Døden er et ubehageligt emne. Mange vil helst ikke tale om det. Men før eller siden bliver vi alle konfronteret med døden. Og dødens brod kan volde dyb smerte.

Intet kan forberede os helt på tabet af en mor, en far, en ægtefælle eller et barn. En tragedie kan komme som et lyn fra en klar himmel eller strække sig over længere tid. Hvordan det end forholder sig, kan vi ikke undgå dødens smerte, og tanken om at døden skulle være menneskets endeligt, kan være fortvivlende.

Antonio, der mistede sin far ved en færdselsulykke, fortæller: „Man føler det som om nogen har forseglet ens hus og fjernet nøglerne. Man kan ikke vende hjem, ikke engang et kort øjeblik. Der er kun minderne tilbage. Det er den nye virkelighed. Og selvom man prøver at benægte det der er sket — fordi det føles så uretfærdigt — er der intet man kan stille op.“

Da Dorothy i en alder af 47 mistede sin mand, besluttede hun at finde svar på nogle af de spørgsmål hun havde angående døden. Som søndagsskolelærer mente hun ikke at døden var afslutningen på alt. Men hun havde nogle ubesvarede spørgsmål. Hun spurgte sin anglikanske præst: „Hvad sker der når vi dør?“ Dertil svarede han: „Det er der ingen der rigtig ved. Vi må bare vente og se.“

Er det sandt at vi bare må „vente og se“? Kan vi på nogen måde finde ud af om døden virkelig er afslutningen på det hele?