Vidste du det?
Kan salt miste sin kraft, sådan som Jesus sagde?
I Bjergprædikenen sagde Jesus til sine disciple: „I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvordan skal det da gøres salt igen? Det duer ikke længere til andet end at blive smidt ud hvor folk kan træde på det.“ (Mattæus 5:13) Salt er et konserveringsmiddel. Med sin sammenligning mente Jesus uden tvivl at hans disciple kunne og burde beskytte andre mod åndeligt og moralsk fordærv.
Med hensyn til udtalelsen om at saltet mister sin kraft, siger The International Standard Bible Encyclopedia imidlertid: „Saltet fra egnen omkring Det Døde Hav var som regel blandet med andre mineraler; saltet kunne derfor let skylles ud, hvorefter der kun var en substans uden smag tilbage.“ Man forstår derfor at Jesus kunne beskrive det der blev tilbage, som noget der ’ikke længere duede til andet end at blive smidt ud’. Leksikonet tilføjer: „Selvom saltet fra Det Døde Hav på grund af sin urenhed var af en ringere kvalitet end almindeligt havsalt, bevirkede den lette adgang til det (man kunne blot indsamle det langs bredden) at det var hovedkilden til salt i Palæstina.“
Hvad ville det betyde for Jesu tilhørere hvis de mistede et drakmestykke, sådan som lignelsen fortæller?
I sin lignelse fortæller Jesus om en kvinde der mister én af de ti drakmer hun havde, hvorefter hun tager en lampe og i sin søgen efter den fejer huset omhyggeligt indtil hun finder den. (Lukas 15:8-10) På Jesu tid svarede en drakme omtrent til en dagløn, så det var ikke noget helt ringe beløb hun havde mistet. Men der var andre omstændigheder som gjorde lignelsen meget realistisk.
Nogle opslagsværker nævner at kvinder dengang ofte brugte mønter som smykker. Jesus kan derfor have tænkt på en mønt som hørte til et værdsat arvestykke, eller som måske var en del af kvindens medgift. Om det var tilfældet her, véd vi ikke, men hvis det var, forstår vi hvorfor kvinden var så opsat på at finde mønten.
Jævne menneskers huse på Jesu tid var bygget sådan at de holdt så meget lys og varme ude som muligt. Der var kun få vinduer, om overhovedet nogen, og der var som regel strå eller andre tørrede plantedele strøet ud over gulvet. Hvis man tabte en mønt, var den svær at finde. „Derfor var det mest naturlige,“ siger en bibelkommentar, „at hvis man tabte noget på gulvet som det ville være svært at finde, for eksempel en mønt, ville man tænde en lampe og feje gulvet for at finde den.“