Kom nær til Gud

Jehova sætter pris på ydmyghed

4 Mosebog 12:1-15

STOLTHED, jalousi og ambitioner. Disse karaktertræk er almindelige blandt dem der opnår succes i denne verden. Men kan sådanne karaktertræk give os et nærmere forhold til Jehova Gud? Nej, tværtimod. Jehova sætter pris på ydmyghed hos dem der tjener ham. Dette fremgår tydeligt af beretningen i Fjerde Mosebog, kapitel 12. Hændelsen fandt sted i Sinaj Ørken efter at Israel var blevet udfriet fra Ægypten.

Moses’ ældre søskende, Mirjam og Aron, „gav sig . . . til at tale imod“ deres yngre bror. (Vers 1) I stedet for at tale med Moses, talte de imod ham, og de har sandsynligvis også beklaget sig til andre i lejren. Mirjam, som nævnes først, har åbenbart ført an. Den primære grund til at de klagede over Moses, var at han havde giftet sig med en kusjitisk kvinde. Var Mirjam bange for at hun måske ville komme til at stå i skyggen af denne anden kvinde, som ikke engang var israelit?

Der var flere grunde til at de beklagede sig. Mirjam og Aron blev ved med at sige: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“ (Vers 2) Var motivet til deres knurren i virkeligheden et ønske om mere magt og anerkendelse?

Ifølge beretningen reagerede Moses ikke selv på anklagerne imod ham. Han forholdt sig åbenbart tavs trods kritikken. Det at han udviste så stor tålmodighed, bekræfter Bibelens beskrivelse af ham som „den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. * (Vers 3) Moses behøvede ikke at forsvare sig. Jehova hørte det, og han forsvarede ham.

Jehova opfattede anklagerne som rettet mod ham personligt. Det var jo ham der havde udvalgt Moses. Da Gud irettesatte Mirjam og Aron, mindede han dem om at han havde et helt unikt forhold til Moses: „Ham taler jeg med, mund til mund.“ Jehova sagde derefter til dem: „Hvorfor frygtede I da ikke for at tale . . . imod Moses?“ (Vers 8) Da de talte imod Moses, gjorde de sig i virkeligheden skyldige i at tale imod Gud. På grund af denne grove respektløshed ville de komme til at mærke Guds brændende vrede.

Mirjam, som tilsyneladende havde hovedansvaret, blev slået med spedalskhed. Aron bad med det samme Moses om at gå i forbøn for hende. Tænk engang — Mirjams helbred afhang nu af den person de havde beklaget sig over! Moses gjorde ydmygt det han blev bedt om. For første gang i denne beretning taler Moses. Han beder indtrængende til Jehova på vegne af sin søster. Mirjam bliver helbredt, men må udholde den skam der er forbundet med en karantæne på syv dage.

Denne beretning giver os et indblik i hvilke karaktertræk Jehova sætter pris på, og hvilke han ikke bryder sig om. Hvis vi gerne vil komme nær til Gud, må vi bestræbe os på at fjerne ethvert spor af stolthed, jalousi og ambitioner vi måtte finde hos os selv. Det er de ydmyge Jehova elsker, og han lover at „de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred“. — Salme 37:11; Jakob 4:6.

[Fodnote]