Undervis dine børn
Hun ville gerne hjælpe
HAR du kendt en der har været meget syg? — Ville du gerne gøre noget for at hjælpe ham eller hende? — Hvad nu hvis vedkommende havde været fra et andet land, eller havde haft en anden tro? Ville du så stadig ønske at hjælpe ham eller hende til at blive rask? — Det var netop hvad en israelitisk pige der levede for næsten 3000 år siden, ønskede at gøre. Lad os se hvad der skete dengang.
Nordriget Israel, hvor pigen bor, er ofte i krig med nabolandet Aram. (1 Kongebog 22:1) En dag trænger aramæerne ind i Israel og tager den lille pige til fange. Hun føres til Aram, hvor hun bliver tjenestepige hos en kvinde der er gift med Arams hærfører, Na’aman. Han lider af en slem sygdom der kaldes spedalskhed, som kan få noget af kødet på kroppen til at falde af.
Tjenestepigen fortæller Na’amans hustru hvordan hendes mand kan blive helbredt. Hun siger: ’Hvis Na’aman var i Samaria, kunne Jehovas profet Elisa få hans spedalskhed til at forsvinde.’ Det tjenestepigen siger om Elisa, overbeviser Na’aman om at profeten faktisk godt kunne gøre ham rask. Efter at have fået tilladelse fra Ben-Hadad, Arams konge, tager Na’aman og nogle tjenestefolk derfor af sted på den cirka 150 kilometer lange rejse for at finde Elisa.
Først besøger de Joram, Israels konge. De viser ham et brev fra kong Ben-Hadad hvori kongen beder Joram om at hjælpe Na’aman. Men Joram tror ikke på Jehova eller på profeten Elisa. Joram mener at Ben-Hadad forsøger at udfordre ham. Da Elisa hører om Na’aman, sender han bud til kongen og siger: „Lad ham dog komme til mig.“ Elisa vil gerne vise at Gud har magt til at helbrede Na’aman for hans alvorlige sygdom. — 2 Kongebog 5:1-8.
Så snart Na’aman ankommer til Elisas’ hus med sine heste og stridsvogne, sender Elisa en budbringer ud som siger til ham: ’Du skal bade dig syv gange i Jordanfloden, så vil du blive helbredt.’ Na’aman bliver vred. Han forventer at Elisa kommer ud og svinger sin hånd over det syge sted for at få spedalskheden til at forsvinde. Den eneste han får at se, er denne budbringer! Rasende vender Na’aman om for at tage hjem igen. — 2 Kongebog 5:9-12.
Hvad ville du have gjort hvis du var en af Na’amans tjenere? — Hans tjenere spørger ham: ’Hvad nu hvis det havde været noget vanskeligt Elisa havde bedt dig om at gøre, ville du så ikke have gjort det? Hvorfor så ikke gøre denne simple ting som at bade og blive ren?’ Na’aman lytter til dem. Han tager ned og ’dykker sig syv gange i Jordan. Hvorefter hans kød heler og bliver som en lille drengs.’
Na’aman vender tilbage til Elisa og siger: „Nu ved jeg at der ikke er nogen Gud på hele jorden uden i Israel.“ Han lover Elisa at han aldrig mere vil „bringe brændoffer eller slagtoffer til andre guder end Jehova“. — 2 Kongebog 5:13-17.
Vil du gerne, ligesom den lille pige, hjælpe nogle til at lære om Jehova og hvad han kan gøre? — Da Jesus var på jorden, var der en mand med spedalskhed som troede på ham og sagde: ’Hvis du virkelig vil, kan du hjælpe mig.’ Ved du hvad Jesus svarede? — „Jeg vil.“ Og han helbredte ham, ligesom Jehova havde helbredt Na’aman. — Mattæus 8:2, 3.
Er du klar over at Jehova vil skabe en ny verden hvor alle mennesker vil være raske og få mulighed for at leve evigt? — (2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4) Hvis du er, vil du sikkert gerne fortælle andre om alle de fantastiske ting der skal ske!