Livet på Bibelens tid — Penge

„Han satte sig over for bidragsbøsserne og gav sig til at betragte hvordan folkemængden lagde penge i bidragsbøsserne; og mange rige lagde mange mønter i. Nu kom der en fattig enke og lagde to småmønter i af meget ringe værdi.“ — MARKUS 12:41, 42.

PENGE omtales ofte i Bibelen. I evangelierne kan man blandt andet se at Jesus anvendte forskellige mønter for at undervise i vigtige principper. Da en enke gav „to småmønter“ til templet, som nævnt i citatet ovenfor, udledte Jesus en lære af det. Ved en anden lejlighed brugte han en mønt der blev kaldt en denar, for at hjælpe sine disciple til at forstå hvordan de skulle betragte de offentlige myndigheder. * — Mattæus 22:17-21.

Hvorfor opfandt man penge? Hvordan blev de fremstillet på Bibelens tid? Hvordan blev de anvendt? Og hvad lærer Bibelen os om hvilket syn vi skal have på penge?

Fra naturalier til ædle metaller

Før penge blev opfundet, benyttede man sig af byttehandel. Man byttede naturalier og tjenester som svarede til hinanden i værdi. Men den form for handel kunne godt være meget besværlig. For at systemet kunne fungere måtte den ene part være interesseret i det den anden tilbød. Derudover måtte de handlende transportere og holde styr på nogle varer der kunne være ret uhåndterlige, som for eksempel kornsække og levende dyr.

De handlende så snart behovet for et betalingsmiddel der var lettere at anvende ved køb og salg af varer. Løsningen var ædle metaller som guld, sølv og kobber. Illustrationen nedenfor viser en købmand som betaler for nogle varer eller tjenester med metaller der er udformet som smykker eller små barrer. Metallerne blev vejet meget nøjagtigt på følsomme vægte før varerne skiftede ejermand. Da Abraham for eksempel købte en begravelsesplads til sin elskede hustru Sara, afvejede han den ønskede mængde sølv. — 1 Mosebog 23:14-16.

 Da Jehova gav Israel den skrevne lov, var det almindeligt at grådige købmænd snød kunderne ved hjælp af misvisende vægtskåle og unøjagtige lodder. Jehova Gud afskyr uærlighed, og han sagde derfor til de israelitiske købmænd: „I skal have nøjagtige vægtskåle, nøjagtige lodder.“ (3 Mosebog 19:36; Ordsprogene 11:1) I dag må de der sælger varer, huske på at Jehovas syn på begærlighed og uærlighed ikke har ændret sig. — Malakias 3:6; 1 Korinther 6:9, 10.

Hvordan man fremstillede mønter

De første mønter blev sandsynligvis præget i Lydien (i vore dages Tyrkiet) på et tidspunkt før år 700 f.v.t. Snart var metalarbejdere i adskillige lande i fuld gang med at fremstille mønter, og man begyndte at anvende dem i mange af de lande der omtales i Bibelen.

Hvordan fremstillede man mønter? Metalarbejderen smeltede metallet i en smelteovn (1) og hældte det ned i en form hvor han støbte en række uprægede skiver, kaldet blanketter (2). Derefter placerede han dem en for en i et møntstempel der var indgraveret med symboler eller billeder (3). Med et hårdt slag med en hammer blev motivet overført til mønten (4). Arbejdet blev udført i højt tempo, så motivet var ikke altid placeret lige midt på mønten. Derfor skulle mønterne sorteres. De blev også vejet så man kunne sikre sig at de havde den rigtige værdi, og hvis det var nødvendigt, blev overskydende metal fjernet (5).

Pengevekslere, skatteopkrævere og bankmænd

I det første århundrede fandt mønter fra forskellige lande vej til Palæstina. For eksempel havde folk der kom rejsende til templet i Jerusalem, udenlandske mønter med sig. Men de der stod for templet, ville kun acceptere at tempelskatten blev betalt med en bestemt type mønter. Pengevekslere satte derfor boder op i templet, hvor de ofte tog skyhøje gebyrer for at omveksle penge til den møntfod der kunne accepteres. Jesus fordømte disse begærlige mænd. Hvorfor? Fordi de gjorde Jehovas hus til „et varehus“ og „en røverhule“. — Johannes 2:13-16; Mattæus 21:12, 13.

Indbyggerne i Palæstina skulle desuden betale forskellige skatter til det offentlige. En af  dem var ’kopskatten’, som Jesu modstandere stillede ham spørgsmål om. (Mattæus 22:17) Derudover skulle der betales vejskat, og der blev lagt told eller afgift på varer der blev indført eller udført. I Palæstina havde de offentlige skatteopkrævere ry for at være uærlige, og folk foragtede dem. (Markus 2:16) Skatteopkræverne berigede sig ved at opkræve alt for høje skatter og selv beholde overskuddet. Men nogle skatteopkrævere, som for eksempel Zakæus, reagerede på det budskab Jesus forkyndte, og ophørte med deres uærlige praksis. (Lukas 19:1-10) Også i dag må enhver der ønsker at følge Kristus, være ærlig i alle ting, herunder forretningsanliggender. — Hebræerne 13:18.

Endnu en gruppe der havde med penge at gøre, var bankmændene. Ud over at veksle udenlandsk valuta tog de sig også af opsparinger og lån samt udbetaling af renter til folk der havde investeret deres penge i banken. Det var sådanne bankmænd Jesus omtalte i sin lignelse om trællene der fik overdraget nogle penge de skulle gøre forretning med. — Mattæus 25:26, 27.

Det rette syn på penge

I dag må de fleste tjene penge for at kunne købe det de skal bruge. Den udtalelse som Gud inspirerede kong Salomon til at nedskrive for mange hundrede år siden, gælder stadig: „Penge er en beskyttelse.“ Men Salomon gjorde også opmærksom på at visdom er mere værd end penge, fordi den kan ’holde sine ejermænd i live’. (Prædikeren 7:12) En sådan visdom kan findes i Bibelen.

Jesus hjalp sine disciple til at få et afbalanceret syn på penge da han sagde: „Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.“ (Lukas 12:15, da. aut.) Ligesom Jesu disciple i det første århundrede kan vi lægge visdom for dagen ved at håndtere penge på en ærlig og ansvarsbevidst måde og ved ikke at elske dem. — 1 Timoteus 6:9, 10.

[Fodnote]

[Ramme/​illustrationer på side 26]

 Fakta om mønter

● En af de mindste mønter der var i omløb i Palæstina i det første århundrede, var en kobberlepton. En arbejder kunne tjene to lepta på blot 15 minutter. De to småmønter som enken lagde i templets bidragsbøsse, var efter alt at dømme to lepta. — Markus 12:42.

● En sølvdrakme var en græsk mønt. For at tjene den skulle man udføre næsten en hel dags arbejde. (Lukas 15:8, 9) Alle jødiske mænd skulle betale en årlig tempelskat på to drakmer. — Mattæus 17:24.

● En sølvdenar var en romersk mønt der bar et billede af kejseren, så den blev meget passende brugt til betaling af den „afgift“ som alle jødiske mænd skulle betale under romernes besættelse. (Romerne 13:7) Arbejdsgivere betalte deres arbejdere én denar for en arbejdsdag på 12 timer. — Mattæus 20:2-14.

● En sølvsekel var en mønt af rent sølv der blev fremstillet i byen Tyrus og var i omløb i Palæstina på Jesu tid. De „tredive sølvstykker“ som de øverste præster gav Judas Iskariot for at forråde Jesus, kan have været sekelmønter fra Tyrus. — Mattæus 26:14-16.

Mønterne vises i naturlig størrelse