Et brev fra Den Dominikanske Republik

„Jeg har aldrig før oplevet en sådan kærlighed“

I DENNE uge skulle Niurka for første gang præsentere Bibelens budskab for en anden ved et møde i menigheden. Under sin forberedelse havde hun med blindeskrift skrevet alt det hun ville sige, og derefter lært det udenad. Jeg var på podiet sammen med hende og foregav at være en der gerne ville lære sandheden fra Bibelen at kende. Hun var næsten helt døv, men ved hjælp af elektronisk udstyr (en mikrofon og en hovedtelefon) kunne hun nu høre hvad jeg sagde. Da vi var færdige, lød der et bragende bifald fra de benovede tilhørere. Det var så højt at Niurka selv kunne høre det. Hendes smil viste at hun var glad og tilfreds. Jeg glædede mig på hendes vegne. Hvor er det skønt at være i missionærtjenesten.

Jeg husker tydeligt den første gang jeg mødte Niurka. Det er nu to år siden. Vi havde kørt en halv times tid ad støvede landeveje da jeg fik øje på hende. Hun sad på verandaen til et beskedent hus. Huset var bygget af træ og slagger og havde et rustent bliktag. Lyden og lugten af geder, kaniner og hunde var markant. Niurka sad sammensunken med bøjet hoved, et udtryk for ensomhed og nedtrykthed. Hun så meget ældre ud end sine 34 år.

Jeg klappede hende blidt på skulderen, og hun rettede sine blinde øjne imod os. Hun havde mistet synet for 11 år siden. Jeg råbte ind i hendes øre hvem vi var. Senere blev vi klar over at Niurka led af Marfans syndrom, en arvelig sygdom som var årsag til mange lidelser hos hende. Niurka har også en svær diabetes som kræver nøje kontrol med hendes meget svingende blodsukker.

Da jeg lagde en bibel i hendes hænder, var hun straks klar over hvad det var, og sagde at hun havde holdt meget af at læse i Bibelen før hun mistede synet. Men hvordan skulle jeg kunne undervise denne ensomme, ydmyge og skrøbelige kvinde i de velgørende sandheder fra Guds ord? Eftersom hun kendte alfabetet, begyndte jeg med at anbringe plastikbogstaver i hendes hænder, og inden længe kunne hun genkende dem. Snart kunne hun også føle hvilket bogstav jeg formede i hendes hænder, og forbinde det med det tilsvarende bogstav i det amerikanske tegnsprog. Lidt efter lidt lærte hun også andre tegn at kende. Jeg var selv først lige begyndt at lære tegnsprog, så hver gang vi skulle studere, krævede det mange timers forberedelse. Niurka og jeg havde imidlertid et stærkt ønske om at det skulle lykkes, og derfor blev vi hurtigt bedre til tegnsprog.

Niurka gjorde enorme fremskridt efter at en velgørenhedsorganisation havde givet hende  et høreapparat . Selvom apparatet ikke var helt moderne, var det en kæmpe hjælp. I mere end ti år havde hun levet i næsten total stilhed og uden at kunne se, og derfor havde hun isoleret sig fra omverdenen. Men ved hjælp af sin ånd åbnede Jehova hendes sind og hjerte så hun blev fyldt med kundskab, håb og kærlighed. Og der gik ikke længe før Niurka ved hjælp af en stok kunne gå omkring i nabolaget og forkynde den gode nyhed for andre.

Niurka leder et bibelkursus med sin moster, sin kusine og sin fætters kone. Hun forbereder sig godt ved at lære det stof de skal gennemgå, udenad. Dem hun studerer med, læser et afsnit, og Niurka læser spørgsmålet til afsnittet fra sin bog, der er på blindeskrift. Den forkynder der følges med hende, gengiver svaret for Niurka enten ved at tale direkte ind i hendes øre eller ved hjælp af taktiltolkning, det vil sige tolkning i hendes hænder.

Hele menigheden støtter og opmuntrer Niurka. Flere af hendes trosfæller hjælper hende med at komme til møderne og stævnerne. Andre følges med hende i forkyndelsen. For nylig sagde Niurka til mig: „Jeg har aldrig før oplevet en sådan kærlighed.“ Hun vil gerne døbes ved det næste områdestævne.

Netop som vi drejer ind på den vej hvor Niurka bor, ser vi hende sidde på verandaen i solen med løftet hoved og et smil på læben. Jeg spørger hende hvorfor hun smiler. Hun svarer: „Jeg tænkte på fremtiden hvor jorden bliver et paradis. Og jeg forestillede mig at jeg allerede var der.“

[Illustration på side 25]

Niurka og nogle fra vores menighed foran rigssalen

[Illustration på side 25]

Niurka fortæller andre hvad hun selv har lært