Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Han forblev loyal under prøvelser

Han forblev loyal under prøvelser

Efterlign deres tro

Han forblev loyal under prøvelser

PETER så sig nervøst omkring på Jesu tilhørere for at se hvordan de reagerede. De befandt sig i synagogen i Kapernaum. Det var i denne by, ved bredden af Galilæas Sø, at Peter havde sit hjem og sit erhverv som fisker; og mange af hans venner, slægtninge og dem han drev forretning med, boede også i byen. Der er ingen tvivl om at Peter var meget opsat på at hans bysbørn skulle få samme syn på Jesus som han havde, at de skulle føle det lige så spændende som han at lære om Guds rige når den største af alle lærere underviste. Men i dag ville det nok ikke gå sådan.

Mange var holdt op med at høre efter. Nogle begyndte at mumle i protest mod det Jesus sagde. Det der gjorde Peter mest foruroliget, var imidlertid den måde nogle af Jesu egne disciple reagerede på. Deres ansigter strålede ikke længere af den samme begejstring som dengang deres øjne blev åbnet og de erfarede glæden ved at lære sandheden at kende. Nu virkede de vrede og endda skuffede. Nogle tog til orde og kaldte Jesu tale chokerende. De nægtede at høre mere og forlod synagogen — og ville ikke længere følge Jesus.

Det var en vanskelig tid for Peter og de andre apostle. Peter forstod ikke fuldt ud hvad det var Jesus sagde den dag, og han har sikkert indset at Jesu ord umiddelbart kunne virke stødende. Men hvordan ville han selv reagere? Det var ikke første gang hans loyalitet mod Jesus blev prøvet, og det ville heller ikke blive den sidste. Lad os se hvordan Peters tro hjalp ham til at klare sådanne udfordringer og forblive loyal.

Loyal selvom andre var illoyale

Peter var ofte blevet overrasket over Jesus. Den ene gang efter den anden handlede og talte hans herre på en måde der var helt anderledes end folk forventede. Lige dagen før havde Jesus mirakuløst bespist en folkeskare på flere tusind. Folk reagerede ved at prøve at gøre ham til konge. Men han overraskede mange ved at trække sig tilbage og give sine disciple besked på at gå om bord i en båd og sejle mod Kapernaum. Mens disciplene om aftenen sejlede over Galilæas Sø, overraskede Jesus dem igen da han kom gående på det oprørte vand, og Peter fik en vigtig lektion i tro. *

Om morgenen fandt de snart ud af at folkeskarerne var gået om bord i både og var fulgt efter dem. Men det var tydeligt at folk var drevet af et ønske om at Jesus igen mirakuløst ville give dem mad, og ikke af hunger efter åndelige sandheder. Jesus irettesatte dem for deres materialistiske indstilling. Drøftelsen fortsatte i synagogen i Kapernaum, hvor Jesus, for at få folk til at forstå en vigtig sandhed som de kunne have svært ved at fatte, igen gjorde det modsatte af hvad man ville forvente.

Jesus ønskede at disse mennesker ikke skulle opfatte ham som en der blot sørgede for bogstavelig mad, men se ham som en åndelig foranstaltning fra Gud, den hvis liv og død som menneske ville gøre det muligt for andre at opnå evigt liv. Han brugte derfor et billede, hvor han sammenlignede sig selv med mannaen, det brød der kom ned fra himmelen på Moses’ tid. Da nogle gjorde indsigelser, brugte han et meget malende billede, hvor han sagde at det var nødvendigt at spise hans kød og drikke hans blod for at opnå liv. Nu begyndte protesterne at lyde endnu kraftigere. Nogle sagde: „Denne tale er chokerende; hvem er i stand til at høre på den?“ Og mange af Jesu disciple holdt op med at følge ham. * — Johannes 6:48-60, 66.

Hvad ville Peter gøre? Han må også være blevet forvirret over at høre Jesu ord, for han fattede endnu ikke at Jesus måtte dø for at gennemføre Guds vilje. Men følte Peter sig fristet til at liste af ligesom de uberegnelige disciple der forlod Jesus denne dag? Nej, der var noget vigtigt som adskilte Peter fra disse mennesker. Hvad var det?

Jesus vendte sig mod sine apostle og sagde: „Vil I også gå?“ (Johannes 6:67) Han talte til dem alle 12, men det var Peter der svarede. Sådan var det tit. Måske har Peter været den ældste af dem. I hvert fald var han den mest frimodige i gruppen; tilsyneladende tøvede han kun sjældent med at sige lige hvad han tænkte. Det der lå ham på sinde i denne situation, var de smukke og uforglemmelige ord: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ — Johannes 6:68.

Bliver du ikke rørt over disse ord? Peters tro på Jesus havde hjulpet ham til at opdyrke en værdifuld egenskab, nemlig loyalitet. Peter forstod fuldt ud at der ikke var nogen anden frelser end Jesus, og at Jesu lære om Guds rige betød frelse. Peter vidste at selvom der måske var nogle ting der undrede ham, var der ingen andre steder at gå hen hvis han ønskede at blive godkendt af Gud og opnå det evige livs velsignelser.

Er det også sådan du har det? Sørgeligt nok er der mange i verden i dag der hævder at elske Jesus, men som ikke forbliver loyale under prøve. For at være helt loyale mod Kristus må vi have samme syn på hans lære som Peter havde. Vi må blive godt kendt med den, forstå hvad den betyder, og leve efter den — selv hvis vi bliver overraskede over at noget af det vi lærer, ikke er som vi havde forventet, eller som vi personligt ville foretrække. Det er kun ved at være loyale at vi kan gøre os håb om at opnå det evige liv som Jesus stillede os i udsigt.

Loyal når han blev retledt

Ikke længe efter denne travle periode tog Jesus sine apostle og nogle disciple med på en lang vandring nordpå. Ved Det Forjættede Lands nordligste grænse lå Hermons Bjerg, hvis sneklædte tinde indimellem var synlig helt nede ved Galilæasøens klare, blå vand. Idet gruppen vandrede gennem et stadig stigende terræn op imod landsbyerne i nærheden af Cæsarea Filippi, synede bjerget foran dem højere og højere. * I disse smukke omgivelser, med udsigt over en stor del af Det Forjættede Land mod syd, stillede Jesus sine disciple et vigtigt spørgsmål.

„Hvem siger folkeskarerne at jeg er?“ spurgte han. Man kan se for sig hvordan Peter har betragtet Jesus og fornemmet hans opmærksomme blik, hans venlighed og skarpe intelligens. Jesus var interesseret i at vide hvilke konklusioner hans tilhørere nåede frem til ud fra det de så og hørte. Jesu disciple besvarede spørgsmålet ved at gentage nogle af de forkerte opfattelser folk generelt havde af hvem Jesus var. Men Jesus ville gerne vide mere. Havde hans nærmeste disciple de samme forkerte opfattelser? „Men I, hvem siger I jeg er?“ spurgte han. — Lukas 9:18-22.

Igen var Peter hurtig til at svare. Frimodigt satte han ord på det som mange af de tilstedeværende tænkte inderst inde. „Du er Messias, den levende Guds søn,“ sagde han. Vi kan forestille os at Jesus med et godkendende blik har smilet til Peter og rost ham for hans svar. Jesus mindede Peter om at det var Jehova Gud — og ikke et menneske — der havde gjort denne sandhed så let at forstå for dem der havde ægte tro. Peter var blevet i stand til at forstå en af de største sandheder Jehova indtil da havde åbenbaret — at Jesus var den længe lovede Messias, eller Kristus! — Mattæus 16:16, 17.

Denne Messias var den som i gamle profetier var blevet omtalt som en sten bygmestrene ville forkaste. (Salme 118:22; Lukas 20:17) Med sådanne profetier i tanke åbenbarede Jesus at Jehova ville grundlægge en menighed på selve den sten, eller klippe, som Peter lige havde identificeret. * Derefter gav han Peter nogle særlige privilegier i menigheden. Han gav ikke Peter en særstilling i forhold til de andre apostle, som nogle mener, men han betroede ham nogle ansvarsopgaver. Jesus overdrog Peter ’rigets nøgler’. (Mattæus 16:19) Det ville blive Peters opgave at åbne vejen for at tre forskellige grupper af mennesker kunne få håb om at komme ind i Guds rige — først jøderne, så samaritanerne og til sidst hedningerne, eller ikkejøderne.

Jesus erklærede imidlertid senere at de der får meget betroet, også har meget at stå til regnskab for, og sandheden i disse ord sås tydeligt i Peters tilfælde. (Lukas 12:48) Jesus gik videre med at åbenbare nogle vigtige sandheder om Messias, derunder at han med sikkerhed ville gennemgå lidelser og dø i Jerusalem. Det blev Peter oprevet over at høre. Han tog Jesus til side og irettesatte ham med ordene: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ — Mattæus 16:21, 22.

Peter havde helt sikkert de bedste intentioner, så Jesu svar må have været meget overraskende. Jesus vendte ryggen til ham og så på de andre disciple — der sandsynligvis havde tænkt noget lignende — og sagde: „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ (Mattæus 16:23; Markus 8:32, 33) Vi kan alle tage ved lære af det Jesus sagde. Det er så let at begynde at tænke menneskers tanker frem for Guds. Hvis vi gør det, selv med det formål at hjælpe andre, kan vi komme til at gå Satans ærinde i stedet for at fremme Guds hensigt. Men hvordan reagerede Peter?

Han var selvfølgelig udmærket klar over at Jesus ikke mente at han rent faktisk var Satan Djævelen. Jesus tiltalte jo ikke Peter som han havde tiltalt Satan. Til Satan havde Jesus sagt „forsvind“, men til Peter sagde han „forsvind om bag mig“. (Mattæus 4:10) Jesus forkastede ikke denne apostel som han så så meget godt i, men justerede blot hans forkerte tankegang. Det er ikke svært at forstå at Peter i stedet for at være en snublesten foran Jesus igen måtte om bag ham og følge ham som en loyal discipel.

Begyndte Peter at argumentere, eller blev han vred eller fornærmet? Nej, han tog ydmygt imod retledning. Derved viste han endnu en gang at han var loyal. Alle kristne vil af og til have behov for at blive vejledt. Kun ved ydmygt at tage imod retledning og lære af det kan vi få et stadig nærmere forhold til Jesus Kristus og hans Fader, Jehova Gud. — Ordsprogene 4:13.

Hans loyalitet blev belønnet

Jesus kom snart med en anden overraskende udtalelse: „Jeg skal sige jer en sandhed: Der er nogle af dem som står her der slet ikke skal smage døden førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige.“ (Mattæus 16:28) Disse ord vakte utvivlsomt Peters nysgerrighed. Hvad kunne Jesus dog mene? Måske spekulerede Peter på om den skarpe irettesættelse han lige havde fået, betød at han ikke selv skulle gøre sig nogen forhåbninger om at få den slags særlige privilegier.

Omkring en uge senere tog Jesus imidlertid Jakob, Johannes og Peter med op på „et højt bjerg“ — måske Hermons Bjerg — som lå blot nogle få kilometer væk. Det var sandsynligvis ved nattetid, for de tre mænd måtte kæmpe for at holde sig vågne. Men mens Jesus bad, skete der noget der fik deres træthed til at forsvinde som dug for solen. — Mattæus 17:1; Lukas 9:28, 29, 32.

Jesus begyndte at blive forvandlet for øjnene af dem. Hans ansigt skinnede og glødede indtil det strålede som solen. Også hans klæder blev skinnende hvide. Så viste to skikkelser sig sammen med Jesus; den ene så ud som Moses, den anden som Elias. De talte med Jesus om „hans bortgang, som han skulle fuldføre i Jerusalem“ — hvilket klart hentydede til hans død og opstandelse. Det var indlysende hvor forkert det havde været af Peter at benægte at Jesus ville komme til at opleve noget så pinefuldt. — Lukas 9:30, 31.

Peter følte sig tilskyndet til på en eller anden måde at tage del i dette fantastiske syn. Det så ud som om Moses og Elias var ved at forlade Jesus. Peter sagde derfor: „Lærer, det er godt at vi er her, så lad os rejse tre telte, ét til dig og ét til Moses og ét til Elias.“ Men disse to for længst afdøde tjenere for Jehova der sås i synet, havde selvfølgelig ikke behov for telte. Peter vidste i virkeligheden ikke hvad det var han sagde. Alligevel kan man ikke undgå at føle sig tiltrukket af ham på grund af hans entusiasme og varme personlighed. — Lukas 9:33.

Han og Jakob og Johannes fik endnu en belønning denne nat. Der dannedes en sky, som indhyllede dem oppe på bjerget. Fra skyen lød en stemme — Jehova Guds stemme! Den sagde: „Dette er min søn, den udvalgte. Hør på ham.“ Så var synet forbi, og de var atter alene med Jesus på bjerget. — Lukas 9:34-36.

Hvor var dette syn en storslået gave til Peter — og også til os! Flere årtier senere omtalte han det privilegium han havde haft den nat hvor han var blevet et af ’øjenvidnerne til Jesu storhed’ og havde fået et profetisk syn af ham som en herlig himmelsk konge. Dette syn bekræftede mange profetier i Guds ord og styrkede Peters tro forud for de prøvelser han skulle komme ud for. (2 Peter 1:16-19) Sådan kan det også virke på os hvis vi, ligesom Peter, forbliver loyale over for den herre som Jehova har sat over os, lærer af ham, tager imod hans vejledning og retledning og ydmygt følger ham dag efter dag.

[Fodnoter]

^ par. 7 Se artiklen „Efterlign deres tro — Han kæmpede med frygt og tvivl“ i Vagttårnet for 1. oktober 2009.

^ par. 9 Det er tydeligt at se hvor ustadig folkemængden var, når man sammenligner reaktionerne på Jesu tale her i synagogen med de udtalelser folk var kommet med blot dagen forinden da de begejstret havde erklæret at han var en profet fra Gud. — Johannes 6:14.

^ par. 15 Den 50 kilometer lange vandring fra bredden af Galilæas Sø førte gruppen fra et område der lå 200 meter under havets overflade, til et sted 350 meter over havets overflade, gennem meget naturskønne områder.

^ par. 18 Se rammen  „Hvem er klippen?“ på side 28.

[Ramme/​illustration på side 28]

 Hvem er klippen?

„Jeg siger til dig: Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min menighed.“ (Mattæus 16:18) Disse ord som Jesus henvendte til apostelen Peter, er ofte blevet tolket som om den kristne menighed skulle grundlægges på Peter. Den katolske kirke lærer at Jesus gav Peter en særlig position i forhold til de andre apostle og i virkeligheden gjorde ham til den første pave. I Peterskirken i Rom står Jesu ord derfor at læse på latin, skrevet med mandshøje bogstaver inde i kuplen.

Mente Jesus at Peter var den klippe som han ville bygge sin menighed på? Nej. Her følger tre grunde til at det ikke kan være tilfældet. For det første var de andre apostle også til stede, og det var ikke sådan de forstod Jesu ord. Hvis Jesus havde givet Peter en særstilling mens de alle havde hørt på det, hvorfor diskuterede de så senere gentagne gange hvem af dem der var den største? (Markus 9:33-35; Lukas 22:24-26) For det andet forklarede apostelen Paulus senere at klippen var Jesus Kristus, ikke Peter. (1 Korinther 3:11; 10:4) Og for det tredje viste noget Peter selv sagde flere årtier senere, at han ikke mente at han var klippen. Han skrev nemlig at Jesus var den længe forudsagte „hjørnegrundsten“, der var udvalgt af Gud. — 1 Peter 2:4-8.

Alligevel er der nogle der hævder at Jesus udpegede Peter som klippen, eftersom Peters navn betyder klippe. Men Peters navn er faktisk ikke et synonym for ordet „klippe“ som bruges i det samme vers. Peters navn betyder „klippestykke“, og det er et hankønsord, hvorimod ordet „klippe“ er et hunkønsord. Hvordan skal Jesu ord da forstås? I realiteten sagde han til Peter: „Du, som jeg har kaldt Peter, eller Klippestykke, har forstået hvem ’klippen’, Messias, den der skal udgøre grundvolden for den kristne menighed, virkelig er.“ Hvor var det et stort privilegium for Peter at være med til at åbenbare så vigtig en sandhed!

[Illustration på side 24, 25]

Peter var loyal selv når han blev retledt

[Illustration på side 26]

Peter blev belønnet for sin loyalitet ved at få et spændende syn