Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vidste du det?

Vidste du det?

Vidste du det?

Hvorfor forbinder Bibelen dyrkelsen af den falske gud Ba’al med sexorgier?

Den kana’anæiske guddom Ba’al var i det store og hele en frugtbarhedsgud. De der dyrkede Ba’al, troede på at han kunne sikre at deres marker gav et stort udbytte, og at deres kvæg var frugtbart. Ifølge opslagsværket Manners and Customs in the Bible „skulle de seksuelle handlinger ved de lokale helligdomme tilskynde stormguden Ba’al og hans gemalinde Asjera til at have seksuelt samkvem og derved fremme jordens frugtbarhed så man fik en rig høst og store hjorde“.

Kana’anæerne troede at Ba’al trak sig tilbage til jordens dyb under den tørre årstid når han blev besejret af Mot, tørkens og dødens gud. Regnens komme blev betragtet som et tegn på at Ba’al igen havde fået magten, og resultatet blev atter en frodig vegetation og et mylder af liv. Kana’anæerne markerede denne årstid med tøjlesløse orgier. Det forklarer hvorfor israelitterne endte med at „bedrive utugt med Moabs døtre“ efter at have indladt sig med Ba’al Peor. — 4 Mosebog 25:1-3.

Hvad mente Jesus da han sagde at de skriftlærde og farisæerne var „som hvidkalkede gravsteder“?

Jesus stemplede de skriftlærde og farisæerne som hyklere og sagde til dem: „I er som hvidkalkede gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed.“ (Mattæus 23:27) Jøderne havde den sædvane at gøre gravsten synlige ved at overstryge dem med hvidtekalk i slutningen af regntiden, den 15. adar, en måned før påsken. Regnen havde ofte skyllet hvidtekalken bort.

Ifølge opslagsværket The Jewish Encyclopedia foretog man denne markering af gravstederne for at beskytte „de mange pilgrimme der færdedes på vejene i forbindelse med påskehøjtiden“ mod at blive besmittet. Loven i Fjerde Mosebog 19:16 sagde at enhver der rørte et lig, en menneskeknogle eller en grav, var uren i syv dage. Hvis israelitterne blev ceremonielt urene, var det dem under dødsstraf forbudt at tage del i handlinger der knyttede sig til den rene tilbedelse. (3 Mosebog 15:31) Jesus brugte denne illustration nogle få dage før påsken. Hans tilhørere kan derfor have haft den årlige kalkning af gravene i frisk erindring. Jesus ønskede at understrege at hans religiøse modstandere ikke var hvad de gav det udseende af, og at enhver kontakt med dem ville være åndeligt besmittende.

[Illustration på side 15]

Kalkstensstele der forestiller Ba’al, det 14.-13. århundrede f.v.t.

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris