Jeg drømte om et liv på farten

Fortalt af Zoya Dimitrova

Jeg var 15 år, og min drøm var gået i opfyldelse. Glad og lykkelig rejste jeg rundt med et cirkus og optrådte som artist. Men den 4. september 1970 blev jeg ramt af en tragedie. Det ene øjeblik fløj jeg elegant gennem luften — i næste øjeblik styrtede jeg mod jorden.

JEG blev født den 16. december 1952 og voksede op hos mine forældre og min søster i Sofia i Bulgarien. Dengang var Bulgarien et kommunistisk land, hvor man tolererede at folk havde en religion, men på ingen måde opmuntrede til det. De fleste troede simpelt hen ikke på Gud, og størsteparten af dem der gjorde, holdt det for sig selv. Officielt hørte min familie til den ortodokse kirke, men jeg fik ikke nogen religiøs opdragelse og tænkte slet ikke på Gud.

Lige fra jeg var lille, stod det klart at det jeg var mest interesseret i, var sport, især gymnastik. Da jeg var 13, fik vores skole besøg af en mand der søgte en pige som skulle trænes til at optræde i et cirkus. Min gymnastiklærer anbefalede mig. Til min store begejstring blev jeg kørt i direktørens amerikanerbil hen til en gruppe trænere der skulle interviewe mig og se hvad jeg kunne. Jeg var så heldig at blive godkendt. De satte mig i gang med et strengt trænings- og øvelsesprogram, og det varede godt to år. Da jeg var 15, var træningen færdig, og da begyndte mit liv „på farten“ med det omrejsende cirkus. Først rejste vi rundt i hele Bulgarien, derefter rejste vi i Sovjetunionen og kom endda til Algeriet, Ungarn og det tidligere Jugoslavien.

I tre skønne år levede jeg et drømmeliv. Så, under en optræden i byen Titov Veles i Makedonien, indtraf det uheld jeg beskrev i indledningen. Jeg var midt i et akrobatisk nummer højt oppe over publikum. Min partner, som hang med hovedet nedad, skulle kaste mig op i luften og gribe mig når jeg var på vej ned. Men jeg fik ikke fat i hans hænder, og da min sikkerhedsline sprang, styrtede jeg de seks meter ned mod jorden. I al hast kom jeg på et hospital, hvor det blev konstateret at jeg havde brækket en arm og flere ribben og desuden havde brækket ryggen. Jeg var i chok i flere dage og kunne ikke huske hvad der var sket. Da jeg kom lidt til hægterne, forstod jeg at jeg var blevet lammet fra livet og ned. Men jeg var jo ung og optimistisk og troede at hvis jeg fik de rigtige behandlinger eller en operation, så ville jeg kunne gå igen. Måske ville jeg endda kunne optræde i cirkus igen.

I de næste to og et halvt år blev jeg behandlet på adskillige sanatorier og klyngede mig stadig til håbet om at blive rask igen. Men til sidst måtte jeg se i øjnene at det var slut med  min drøm. Jeg havde drømt om et liv hvor jeg var på farten, fra sted til sted med mit cirkus. Nu måtte jeg nøjes med at være „på farten“ i min kørestol.

Et nyt liv begynder

Efter det aktive liv jeg havde levet, følte jeg at denne forandring ville være umulig at vænne sig til. Jeg mistede alt håb og sank ned i depression. Så, i 1977, kom en ung mand ved navn Stoyan på besøg. Da jeg hørte at han var bror til en af mine tidligere kolleger, inviterede jeg ham straks indenfor. Under vores samtale spurgte han mig om udsigten til at jeg ville blive rask. Skuffet og desillusioneret svarede jeg at der ikke var noget håb. Da han så nævnte at Gud var den eneste der kunne hjælpe mig, sagde jeg bittert: „Hvis der virkelig findes en Gud, hvorfor sidder jeg så her?“

Med dette som stikord begyndte Stoyan venligt at forklare mig om Bibelens skønne løfter. Han havde arbejdet i USA som cirkusartist, og der var han for nylig blevet et af Jehovas Vidner. Jeg blev begejstret over at høre at jorden snart vil blive et paradis. Løftet om at ’døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte’, gik mig lige til hjertet. (Åbenbaringen 21:4) Hvor jeg dog længtes efter at blive rask igen! Med det samme sagde jeg ja til et bibelstudium, og det blev begyndelsen til et nyt liv. Endelig havde jeg fået et ægte og velfunderet håb!

Hver uge så jeg frem til mit bibelstudium med spændt forventning. Først læste Stoyan med mig, og senere var det Totka, et meget venligt Jehovas vidne, der studerede med mig. Med hendes hjælp voksede min kundskab om Bibelen hurtigt, og jeg indviede mit liv til Jehova Gud. På det tidspunkt var der ingen i Sofia der var kvalificeret til at udføre min dåb, og jeg måtte derfor vente på at en broder fra Makedonien kom på besøg. Den 11. september 1978, omkring et år efter at jeg var begyndt at studere Bibelen, blev jeg døbt i mit badekar. Det at blive døbt som et af Jehovas Vidner gav mig en dyb indre glæde, og jeg havde nu fundet en mening med livet.

De sandheder jeg havde lært ud fra Bibelen, brændte i mig som en ild. Jeg fortalte begejstret om mit nyfundne håb til alle der besøgte mig. Desværre var der ingen der lod til at tage mig alvorligt. Måske troede de at jeg på grund af ulykken ikke var helt normal.

En alvorlig fejltagelse

På det tidspunkt var der forbud mod Jehovas Vidners arbejde i Bulgarien, og der var ikke ret mange Vidner i hele landet. Der var ikke nogen menighedsmøder jeg kunne overvære, og samværet med andre som delte min tro, var meget begrænset. Jeg indså ikke  hvor farligt det er at knytte venskaber med nogle der ikke lever efter Bibelens normer. Alt dette førte til at jeg begik en alvorlig fejltagelse.

Min samvittighed plagede mig uden ophør, og jeg oplevede hvor pinefuldt det er at være borte fra Jehova Gud. Fortvivlet og skamfuld udøste jeg mit hjerte for Jehova i bøn og bad om hans tilgivelse. Senere kom jeg åndeligt på fode igen med hjælp fra kærlige kristne ældste, og jeg genvandt glæden ved at være en tjener for Jehova. Hvor er jeg taknemmelig for at tjene ham med ren samvittighed og sammen med hans rene organisation!

Glad til trods for mine begrænsninger

Den ulykke der skete for 40 år siden, knuste min drøm om at rejse rundt i verden og optræde; i stedet blev jeg bundet til en kørestol. Men når jeg tænker tilbage, er det ikke med sorg og fortrydelse, som om mit liv var spildt. Sandheden fra Bibelen har fået mig til at indse at min drøm om at finde et liv med lykke og tilfredshed i cirkusverdenen var knyttet til noget der ikke havde varig værdi. Jeg har set hvordan tidligere kolleger som fortsatte deres cirkuskarriere, er kommet ud for store skuffelser i deres liv. Derimod har jeg selv fundet den største skat, nemlig et nært, personligt forhold til min Skaber, Jehova Gud. Det har givet mig en glæde der er større end den som cirkuslivet nogen sinde kunne have givet mig.

Dertil kommer at jeg har haft den glæde at se mange andre lære sandheden fra Bibelen at kende og indvi sig til vores kærlige Gud, Jehova. I 1977, da jeg begyndte at studere Bibelen, var der kun en håndfuld Jehovas Vidner i Bulgarien. Så sent som i 1991, da det kommunistiske styre var faldet og Jehovas Vidner blev indregistreret som trossamfund, var der ikke meget mere end hundrede Vidner i hele landet. Hvor har det været skønt at se antallet af forkyndere vokse indtil i dag, hvor der er næsten 1800!

Der er stadig meget at gøre i Bulgarien. Mange vil gerne lære Guds ord at kende. Det fremgår af at der i 2010 var hele 3914 som  overværede højtiden til minde om Kristi død. Det ser jeg som et storslået udtryk for at Jehova har velsignet den ringe begyndelse i Bulgarien. Som forudsagt i Esajas 60:22 er „den ringeste“ blevet til „en mægtig nation“ — og jeg har selv været vidne til det.

Noget andet jeg har frydet mig over, er at Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er blevet udgivet på bulgarsk. Det skete i august 2009 ved områdestævnet „Vær vågen og på vagt!“ i Sofia, og det blev et af mit livs store oplevelser. At Bibelen blev udgivet på mit eget sprog, var en drøm der gik i opfyldelse! Jeg er sikker på at dette redskab vil hjælpe mange flere her i Bulgarien til at lære sandheden fra Bibelen at kende.

Mit handicap sætter grænser for hvor meget jeg personligt kan gøre i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, men jeg finder stor glæde i at tale om sandheden med mine naboer og dem der besøger mig. Ved en lejlighed gik en nabo forbi min altan, og jeg kaldte på hende og inviterede hende indenfor. Hun sagde ja, og efter at jeg havde givet hende del i nogle opmuntrende tanker fra Bibelen, tog hun straks imod mit tilbud om et bibelkursus. Det var en stor glæde for mig at hun senere lod sig døbe og blev min åndelige søster. Jeg har haft den forret at hjælpe fire mennesker frem til det punkt hvor de indviede sig til Jehova.

Det der måske glæder og opmuntrer mig allermest, er at jeg overværer alle de kristne møder sammen med over hundrede brødre og søstre, der er blevet som en familie for mig. Jeg bor i et land hvor det offentlige ikke har nogen særlige transportordninger for ældre og handicappede, så det er noget af en udfordring at komme til menighedens møder. Men en ung broder hjælper mig, og det er jeg meget taknemmelig for. Til hvert af møderne bærer han mig ud af min lejlighed, ned i sin bil, ind i rigssalen — og tilbage igen efter mødet. Jeg takker Jehova for at jeg har en sådan kærlig åndelig familie.

Når jeg ser tilbage, må jeg konstatere at jeg ikke har været „på farten“ på den måde jeg havde drømt om da jeg var ung. Men det at tjene Jehova har givet mig den størst tænkelige lykke nu i tiden og et fantastisk fremtidshåb. Jeg sætter stor pris på Guds vidunderlige løfte om en paradisisk jord hvor ’den halte springer som hjorten’. (Esajas 35:6) Med fuld fortrøstning ser jeg frem til den dag hvor jeg ikke længere har brug for en kørestol, men er sund og rask og i fuld vigør.

[Tekstcitat på side 30]

„Det der måske glæder og opmuntrer mig allermest, er at jeg overværer alle de kristne møder“

[Tekstcitat på side 31]

’Jeg fryder mig over at Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er blevet udgivet på bulgarsk’

[Illustration på side 29]

Jeg begyndte min cirkuskarriere da jeg var 15