Gode råd til familier
Hvordan man administrerer penge
Han siger: „Jeg synes min kone, Laura, * bruger penge på unødvendige ting — i hvert fald ting som jeg ikke synes vi har brug for. Og det ser ud til at være umuligt for hende at spare op! Det er et stort problem når der kommer uventede udgifter. Jeg har ofte sagt at min kone ikke kan have penge uden at bruge dem.“
Hun siger: „Det kan godt være at jeg ikke er så god til at spare op, men min mand har ingen idé om hvad det hele koster — ting til hjemmet, mad og andet til husholdningen — og det er mest mig der er hjemme. Jeg ved hvad vi har brug for, og det køber jeg selvom det kan føre til endnu en ’samtale’ om penge.“
PENGE kan være noget af det mest vanskelige for et ægtepar at tale roligt om. Det er derfor ikke så mærkeligt at det ofte ligger øverst på listen over årsager til skænderier mellem ægtefæller.
Hvis et ægtepar ikke har et ligevægtigt syn på penge, kan det medføre stress, konflikter og følelsesmæssige problemer — ja, det kan endda skade deres forhold til Gud. (1 Timoteus 6:9, 10) Forældre som ikke kan blive enige om hvordan de får hold på økonomien, er måske nødt til at arbejde mere og kan derfor ikke give hinanden og deres børn den nødvendige følelsesmæssige og åndelige støtte. Desuden lærer de deres børn at have et ufornuftigt syn på penge.
Bibelen anerkender at „penge er en beskyttelse“. (Prædikeren 7:12) Men en sådan beskyttelse afhænger ikke bare af om man lærer at have styr på pengene, men også af om man frit kan tale med sin ægtefælle om økonomi. * Frem for at være årsag til stridigheder kan samtaler om penge rent faktisk bidrage til at styrke et ægteskab.
Men hvorfor er penge årsag til så store problemer i mange ægteskaber? Og hvad kan man gøre for at samtaler om penge bliver konstruktive og ikke ophedede diskussioner?
Hvorfor er det svært?
Ofte handler uoverensstemmelser i forbindelse med penge ikke så meget om kontanter og kredit, men snarere om tillid og frygt. En ægtemand der forlanger at hans kone aflægger regnskab for hver en øre hun bruger, siger måske i virkeligheden at han ikke har tillid til at hun kan styre familiens penge. Og en hustru som klager over at hendes mand ikke sparer nok op, giver måske i virkeligheden udtryk for at hun er bange for at familien på et tidspunkt vil få økonomiske problemer.
En anden udfordring ægtepar står over for, er deres baggrund. „Min kone kommer fra en familie hvor man havde styr på økonomien,“ siger Matthew, som har været gift i otte år. „Så hun bekymrer sig ikke nær så meget som mig. Min far var alkoholiker og kæderyger,
og i lange perioder var han uden arbejde. Vi måtte ofte undvære selv de mest basale fornødenheder, og jeg udviklede en frygt for at komme i gæld. Denne frygt gør at jeg til tider er urimelig over for min kone når det gælder penge.“ Uanset hvad der ligger til grund for en spændt situation, hvad kan man da gøre for at penge bliver til gavn og ikke til skade for familien?Hvad er vigtigst for dig — penge eller dit ægteskab?
Fire gode råd
Bibelen er ikke en håndbog i økonomi. Men den indeholder mange gode råd som kan hjælpe ægtepar til at undgå pengeproblemer. Hvorfor ikke overveje om I kan bruge nedennævnte råd der er baseret på Bibelen?
1. Lær at tale roligt om penge.
„Hos dem der rådslår er der visdom.“ (Ordsprogene 13:10) Alt efter hvilken baggrund man har, kan det være svært at søge råd hos andre, især ens ægtefælle, i forbindelse med pengespørgsmål. Alligevel vil det være klogt af jer at lære at drøfte dette vigtige emne sammen. Prøv for eksempel at forklare din ægtefælle hvordan du mener at dine forældres syn på penge kan have indvirket på dig. Prøv også at forstå hvordan din ægtefælles baggrund har påvirket hans eller hendes indstilling til penge.
Man behøver ikke at vente med at tale om penge til der opstår et problem. En bibelskribent stillede spørgsmålet: „Mon to vandrer sammen uden at de har aftalt det?“ (Amos 3:3) Hvordan kan man følge dette princip? Hvis I aftaler et fast tidspunkt hvor I kan tale om pengesager, mindsker I risikoen for at der opstår problemer som følge af misforståelser.
PRØV DETTE: Vælg et tidspunkt hvor I regelmæssigt kan tale om familiens økonomi. Det kan for eksempel være den første dag i hver måned eller på en bestemt dag hver uge. Lad det være en kort samtale, måske 15 minutter eller mindre. Vælg en tid hvor der er størst chance for at I begge to er afslappede. Aftal at der er visse tidspunkter I ikke vil tale om penge, for eksempel når I spiser sammen, eller når I hygger jer med børnene.
2. Bliv enige om hvordan I vil se på familiens indkomst.
„Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) Hvis du er ene om at tjene penge, kan du vise din ægtefælle ære ved at betragte din løn som familiens penge, og ikke som dine personlige penge. — 1 Timoteus 5:8.
Hvis både du og din ægtefælle tjener penge, kan I vise hinanden ære ved at oplyse hinanden om hvor meget I tjener, og ved at drøfte store indkøb sammen. Hvis man holder sådanne oplysninger skjult, kan man meget vel undergrave tilliden og skade det indbyrdes forhold. Det betyder ikke at man nødvendigvis skal tale med sin ægtefælle om hver en øre man bruger. Men hvis man drøfter større indkøb, viser man at man sætter pris på at høre sin ægtefælles mening.
PRØV DETTE: Aftal at I hver især har et vist beløb, det være sig stort eller lille, som I må bruge uden at skulle drøfte det med hinanden. Tal altid med din ægtefælle hvis du gerne vil bruge mere end det.
3. Skriv det ned.
„Med planlægning og hårdt arbejde vil du have rigeligt.“ (Ordsprogene 21:5, Contemporary English Version) En måde hvorpå man kan planlægge for fremtiden og undgå at ens hårde arbejde er forgæves, er at lægge et budget. Nina, som har været gift i fem år, siger: „Det kan være overraskende at se sin indkomst og sine udgifter på papir, det hele bliver meget tydeligt. Det er svært at bestride kendsgerningerne.“
Man behøver ikke at have et meget indviklet system for at budgettere. Darren, som har været gift i 26 år og har to sønner, siger: „Til at begynde med brugte vi et kuvertsystem hvor vi fordelte ugens penge i forskellige kuverter.
Der var for eksempel en kuvert til mad, en til underholdning og endda en til frisør. Hvis vi løb tør for penge i én kuvert, lånte vi fra en anden. Men vi sørgede altid for at få lagt pengene tilbage i kuverten så snart vi kunne.“ Hvis I sjældent betaler regninger kontant, men i stedet bruger netbank eller kontokort, er det især vigtigt at I har et system som gør at I kan holde øje med udgifterne.PRØV DETTE: Skriv alle de faste udgifter ned. Aftal hvor stor en procentdel af jeres indkomst I vil bruge til opsparing. Lav så en liste over udgifter til for eksempel mad, el og telefon. Hold derefter øje med jeres faktiske udgifter i adskillige måneder. Justér om nødvendigt jeres livsstil så I ikke kommer i gæld.
4. Aftal hvem der gør hvad.
„To er bedre end en, for tilsammen kan de arbejde mere effektivt“. (Prædikeren 4:9, 10, Today’s English Version) I nogle familier tager manden sig af regnskabet. I andre familier er det hustruen der gør det. (Ordsprogene 31:10-28) Mange ægtepar vælger imidlertid at være fælles om opgaven. „Min kone tager sig af regninger og mindre udgifter,“ siger Mario, som har været gift i 21 år. „Jeg tager mig af skat, købekontrakter og husleje. Vi holder hinanden orienteret og samarbejder.“ Uanset hvilken metode I vælger at bruge, er det vigtigt at I arbejder sammen.
PRØV DETTE: Alt efter jeres stærke og svage sider kan I aftale hvem der skal tage sig af hvad. Efter et par måneder kan I igen tale om det I har besluttet. Vær villig til at lave justeringer. For at I hver især kan sætte jer ind i hvad den anden gør når han eller hun for eksempel betaler regninger eller køber ind, kan I en gang imellem bytte roller.
Hvad jeres samtaler om penge må vise
Der er ingen grund til at samtaler om penge lægger en dæmper på jeres kærlighed. Det har Leah, som har været gift i fem år, erfaret. Hun siger: „Min mand og jeg har lært at tale åbent og ærligt om penge. Det har ført til at vi nu arbejder nært sammen, og vores kærlighed er vokset.“
Når ægtepar drøfter hvordan de vil bruge deres penge, deler de deres forhåbninger og drømme, og de bekræfter at de tager deres ægteskabsløfte alvorligt. Ægtefæller der taler sammen inden de foretager større indkøb, viser at de respekterer hinandens synspunkter og følelser. Når de giver hinanden frihed til at bruge et vist beløb uden at skulle tale sammen om det, er det et udtryk for gensidig tillid. Alt dette er med til at opbygge et varmt og kærligt forhold mellem dem. Et sådant forhold er langt mere værd end penge, så hvorfor skændes om dem?
^ par. 3 Navnene er ændret.
^ par. 7 Bibelen siger at „en mand er sin hustrus hoved“. Han har altså hovedansvaret for hvordan familiens penge bruges, og han har samtidig pligt til at behandle sin kone kærligt og uselvisk. — Efeserne 5:23, 25.
SPØRG DIG SELV . . .
-
Hvor længe er det siden min ægtefælle og jeg har talt roligt sammen om penge?
-
Hvad kan jeg sige og gøre for at vise at jeg værdsætter den økonomiske støtte min ægtefælle yder familien?