Mennesket lever ikke af brød alene — Hvordan jeg overlevede i nazistiske fangelejre

FORTALT AF JOSEPH HISIGER

„Hvad er det du læser?“ spurgte jeg en af mine medfanger. „Bibelen,“ svarede han og tilføjede: „Jeg vil give dig den i bytte for en uges brødration.“

JEG er født den 1. marts 1914 i Moselle, der dengang var en del af Tyskland. Efter den første verdenskrigs afslutning i 1918 blev Moselle givet tilbage til Frankrig. I 1940 blev området igen indlemmet i Tyskland. Og da den anden verdenskrig sluttede i 1945, blev det så atter en del af Frankrig. Hver gang blev min nationalitet ændret, så jeg lærte at tale både fransk og tysk.

Mine forældre var nidkære katolikker. Hver aften knælede alle i familien sammen i bøn til Gud inden vi gik i seng. Om søndagen og i helligdagene gik vi i kirke. Jeg tog min tro alvorligt og kom i en katolsk studiegruppe.

Jeg bliver et af Jehovas Vidner

I 1935 blev mine forældre besøgt af to Jehovas Vidner. Samtalen kom til at dreje sig om religionens rolle i den første verdenskrig. Efter dette voksede min interesse for Bibelen, og i 1936 spurgte jeg præsten om jeg kunne få en selv. Han sagde at jeg skulle læse teologi for at forstå den. Det gav mig dog bare endnu større lyst til at få en bibel og læse i den.

I januar 1937 begyndte en af mine arbejdskammerater, Albin Relewicz, som var et af Jehovas Vidner, at tale med mig om hvad Bibelen lærer. „Du har måske selv en bibel?“ spurgte jeg. Det havde han, og kort efter viste han mig Guds navn, Jehova, i et eksemplar af den tyske Elberfelder-oversættelse, som han forærede mig. Jeg blev meget optaget af at læse i den og begyndte at overvære Jehovas Vidners møder i den nærliggende by Thionville.

I august 1937 tog jeg med Albin til et internationalt stævne som Jehovas Vidner holdt i Paris. Der begyndte jeg at forkynde fra dør til dør. Ikke længe efter blev jeg døbt, og i begyndelsen af 1939 blev jeg pioner, eller heltidsforkynder. Jeg blev sendt til byen Metz. I juli fik jeg så en indbydelse til at arbejde på Jehovas Vidners afdelingskontor i Paris.

Prøvelser under krigen

Det var ikke ret længe jeg kom til at arbejde på afdelingskontoret, for i august 1939 blev jeg indkaldt til tjeneste i den franske hær. Jeg kunne ikke med god samvittighed deltage i krigen og blev derfor idømt en fængselsstraf. I maj måned det følgende år, mens jeg sad fængslet, foretog Tyskland et lynangreb på  Frankrig. I juni var Frankrig blevet besejret, og jeg blev endnu en gang tysker. Da jeg så i juli 1940 blev løsladt fra fængselet, flyttede jeg igen hjem til mine forældre.

Eftersom vi levede under naziregimet, mødtes vi i hemmelighed og studerede Bibelen. Vi fik Vagttårnet gennem Maryse Anasiak, en modig kristen kvinde som jeg plejede at mødes med i en bagerforretning som var ejet af et af Jehovas Vidner. Frem til 1941 lykkedes det mig at undgå de vanskeligheder som Jehovas Vidner i Tyskland blev udsat for.

Men pludselig en dag kom Gestapo på besøg. Efter at officeren havde pointeret over for mig at Jehovas Vidner var blevet forbudt, spurgte han mig om jeg havde tænkt mig at blive ved med at være det. Da jeg svarede ja, bad han mig om at følge med. Det tog så hårdt på min mor at hun besvimede. Da gestapoofficeren så det, bad han mig om at blive og tage mig af hende.

På fabrikken hvor jeg arbejdede, hilste jeg ikke direktøren med et „Heil Hitler!“, og jeg nægtede også at blive medlem af nazistpartiet. Den følgende dag blev jeg derfor arresteret af Gestapo. Under forhørene nægtede jeg at afsløre navnene på andre Jehovas Vidner. Forhørslederen slog mig hårdt i hovedet med skæftet af sin revolver, og jeg mistede bevidstheden. Den 11. september 1942 idømte særdomstolen i Metz mig så tre års fængsel „for at propagandere for Jehovas Vidners Forening og Bibelstudenterne“.

To uger senere blev jeg fra fængselet i Metz sendt ud på en rejse som efter mange stop førte mig til en tvangsarbejdslejr i Zweibrücken. Der arbejdede jeg på et hold der skulle vedligeholde jernbaner. Vi udskiftede tunge skinner, boltede dem fast og skovlede skærverne tilbage på jernbanesporet. Den eneste næring vi fik, var et krus kaffe og omkring 60 gram brød om morgenen og en skålfuld suppe middag og aften. Senere blev jeg overført til et fængsel i en nærliggende by, hvor jeg arbejdede på et skomagerværksted. Efter adskillige måneder blev jeg sendt tilbage til Zweibrücken, denne gang for at arbejde i markerne.

 Lever ikke af brød alene

I fængselet delte jeg celle med en ung mand fra Holland. Jeg lærte at tale noget hollandsk og kunne derfor fortælle ham om min tro. Han gjorde så gode åndelige fremskridt at han en dag bad mig om at døbe ham i floden. Da han kom op af vandet, omfavnede han mig og sagde: „Joseph, nu er jeg din broder!“ Da jeg blev sendt tilbage til arbejdet ved jernbanen, blev vi skilt fra hinanden.

Denne gang var det en tysker jeg kom til at dele celle med. En aften gav han sig til at læse i en lille bog — en bibel! Da var det at han tilbød mig Bibelen for en uges brødration. „Det er en aftale!“ svarede jeg. En uges brødration var et stort offer, men det er et offer jeg aldrig har fortrudt. Jeg begyndte at forstå betydningen af Jesu ord: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ — Mattæus 4:4.

Nu hvor jeg havde fået fat i en bibel, gjaldt det om at beholde den. I modsætning til andre fanger havde Jehovas Vidner nemlig ikke lov til at have en bibel. Jeg læste derfor hemmeligt i den om natten under et tæppe, og om dagen bar jeg den altid under min skjorte. På grund af ransagningerne ville jeg ikke lade den ligge i cellen.

En dag under navneopråbet gik det op for mig at jeg havde glemt min bibel. Den aften skyndte jeg mig tilbage til min celle, men Bibelen var væk. Efter at have bedt til Gud opsøgte jeg vagten og forklarede ham at en eller anden havde taget en af mine bøger, og at jeg gerne ville have den tilbage. Han var ikke særlig opmærksom, og det lykkedes mig derfor at få min bibel igen. Jeg takkede Jehova af hele mit hjerte!

Ved en anden lejlighed blev jeg beordret i brusebad. Da jeg tog mit snavsede tøj af, lod jeg diskret Bibelen falde ned på gulvet. Mens vagten kiggede den anden vej, skubbede jeg med foden Bibelen hen mod bruseren. Der skjulte jeg den i den ene side mens jeg vaskede mig. Da jeg kom ud af brusebadet, gentog jeg processen og skubbede Bibelen over til bunken af rent tøj.

Fængselsophold på godt og ondt

Da fangerne en morgen i 1943 stillede op på række i gården, fik jeg øje på Albin! Han var også blevet arresteret. Han sendte mig et sigende blik og lagde hånden på hjertet som tegn på broderskab. Så viste han med gestus at han ville skrive til mig. Næste dag ’tabte’ han et stykke papir idet han gik forbi mig. Men vagten opdagede det, og vi blev begge idømt to uger i isolation. Vi blev sat på vand og tørt brød og sov på træbænke uden tæpper at tage over os.

Efter dette blev jeg overført til fængselet i Siegburg, hvor jeg kom til at arbejde på et smedeværksted. Arbejdet var udmattende, og madrationerne utilstrækkelige. Om natten drømte jeg om lækkerier — kager og frugt — og vågnede op med rumlende mave og tør hals. Jeg vejede under 45 kilo. Men hver eneste  dag læste jeg i min lille bibel og fandt en grund til at leve.

Endelig frihed!

En morgen i april 1945 stak vagterne pludselig af fra fængselet og efterlod portene vidt åbne. Jeg var fri! Men først måtte jeg på hospitalet for at genvinde mit helbred. Ved slutningen af maj kom jeg tilbage til mine forældres hus. De havde opgivet alt håb om at jeg stadig var i live. Da min mor så mig, græd hun af glæde. Sørgeligt nok døde begge mine forældre kort tid efter.

Jeg opsøgte på ny menigheden i Thionville. Det var en stor glæde for mig at gense min åndelige familie! Og hvor var det skønt at finde ud af at de havde holdt trofast ud trods mange prøvelser. Min kære ven Albin var død i Regensburg i Tyskland. Jeg fandt senere ud af at min fætter Jean Hisiger var blevet et af Jehovas Vidner og henrettet som militærnægter. Og Jean Queyroi, som jeg havde arbejdet sammen med på afdelingskontoret i Paris, havde udholdt fem år i en tysk arbejdslejr. *

Jeg begyndte hurtigt at forkynde igen i byen Metz. På det tidspunkt var jeg ofte sammen med familien Minzani. Datteren, Tina, blev døbt den 2. november 1946. Hun var en nidkær forkynder, og jeg syntes hun var charmerende. Vi blev gift den 13. december 1947. I september 1967 begyndte Tina så som heltidsforkynder, og hun forblev i denne tjeneste lige til sin død i juni 2003, i en alder af 98 år. Jeg savner Tina forfærdelig meget.

I dag, hvor jeg er langt over 90, er jeg ikke spor i tvivl om at det altid har været Guds ord der har givet mig styrken til at møde prøvelser og stå dem igennem. Jeg har indimellem haft en tom mave, men jeg har altid næret mit sind og hjerte med Guds ord. Og Jehova har gjort mig stærk. ’Det han har sagt, har bevaret mig i live.’ — Salme 119:50.

[Fodnote]

[Illustration på side 21]

Min kære ven Albin Relewicz

[Illustration på side 21]

Maryse Anasiak

[Illustration på side 22]

Den bibel som kostede mig en uges brødration

[Illustration på side 23]

Med min forlovede, Tina, i 1946

[Illustration på side 23]

Jean Queyroi med sin kone, Titica