Katastrofen rammer Salomonøerne

Mandag den 2. april 2007 blev dele af Salomonøerne, en tropisk øgruppe nordøst for Australien, rystet af et jordskælv med et richtertal på 8,1. På få minutter slog tårnhøje bølger, nogle efter sigende helt op til 10 meter høje, ind mod øerne i den vestlige provins. Tooghalvtreds mennesker mistede livet, og 6000 blev hjemløse.

Et af de hårdest ramte områder var Gizo, en kystby med omkring 7000 indbyggere på øen Ghizo, der lå blot 45 kilometer fra jordskælvets epicenter. Samme aften havde en lille menighed af Jehovas Vidner i Gizo planlagt at afholde den årlige højtid til minde om Jesu død. (1 Korinther 11:23-26) Dagen begyndte ganske normalt med en smuk solopgang og et roligt hav. Men klokken 7.39 lokal tid kom jordskælvet.

Jordskælv!

Ron Parkinson, en kristen ældste, var ved at lave morgenmad sammen med sin kone, Dorothy, da jordskælvet indtraf. „Vores gamle hus svajede som en kokospalme, men det blev stående,“ fortæller Ron. „Larmen var helt ubeskrivelig. Skabe, møbler, køkkengrej, et klaver og andre genstande væltede rundt på gulvet. Vi kæmpede os vej ud af huset. Dorothy skar sine bare fødder på noget knust glas.“

Missionærerne Tony og Christine Shaw, der bor i nærheden, skyndte sig også ud. „Jorden rystede så voldsomt at jeg faldt og ikke kunne rejse mig igen,“ siger Christine. „Ude i havet flød der huse omkring i vandet. En kæmpebølge havde revet dem løs fra deres fundamenter. Folk padlede desperat rundt i kanoer og ledte efter overlevende. Så kom der endnu et stort jordskælv — og så endnu et. Efterskælvene fortsatte i fem dage. Det var frygteligt!“

Så kom tsunamien

Patson Baea befandt sig i sit hjem på øen Sepo Hite, cirka 6 kilometer fra Gizo, da jordskælvet kom. Hvordan klarede Patson og hans familie sig igennem katastrofen?

Patson beretter: „Jeg løb langs kysten hen mod min kone, Naomi, og vores fire børn. De var blevet kastet omkuld på jorden, men var ikke kommet noget til. Børnene rystede, og nogle af dem græd. Naomi og jeg skyndte os at berolige dem.

Jeg lagde mærke til at havet bevægede sig på en usædvanlig måde. Det var helt tydeligt at der var en tsunami på vej. Vores lille ø ville sikkert blive oversvømmet. Min mor, Evalyn, der boede på en lille ø i nærheden, var også i fare. Jeg beordrede familien til at skynde sig ned i vores motordrevne kano, og vi sejlede af sted for at redde hende.

 Da vi havde sejlet et lille stykke, banede en kæmpestor bølge sig vej under kanoen. Havet skiftevis steg og sank. Da vi nåede frem til min mor, var hun chokeret og forvirret og så bange at hun ikke ville ud i vandet. Naomi og vores 15-årige søn, Jeremy, sprang ud i den stærke strøm og hjalp hende med at svømme ud til kanoen. Så snart hun var om bord, satte vi fuld kraft på motoren og sejlede ud på havet.

Nu havde havet trukket sig længere tilbage end vi nogen sinde før havde oplevet; man kunne se koralrevene omkring øerne. Pludselig skyllede en enorm bølge ind og oversvømmede begge øer. Vores gæstehus på stranden blev revet løs fra sit fundament og fuldstændig smadret. Vandet strømmede ind gennem vores andet hus og ødelagde mange af vores ting. Da havet havde trukket sig tilbage, fik vi fat på vores bibler og sangbøger i det ramponerede hus og tog af sted til Gizo.“

Kysten bar præg af død og ødelæggelse. Det var gået værst ud over den vestlige side af øen Ghizo. Mindst 13 landsbyer blev fejet bort af en bølge der efter sigende var 5 meter høj.

Samme aften samledes 22 mennesker i Jehovas Vidners rigssal i Gizo for at afholde højtiden til minde om Jesu død. Heldigvis var ingen af dem kommet alvorligt til skade under katastrofen. „Der var ingen elektricitet, og vores petroleumslamper var gået i stykker,“ fortæller Ron, der er citeret tidligere. „Så broder Shaw holdt foredraget ved lyset af en lommelygte. I mørket sang vi takkesange til Jehova, højt og flerstemmigt.“

Nødhjælp

Da nyheden om katastrofen nåede frem til hovedstaden Honiara, gik Jehovas Vidners lokale afdelingskontor straks i gang med at sørge for nødhjælp. Telefonisk fik man hurtigt bekræftet at de fleste Jehovas Vidner i de berørte områder var uskadte. Pålidelige folk blev sendt ud for at finde frem til en forkynder der boede isoleret på øen Choiseul. Hun blev til sidst fundet i god behold. Der blev også sendt penge til Gizo så man kunne købe nødforsyninger.

Repræsentanter for afdelingskontoret ankom til Gizo om torsdagen med det første ledige fly. „Vi havde flere kasser nødhjælp med,“ fortæller Craig Tucker, der er medlem af Afdelingskontorets Udvalg. „Andre af flyets passagerer havde ikke fået al deres bagage med på grund af overvægt, men til stor lettelse for os nåede alle vores kasser sikkert frem. De var blandt de første forsendelser af nødhjælp der kom frem til katastrofeområdet. To dage senere ankom der mere udstyr pr. skib.“

I mellemtiden var Tony Shaw, Patson Baea og andre Jehovas Vidner fra Gizo taget af sted i kano på en to timers sejltur for at hjælpe nogle isolerede Jehovas Vidner der boede på øen Ranongga. Jordskælvet havde hævet denne ø, der er 32 kilometer lang og 8 kilometer bred, så den var blevet 2 meter højere! Den pludselige forskydning af vandet omkring øen havde åbenbart resulteret i den tsunami der ramte de omgivende øer.

„Menighedens medlemmer var utrolig glade for at se os,“ fortæller Tony. „De var i god behold og havde slået lejr udendørs fordi de var bange for efterskælv. Vores båd var den første der kom med nødforsyninger. Før vi tog af sted, rettede vi en inderlig takkebøn til Jehova.“

Patson siger: „Flere dage senere vendte vi tilbage til Ranongga med mere nødhjælp og for at lede efter en familie af Jehovas Vidner der boede i et fjernt hjørne af øen. Vi fandt til sidst Matthew Itu og hans familie langt ude i bushen, hvor de havde slået lejr. De græd af glæde da de så at vi ikke havde glemt dem! Jordskælvet havde ødelagt deres hjem og de fleste andre bygninger i deres landsby. Men det vigtigste for familien var at få nogle nye bibler til erstatning for dem der var gået tabt under katastrofen.“

 Ros fra udenforstående

En sådan kristen kærlighed gik ikke ubemærket hen. „En journalist der var kritisk over for den generelle nødhjælpsindsats, var overrasket og imponeret over at høre at Jehovas Vidner havde forsynet deres medlemmer med mad, presenninger og andre nødvendige ting allerede få dage efter jordskælvet,“ fortæller Craig Tucker. „Landsbyboere på Ranongga roste os for at vi var hurtigt ude med nødhjælp, og klagede over at de ikke havde fået hjælp fra deres egen kirke,“ tilføjer Patson. En kvinde udbrød: „Jeres organisation reagerede lynhurtigt!“

Jehovas Vidner hjalp også deres naboer. „Da vi besøgte det interimistiske hospital i Gizo, så vi et ægtepar som vi havde truffet kort forinden,“ beretter Christine Shaw. „De var begge kommet slemt til skade. Tsunamien havde revet kvindens barnebarn ud af hendes arme, og den lille var druknet. Vi tog hurtigt hjem for at hente mad og tøj til parret, og de var meget taknemmelige.“

Ofre for naturkatastrofer har brug for andet og mere end blot materiel hjælp. De har først og fremmest brug for den trøst som kun Guds ord, Bibelen, kan give. „Nogle præster sagde at det var Gud som straffede folk for deres synder,“ fortæller Ron. „Men vi viste dem ud fra Bibelen at Gud aldrig er årsag til noget ondt. Mange takkede os for at vi havde givet dem denne åndelige trøst.“ — 2 Korinther 1:3, 4; Jakob 1:13. *

[Fodnote]

[Diagram/​kort på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Choiseul

Ghizo

Gizo

Ranongga

HONIARA

AUSTRALIEN

[Illustration på side 15]

Familien Baea i deres motordrevne kano

[Illustration på side 15]

Skader som følge af tsunamien i Gizo

[Illustration på side 15]

Denne rigssal var den eneste bygning der stod tilbage i landsbyen Lale på øen Ranongga