Jeg voksede op i Warialda, en lille by på landet i New South Wales. Warialda er et landbrugssamfund hvor der dyrkes korn og andre afgrøder og opdrættes får og kvæg. Det er en pæn og ren by uden ret meget kriminalitet.

Jeg er den ældste af ti børn, og som 13-årig begyndte jeg at hjælpe til med at forsørge familien. Eftersom jeg ikke havde fået ret meget skolegang, arbejdede jeg på forskellige farme. Da jeg var 15, bestod mit arbejde i at ride vilde heste til.

Arbejdet på farmene var en blandet fornøjelse. På den ene side kunne jeg rigtig godt lide mit arbejde og omgivelserne. Om natten sad jeg ofte ved lejrbålet og så på månen og stjernehimlen og nød alle de dufte fra bushen som aftenbrisen bar med sig. Jeg husker at jeg tænkte at en eller anden må have skabt alle disse vidunderlige ting. På den anden side blev jeg også udsat for dårlig påvirkning på farmene. Jeg hørte ofte folk bande, og jeg havde let adgang til cigaretter. Snart begyndte også jeg at bande, og jeg blev storryger.

Da jeg blev 18, flyttede jeg til Sydney. Jeg prøvede at komme ind i hæren, men blev afvist på grund af min begrænsede skolegang. Jeg fik et job og blev i Sydney i et år. Det var i den periode at jeg kom i kontakt med Jehovas Vidner, og jeg tog imod en indbydelse til at overvære et af deres møder. Jeg følte straks at deres lære lød troværdig.

Men kort efter besluttede jeg at flytte ud på landet igen. Jeg endte i Goondiwindi, Queensland, hvor jeg fik job, blev gift og desværre også begyndte at drikke.

Min kone og jeg fik to børn. Efter at vores sønner var blevet født, begyndte jeg at tænke alvorligt over hvilken kurs  mit liv var ved at tage. Jeg huskede hvad jeg havde hørt ved mødet hos Jehovas Vidner i Sydney, og besluttede at gøre noget ved sagen.

I et ældre nummer af Vagttårnet fandt jeg adressen på Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien. Jeg sendte et brev og bad om hjælp. Det resulterede i at jeg fik besøg af en venlig mand fra Jehovas Vidner, og inden længe studerede han Bibelen med mig.

Under mit studium af Bibelen gik det op for mig at jeg måtte foretage nogle store forandringer i mit liv. Der var især ét skriftsted som gjorde dybt indtryk på mig, og det var Andet Korintherbrev 7:1. Her tilskyndes vi til at „rense os for enhver besmittelse af kød“.

Jeg besluttede at holde op med at ryge og drikke. Det var ikke let, for disse laster havde længe været en del af mit liv. Men jeg var besluttet på at leve på en måde der glæder Gud. Det der hjalp mig mest, var at følge det princip der står i Romerbrevet 12:2: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ Jeg forstod at jeg for at slippe af med mine dårlige vaner måtte ændre min tankegang og betragte dem som Gud gør — som skadelige. Med hans hjælp lykkedes det mig at lægge tobakken på hylden og at holde op med at drikke.

Den største udfordring var dog at holde op med at bande. Jeg vidste at der i Efeserbrevet 4:29 står: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund.“ Alligevel lykkedes det mig ikke lige med det samme at holde op med at bruge et grimt sprog. Jeg fandt ud af at det var en hjælp for mig at grunde over ordene i Esajas 40:26. Om stjernehimlen står der: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ Jeg ræsonnerede at hvis Gud havde magt til at skabe det enorme univers — som jeg holdt så meget af at betragte — kunne han helt sikkert også give mig styrke til at foretage de forandringer der skulle til for at glæde ham. Efter mange bønner og store anstrengelser fik jeg efterhånden bugt med mit dårlige sprog.

I mit arbejde havde jeg ikke haft mange muligheder for at tale med andre, for der havde kun været få mennesker på farmene. Men gennem den oplæring der gives ved Jehovas Vidners møder, har jeg lært at formulere mig. Denne oplæring har blandt andet lært mig at tale med andre om den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 6:9, 10; 24:14.

I de sidste mange år har jeg haft den glæde at virke som ældste i menigheden. Jeg betragter det som en forret at kunne hjælpe mine trosfæller på forskellige måder.

Jeg takker Jehova for at jeg, der kun har fået en begrænset skolegang, har fået lov til at blive oplært af ham. (Esajas 54:13) Jeg tilslutter mig fuldt ud det der står i Ordsprogene 10:22: „Jehovas velsignelse — den gør rig.“