Efterlign deres tro

Han „voksede op hos Jehova“

SAMUEL betragtede indgående folket som havde samlet sig ved byen Gilgal. Nationen var blevet kaldt sammen af ham, der i mange år havde tjent som profet og dommer. Ifølge vore dages kalender var det maj eller juni måned; tørtiden var allerede begyndt. Markerne i området stod fyldt med gylden hvede der var parat til at blive høstet. Der faldt nu stilhed over forsamlingen. Hvordan kunne Samuel nå ind til dem med sit budskab?

Israelitterne forstod ikke hvor alvorlig situationen var. De havde insisteret på at få en jordisk konge til at herske over sig og fattede slet ikke i hvor høj grad de havde krænket deres Gud, Jehova, og hans profet. De havde faktisk forkastet Jehova som deres konge! Hvordan kunne Samuel få dem til at ændre sind?

Nu talte Samuel. Henvendt til forsamlingen sagde han: ’Jeg er blevet gammel og gråhåret.’ Hans hvide hår gav hans ord vægt. Derefter sagde han: „Jeg har vandret foran jer fra min ungdom til denne dag.“ (1 Samuel 11:14, 15; 12:2) Selvom Samuel var blevet gammel, havde han ikke glemt sin ungdom. Hans barndomsår stod stadig levende for ham. De beslutninger han havde truffet under sin opvækst, havde fået ham til at leve et liv i tro på og hengivenhed for sin Gud, Jehova.

Gang på gang måtte Samuel styrke og bevare sin tro fordi han var omgivet af troløse og illoyale mennesker. I dag er det lige så vanskeligt at opbygge troen, for vi lever i en troløs og fordærvet verden. Lad os se hvad vi kan lære af Samuels eksempel og begynde med det han oplevede som dreng.

Tjente Jehova som dreng

Samuel havde en usædvanlig barndom. Kort tid efter at han var vænnet fra, måske i fireårsalderen, begyndte han at tjene ved Jehovas hellige tabernakel i Silo, som lå over 30 kilometer fra hans hjem i Rama. Hans forældre, Elkana og Hanna, overgav deres dreng til Jehova for at han kunne udføre en særlig form for tjeneste, der betød at han hele sit liv måtte leve som nasiræer. * Vil det sige at Samuel blev forladt af sine forældre, og at de ikke elskede ham?

Nej, langtfra! De vidste at der ville blive sørget for deres søn i Silo. Uden tvivl førte ypperstepræsten Eli tilsyn med tjenesten, og Samuel arbejdede nært sammen med ham. Der var også adskillige kvinder der udførte en eller anden form for tjeneste ved tabernaklet, øjensynlig på en organiseret måde. — 2 Mosebog 38:8.

Desuden glemte Hanna og Elkana aldrig deres førstefødte, hvis fødsel i sig selv havde været et svar på en bøn. Hanna havde bedt Gud om at få en søn og lovet at overgive drengen til Gud til et liv i hellig tjeneste for ham. Hvert år når hun besøgte Samuel, fik han en ny ærmeløs overklædning som hun havde lavet til brug for hans tjeneste ved tabernaklet. Den lille dreng var sikkert meget glad for disse besøg. Han blev uden tvivl styrket af sine forældres  kærlige opmuntring og vejledning, idet de lærte ham hvor stor en forret det var at tjene Jehova på dette enestående sted.

Forældre i dag kan lære meget af Hanna og Elkana. Det er almindeligt at forældre udelukkende lægger vægt på det materielle i deres opdragelse af børnene og ignorerer deres åndelige behov. Men Samuels forældre satte det åndelige først, og det havde afgørende betydning for hvilken slags mand deres søn blev. — Ordsprogene 22:6.

Vi kan forestille os at drengen blev større og gik på opdagelse i de lave bjerge omkring Silo. Mens han har kigget ned på byen og dalen nedenfor, har hans hjerte sikkert svulmet af glæde og stolthed ved synet af Jehovas tabernakel. Dette tabernakel var virkelig et helligt sted. * Det var bygget næsten 400 år tidligere under Moses’ ledelse og var det eneste center i verden for den sande tilbedelse af Jehova.

Den unge Samuel kom til at elske tabernaklet. I den beretning han senere skrev, læser vi: „Samuel forrettede tjeneste for Jehovas ansigt, en dreng med en linned efod bundet om sig med et bælte.“ (1 Samuel 2:18) Denne enkle, ærmeløse klædning viste åbenbart at Samuel hjalp præsterne ved tabernaklet. Skønt Samuel ikke selv var præst, varetog han forskellige pligter; blandt andet åbnede han dørene ind til tabernaklets forgård om morgenen og gik den ældre Eli til hånde. Hvor meget han end holdt af disse forrettigheder, blev han med tiden dybt foruroliget. Der foregik noget i Jehovas hus der var helt forkert.

Forblev ren trods moralsk fordærv

Samuel var i en ung alder vidne til rendyrket ondskab og fordærv. Eli havde to sønner der hed Hofni og Pinehas. Samuels beretning lyder: „Elis sønner var imidlertid uslinge; de kendte ikke Jehova.“ (1 Samuel 2:12) De to udtryk i dette vers supplerer hinanden. Hofni og Pinehas var uslinge — ordret „belialsønner“, eller „sønner af uduelighed“ — for de havde ikke respekt for Jehova. De lod hånt om hans retfærdige normer og krav. Heraf udsprang alle deres andre synder.

Guds lov indeholdt specifikke bestemmelser om præsternes pligter og den måde de skulle bringe ofre på ved tabernaklet. Og det med god grund! Disse ofre var et billede på de foranstaltninger Gud havde truffet for at folk kunne få deres synder tilgivet og derved være berettiget til at modtage hans velsignelse og vejledning. Men Hofni og Pinehas fik deres medpræster til at behandle offergaverne med foragt. *

Forestil dig hvordan den unge Samuel med store øjne har været vidne til sådanne alvorlige overtrædelser uden at der blev grebet ind over for dem. Hvor mange — både fattige, ydmyge og undertrykte mennesker — har han ikke set komme til det hellige tabernakel i håb om at få åndelig trøst og styrke, kun for at gå skuffede, sårede eller ydmygede derfra? Og hvad mon han ikke har følt da han fandt ud af at Hofni og Pinehas også lod hånt om Jehovas love for kønslivet, eftersom de havde omgang med nogle af de kvinder der gjorde tjeneste ved teltboligen? (1 Samuel 2:22) Måske har han håbet at Eli ville gøre noget for at rette op på situationen.

Eli havde alle muligheder for at gribe ind over for problemet, der var ved at udvikle sig  til en katastrofe. Som ypperstepræst var han ansvarlig for det der foregik ved tabernaklet, og som far havde han pligt til at irettesætte sine sønner. De skadede jo både sig selv og utallige andre i landet. Men Eli svigtede på begge fronter, både som far og som ypperstepræst. Han gav kun sine sønner en mild og vag irettesættelse. (1 Samuel 2:23-25) Men de havde brug for en langt kraftigere tugt. De synder de begik, var der dødsstraf for!

Det kom så vidt at Jehova sendte „en Guds mand“, en ikke navngiven profet, til Eli med et alvorligt domsbudskab. Jehova sagde til Eli: „Hvorfor ærer du dine sønner mere end mig?“ Han forudsagde at Elis onde sønner skulle dø på en og samme dag, og at Elis familie skulle lide store tab, endda miste deres privilegerede embede som præster. Førte denne magtfulde advarsel til at familien ændrede adfærd? Der er intet der tyder på at en sådan sindsændring fandt sted. — 1 Samuel 2:27–3:1.

Hvordan blev Samuel påvirket af det moralske fordærv? I denne dystre beretning finder vi fra tid til anden lysglimt, godt nyt om Samuels opvækst og fremgang. Husk at vi i Første Samuelsbog 2:18 læste at Samuel som dreng trofast „forrettede tjeneste for Jehovas ansigt“. Selv som ganske ung var tjenesten for Gud altså det vigtigste i hans liv. I vers 21 i det samme kapitel læser vi noget endnu mere opmuntrende: „Drengen Samuel voksede op hos Jehova.“ Under sin opvækst blev han endnu nærmere knyttet til sin himmelske Fader. Et sådan nært personligt forhold til Jehova er den bedste beskyttelse mod enhver form for fordærv.

Samuel kan let have tænkt at hvis ypperstepræsten og hans sønner kunne give efter for synd, så kunne han lige så godt gøre hvad som helst der passede ham. Men at andre handler fordærvet — og det gælder også dem der har myndighed — er aldrig en undskyldning for synd. I dag følger mange unge kristne Samuels eksempel og ’vokser op hos Jehova’ — selv når nogle omkring dem undlader at være gode eksempler.

Hvad betød det for Samuel at han havde en sådan indstilling? Vi læser: „Drengen Samuel voksede efterhånden op og blev stadig mere vellidt både af Jehova og af mennesker.“ (1 Samuel 2:26) Samuel var altså vellidt, i det mindste af dem hvis mening betød noget. Jehova holdt af denne dreng fordi han valgte at være trofast. Og Samuel var overbevist om at hans Gud ville gribe ind over for alt det onde der foregik i Silo, men Samuel har nok spekuleret over hvornår det ville ske.

„Tal, for din tjener hører“

En nat fik han svar på sine spørgsmål. Morgengryet nærmede sig, men det var stadig mørkt; det flakkende lys fra teltboligens store lampe brændte stadig. Stilheden blev brudt da Samuel hørte en stemme kalde på ham. Han troede det var Eli, der nu var meget gammel og næsten blind. Samuel rejste sig og løb hen til den gamle mand. Kan du for dit indre blik se drengen på bare fødder skynde sig hen for at finde ud af hvad Eli havde brug for? Det er rørende at lægge mærke til hvor respektfuldt og venligt Samuel behandlede Eli. Til trods for alle de synder Eli havde begået, var han stadig Jehovas ypperstepræst. — 1 Samuel 3:2-5.

Samuel vækkede Eli og sagde: „Her er jeg; du kaldte jo på mig.“ Men Eli sagde at han ikke havde kaldt på ham, og at han skulle gå hen og lægge sig. Det samme skete igen og igen! Til sidst forstod Eli hvad det var der foregik. På den tid var det kun sjældent at Jehova henvendte sig til folket ved et syn eller et profetisk budskab, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Men Eli vidste at det var Jehova der talte igen — nu til denne dreng. Eli bad Samuel om at gå hen og lægge sig og forklarede ham hvordan han skulle svare. Samuel adlød. Kort efter hørte han stemmen kalde: „Samuel, Samuel!“ Og drengen svarede: „Tal, for din tjener hører.“ — 1 Samuel 3:1, 5-10.

 Omsider havde Jehova en tjener i Silo der lyttede til ham. At lytte til Jehova blev kendetegnende for hele Samuels liv. Gælder det også dig? Vi behøver ikke at vente på at en overnaturlig stemme i natten skal tale til os. I dag lyder Guds stemme altid til os. Den taler til os gennem hans ord, Bibelen. Jo mere vi lytter til Gud og giver agt på hans ord, jo mere vil vores tro vokse. Sådan var det i Samuels tilfælde.

Den nat markerede en milepæl i Samuels liv, for da begyndte han at kende Jehova på en særlig måde, idet han blev Guds egen profet og talsmand. Drengen var først bange for at overbringe Eli Jehovas budskab, for det var et definitivt budskab om at profetien der gjaldt hans familie, snart ville blive opfyldt. Men Samuel tog mod til sig — og Eli accepterede ydmygt Guds dom. Inden længe blev alt det Jehova havde sagt, opfyldt. Israel gik i krig mod filistrene, og Hofni og Pinehas blev dræbt samme dag. Eli selv døde da han hørte at Jehovas hellige ark var blevet taget af filistrene. — 1 Samuel 3:10-18; 4:1-18.

Men Samuel blev i stadig større omfang kendt som en trofast profet. „Jehova var med ham,“ siger beretningen, som tilføjer at Jehova lod alle Samuels profetier blive opfyldt. — 1 Samuel 3:19.

’Samuel råbte til Jehova’

Men betød det at israelitterne nu lod sig lede af Samuel og blev et åndeligsindet, trofast folk? Nej. Efter nogen tid besluttede de at de ikke ville nøjes med at have en profet til at dømme sig. De ønskede at være som andre nationer og have en jordisk konge til at herske over sig. På Jehovas anvisning gav Samuel efter for deres krav. Men han skulle gøre israelitterne klart hvor alvorlig deres synd var. Det var ikke blot et menneske, men Jehova selv de forkastede! Samuel bad derfor folket om at møde op i Gilgal.

 Lad os følge ham i det spændende øjeblik han henvender sig til Israelitterne i Gilgal. Der mindede den ældre Samuel dem om de mange år han trofast og uangribeligt havde tjent Jehova. Vi læser: „Derpå råbte Samuel til Jehova.“ Han bad Jehova om at sende et uvejr. — 1 Samuel 12:17, 18.

Et uvejr i den tørre periode af året? Det var noget ganske uhørt! Hvis israelitterne stadig var blot en lille smule skeptiske og hånligt afvisende, var de det ikke meget længere. Pludselig formørkedes himmelen. Det blæste så kraftigt op at det fik kornet på markerne til at lægge sig. Der lød en øresønderrivende torden. Og det begyndte at regne voldsomt. Hvordan reagerede folket? „Hele folket blev meget bange for Jehova og Samuel.“ Til sidst indså de hvor alvorligt de havde syndet. — 1 Samuel 12:18, 19.

Det var ikke Samuel, men hans Gud, Jehova, der var nået ind til dem med sit budskab. Fra han var ung til han blev gammel satte han sin lid til Gud. Og Jehova belønnede ham. Jehova har ikke forandret sig. Han støtter stadig dem der efterligner Samuels tro.

[Fodnoter]

[Illustration på side 17]

Trods sin frygt overbragte Samuel trofast Jehovas domsbudskab til Eli

[Illustration på side 18]

Samuel bad i tro, og Jehova svarede ved at sende et kraftig uvejr