LIVSBERETNING
En arv bevaret i syv generationer
Folk siger at jeg ligner min far. Min kropsholdning, mine øjne og min humor har jeg fra ham. Men der er også noget andet han har givet videre – en arv der er blevet værdsat af syv generationer. Lad mig forklare.
Den 20. januar 1815 blev en af mine forfædre, Thomas (1) a Williams, født i Horncastle i England. Hans mor døde to år senere, så det var hans far, John Williams, der måtte tage sig af ham og hans tre søskende. Thomas blev oplært i tømrerfaget af sin far men havde en anden karriere i tanke.
På det tidspunkt fejede en religiøs vækkelse hen over England. Præsten John Wesley havde skilt sig ud fra den anglikanske kirke for at danne metodistsamfundet, en gruppe der lagde vægt på personligt bibelstudium og forkyndelse af evangeliet. Wesleys lære bredte sig som en løbeild, og familien Williams blev ivrige tilhængere af den. Thomas blev wesleyansk præst og meldte sig straks til at udføre missionsarbejde i det sydlige Stillehav. I juli 1840 ankom han og hans brud, Mary, (2) til Fiji, nærmere bestemt vulkanøen Lakeba b, som dengang var beboet af kannibaler.
LIVET BLANDT KANNIBALER
Livet på Fiji var hårdt for Thomas og Mary i de første år. De arbejdede dagen lang under primitive forhold og i tropisk hede. De oplevede også ubeskrivelige rædsler – stammekrige, kvælning af enker, barnemord og kannibalisme – og de fleste af de lokale ville ikke lytte til deres budskab. Mary og deres førstefødte søn, John, blev syge og var lige ved at dø. I 1843 skrev Thomas: “Mit hjerte var stærkt nedbøjet. ... Jeg var på kanten af desperation.” Men han og Mary udholdt alle disse prøvelser ved at hente styrke i deres tro på Jehova Gud.
Thomas gjorde god brug af sine færdigheder som tømrer ved at bygge det første hus i europæisk stil i Fiji. Boligen havde et ventileret, forhøjet gulv og andre nyskabelser som vakte stor nysgerrighed blandt de lokale. Lige inden huset stod færdigt, fødte Mary endnu en søn, Thomas Whitton (3) Williams, min forfar i lige linje.
I 1843 var Thomas senior med til at oversætte Johannesevangeliet til fijiansk, en opgave han syntes var temmelig vanskelig. c Til gengæld var han en dygtig antropolog med en god iagttagelsesevne. Han samlede omhyggeligt resultaterne af sin research i bogen Fiji and the Fijians (1858), en klassiker der beskriver livet i Fiji i det 19. århundrede.
Tretten års hårdt slid i Fiji tærede til sidst så meget på Thomas’ helbred at han besluttede at flytte til Australien sammen med sin familie. Efter en lang og anerkendt karriere som præst døde Thomas i Ballerat, Victoria, i 1891.
“GULDET” I VEST
I 1883 rejste Thomas Whitton Williams og hans kone, Phoebe, (4) med deres børn til Perth i delstaten Western Australia. Deres næstældste søn, Arthur Bakewell (5) Williams, den næste af mine forfædre i lige linje, var da ni år gammel.
Da Arthur var 22, søgte han lykken i Kalgoorlie, en guldmineby der lå omkring 600 kilometer øst for Perth. Dér læste han noget litteratur udgivet af De Internationale Bibelstudenter, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang. Han abonnerede også på Zion’s Watch Tower. Arthur var fascineret af det han læste, og han begyndte at fortælle andre om alt det nye han havde lært, og at holde bibelstudiemøder. Det var den spæde begyndelse på Jehovas Vidners arbejde i Western Australia.
Arthur fortalte også sin familie om det han lærte. Hans far, Thomas Whitton, støttede Arthurs beslutning om at komme sammen med Bibelstudenterne, men døde kort efter. Hans mor, Phoebe, og hans to søstre, Violet og Mary, blev også Bibelstudenter. Violet blev heltidsforkynder, eller pioner. Arthur sagde at hun var “Western Australias bedste og mest nidkære og oprigtige pioner nogen sinde”. Hans mening var måske lidt farvet, men Violets gode eksempel fik stor indflydelse på familiens næste generation.
Arthur blev gift og flyttede til Donnybrook, en frugtproducerende by i den sydvestlige del af Western Australia. Der fik han øgenavnet “Den gamle tosse 1914!” fordi han ivrigt forkyndte at bibelprofetierne pegede frem til det år. d Drillerierne holdt op da Første Verdenskrig brød ud. Arthur forkyndte ofte for kunder i sin forretning, hvor han havde bibelsk litteratur udstillet i vinduet. Her var der også et skilt med et tilbud om 100 pund til den der kunne bevise treenighedslæren – en ubibelsk lære som Arthur afviste på det kraftigste. Det lykkedes aldrig nogen at indkassere pengene.
Familien Williams’ hjem blev samlingssted for fælles studium af Bibelen og menighedsmøder i Donnybrook. Senere byggede Arthur en rigssal, eller mødesal, i byen – en af de første i Western
Australia. Selv da han var godt på vej mod de 80, kunne han finde på at iføre sig jakke og slips, sadle sin gamle hest Doll og ride vidt omkring i Donnybrooks omegn for at forkynde.Arthur, der var stille og statelig og en flittig forkynder, havde en positiv indflydelse på sine børn. Hans datter Florence (6) blev missionær i Indien. Hans sønner, Arthur Lindsay (7) og Thomas, var, ligesom deres far, menighedsældste i mange år.
DEN SØDE LADY WILLIAMS
Arthur Lindsay Williams, min oldefar, var kendt og elsket for sit venlige væsen. Han tog sig altid tid til at lytte og behandlede andre med respekt. Han var også en dygtig skovhugger. På 12 år vandt han 18 mesterskaber i øksehugning.
Men Arthur var knap så begejstret da hans toårige søn, Ronald, (8) (min farfar), med en økse lavede et snit i et lille æbletræ der stod i nærheden af deres hus. Ronalds mor lagde omhyggeligt en forbinding om træet, og med tiden bar det æbler med en usædvanlig sødme. Denne nye æblesort, der fik tilnavnet Lady Williams, blev senere brugt til at fremavle Cripps Pink, en af verdens mest populære æblesorter.
Min farfar kom dog til at bruge sine kræfter på en mere konstruktiv måde. Han og farmor arbejdede i mange år som frivillige på flere af Jehovas Vidners byggeprojekter i Australien og Salomonøerne. Farfar er nu næsten 80, men han virker stadig som ældste og er med til at bygge og renovere rigssale i Western Australia.
HOLDER ARVEN I HÆVD
Mine forældre, Geoffrey (9) og Janice (10) Williams, videreførte arven ved at gøre hvad de kunne for at hjælpe min søster, Katharine, (11) og mig (12) til at sætte de kristne principper højt. Som 13-årig valgte jeg at følge disse normer i mit liv. Da jeg var til et kristent stævne, gav John E. Barr, et medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, de unge blandt tilhørerne følgende tilskyndelse: “Lad ikke det mest værdifulde I har, gå til spilde – muligheden for at kende og elske Jehova.” Den aften indviede jeg mit liv til Jehova. To år senere blev jeg pioner.
I dag glæder jeg mig over at forkynde på fuldtid sammen med min kone, Chloe, i Tom Price, en afsidesliggende mineby i den nordvestlige del af Western Australia. Vi har et deltidsjob for at klare os økonomisk. Mine forældre og Katharine og hendes mand, Andrew, er pionerer i Port Hedland, som ligger omkring 420 kilometer nordpå. Far og jeg er også menighedsældste.
For syv generationer siden besluttede min forfar Thomas Williams at tjene Jehova Gud. Hans stærke tro og flittige tjeneste er en værdifuld åndelig arv som jeg er meget taknemmelig for.
a Tallene henviser til personerne på de følgende billeder.
b Tidligere hed denne ø Lakemba, og den ligger i Fijis østlige Lau-øgruppe.
c Missionæren John Hunt oversatte størstedelen af Det Nye Testamente til fijiansk, og det udkom i 1847. Denne oversættelse er bemærkelsesværdig fordi den bruger Guds navn, “Jiova”.
d Se tillægget “1914 – et betydningsfuldt år i bibelprofetien” i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner og tilgængelig online på www.isa4310.com.