig. Over 430.000 hektar jord blev ødelagt, sammen med vigtige dele af Chiles infrastruktur. Omkring 8.000 blev evakueret. Kort efter at de mange naturbrande opstod, sørgede afdelingskontoret for at organisere nødhjælp.
Hvordan vores brødre og søstre er blevet ramt
222 forkyndere blev evakueret.
20 hjem blev ødelagt.
Hvordan de donerede midler er blevet brugt
Over 1,3 millioner kroner er blevet brugt på nødhjælp, heriblandt ...
mad og vand.
brændstof, rengøringsartikler og medicin.
genopbygning af ødelagte hjem.
En familie blev helt slået ud da de opdagede at alt hvad de ejede, var blevet ødelagt, både deres hjem og forretning. Det betød at familien ikke havde mulighed for at forsørge sig selv. De første par dage kunne de næsten ikke holde ud at se på den tomme grund hvor deres hus plejede at være. Men i takt med at genopbygningen skred frem, så det hele mere lyst ud for dem. Den kærlighed de frivillige viste dem, hjalp dem til at tackle situationen. De var så rørte over al den hjælp de fik, at de sluttede sig til de frivillige og hjalp med at genopbygge en anden brors hjem.
Nødhjælpsarbejdet har gjort stort indtryk på mange af vores brødre og søstre. En bror sagde: “Den hjælp Jehova giver os gennem brødrene i nødhjælpskomitéerne, er helt utrolig. De kom allerede dagen efter med de vigtigste ting. Det er meget rørende at læse om nødhjælpsarbejde i andre dele af verden, men det er helt anderledes at opleve det selv. Man kommer til at elske Jehovas organisation endnu mere. Man ser hvordan brødrene afspejler Jehovas egenskaber, og hvor vigtigt det er for dem at vores materielle, åndelige og følelsesmæssige behov bliver dækket. Vi mærker tydeligt Jehovas kærlighed.”
Efterhånden som afslutningen på den her verden nærmer sig, vil der komme flere og flere katastrofer. (Lukas 21:10, 11) Men samtidig kan vi se at vores konge, Jesus, leder menigheden og er med os “alle dage indtil afslutningen på denne verdensordning”. (Matthæus 28:20) Jeres gavmilde donationer til det globale arbejde, der blandt andet gives via donate.isa4310.com, og den tid og energi I bidrager med, viser at I støtter Guds rige og vores omsorgsfulde konge. Mange tak for jeres gavmilde støtte.