I 1870 begyndte en lille gruppe i Pittsburgh (Allegheny) i Pennsylvania, USA, at undersøge Bibelen. Under ledelse af Charles Taze Russell studerede de emnet Kristi genløsning og forstod hurtigt dens centrale plads i Jehovas hensigt. Hvor var de lykkelige for at lære at genløsningen banede vej for at mennesker kunne blive frelst, også dem der endnu ikke havde hørt om Jesus! Af dyb taknemmelighed følte de sig tilskyndet til hvert år at mindes Jesu død. – 1 Kor. 11:23-26.

Bror Russell begyndte at udgive Zion’s Watch Tower, der forsvarede læren om genløsningen som det stærkeste udtryk for Guds kærlighed. Watch Tower kaldte højtiden til minde om Kristi død for “en ganske særlig tid” og tilskyndede læserne til at højtideligholde den i private grupper i Pittsburgh eller andre steder. “Selv hvis der kun skulle være to eller tre med samme dyrebare tro til stede” – eller blot én – vil de være “i et hjertets fællesskab med Herren.”

Hvert år kom der flere og flere til mindehøjtiden i Pittsburgh. “Du vil blive taget imod med åbne arme,” stod der i indbydelsen. De lokale Bibelstudenter sørgede da også for at deres åndelige brødre og søstre fik kost og logi. I 1886 blev der afholdt en flerdages “generalforsamling” efter mindehøjtiden. “Kom”, tilskyndede Watch Tower, “med et hjerte der flyder over med kærlighed til Mesteren og hans brødre og hans sandhed.”

I adskillige år arrangerede Bibelstudenterne i Pittsburgh stævner for dem der troede på genløsningen, og som kom der for at holde mindehøjtid. Efterhånden som der blev flere og flere Bibelstudenter, øgedes også antallet og størrelsen af de grupper der verden over samledes for at holde mindehøjtid. Ray Bopp fra Chicago-ekklesia (menighed) husker at det i 1910’erne tog flere timer at lade symbolerne gå rundt blandt de hundreder af tilstedeværende fordi næsten alle tog af symbolerne.

Hvilke symboler brugte man? Selvom Watch Tower påpegede at Jesus havde brugt vin under Herrens aftensmåltid, anbefalede bladet for en tid at man anvendte saften af friske druer eller kogte rosiner for ikke at friste dem der var “svage i kødet”. Der blev dog skaffet vin til veje for dem der følte at “gæret vin var det rigtigste at bruge”. Bibelstudenterne forstod senere at det rette symbol på Jesu blod er ren rødvin.

At højtideligholde mindet om Jesu død var en god anledning til alvorlig eftertanke. Men i nogle menigheder herskede der en sorgfuld stemning,  og når programmet var slut, gik alle hver til sit i nærmest fuldstændig tavshed. I bogen Jehova (engelsk 1934; dansk 1937) stod der imidlertid at mindehøjtiden bør holdes, ikke “med bedrøvelse” over Jesu pinefulde død, men “med glæde” over at han har hersket som konge siden 1914.

Året 1935 var et vendepunkt der fik indflydelse på hvordan mindehøjtiden blev holdt i tiden derefter. I det år blev betydningen af ‘den store skare’ der omtales i Åbenbaringen 7:9, nemlig forklaret. Indtil da havde Jehovas tjenere betragtet denne gruppe som indviede kristne der var knap så nidkære. Nu blev denne vældige skare identificeret som trofaste tilbedere der havde håb om at leve på en paradisisk jord. Efter denne klarere forståelse og efter omhyggelig selvransagelse kom Russell Poggensee frem til denne erkendelse: “Jehova havde ikke gennem sin hellige ånd vakt det himmelske håb hos mig.” Bror Poggensee – og mange andre loyale – holdt op med at tage af symbolerne men fortsatte med at komme til mindehøjtiden.

I denne ‘ganske særlige tid’ blev der tilrettelagt forkyndelseskampagner som gav alle lejlighed til at vise deres værdsættelse af genløsningen. I 1932 stod der i en udgave af Bulletin at de kristne ikke kun skulle nyde symbolerne, men også deltage i arbejdet med at forkynde sandhedens budskab. I 1934 tilskyndede Bulletin flere til at blive “hjælpepionerer” og stillede spørgsmålet: “Vil 1.000 have meldt sig inden mindehøjtiden?” Om de salvede skrev Budbringer: “Fuldstændig glæde opnår de kun ved at deltage i forkyndelsen af Riget.” Med tiden ville det samme også gælde dem der havde et jordisk håb. *

Mindehøjtiden er årets højtideligste aften for alle Jehovas tjenere. De holder den endog under de sværeste omstændigheder. I 1930 gik Pearl English og hendes søster, Ora, cirka 80 kilometer for at komme til mindehøjtiden. Mens missionæren Harold King sad i enecelle i et kinesisk fængsel, skrev han digte og sange om mindehøjtiden og fremstillede symbolerne af solbær og ris. I Østeuropa, Mellemamerika, Afrika, ja, verden over har modige kristne trodset krigstilstande og forbud for at mindes Jesu død. Uanset hvor vi er, eller hvilken situation vi befinder os i, samles vi til denne særlige begivenhed for at ære Jehova Gud og Jesus Kristus.