DEN 6. september 1926 vendte en japanskfødt pilgrim (rejsende tilsynsmand) i USA tilbage til Japan som missionær. Han blev budt velkommen af den eneste abonnent på Vagttårnet, som havde oprettet en bibelstudiegruppe i Kobe. Bibelstudenterne holdt deres første stævne den 2. januar 1927 i denne by. Der var i alt 36 til stede, og 8 blev døbt. Det var en god begyndelse, men hvordan skulle denne lille gruppe kunne nå Japans 60 millioner mennesker der havde brug for lyset fra Guds ord?

I maj 1927 påbegyndte de initiativrige Bibelstudenter en forkyndelseskampagne for at avertere en serie bibelske foredrag. Det første foredrag, der skulle holdes i Osaka, averterede brødrene ved hjælp af fortovsskilte og store reklametavler i hele byen, og 3.000 indbydelser blev sendt til prominente personer. De uddelte 150.000 løbesedler og averterede foredraget i Osakas største aviser og på 400.000 togbilletter. Den dag foredraget skulle holdes, blev der fra to fly kastet 100.000 flyveblade ud over byen. Der var fyldt til bristepunktet i Osaka Asahi Hall da 2.300 hørte foredraget „Guds rige er nær“. Omkring tusind andre måtte afvises ved døren. Over 600 blev til en spørgsmål og svar-drøftelse efter foredraget. I de følgende måneder blev der holdt offentlige bibelske foredrag i Kyoto og andre byer i den vestlige del af Japan.

I oktober 1927 arrangerede Bibelstudenterne foredrag i Tokyo. Igen inviterede man højtstående personer — deriblandt statsministeren, medlemmer af parlamentet og religiøse og militære ledere. Man gjorde brug af plakater, avisannoncer og 710.000 løbesedler, og i alt 4.800 overværede de tre foredrag i Japans hovedstad.

Kolportører (pionerer) spillede en vigtig rolle i forbindelse med at bringe budskabet om Riget ud til de små hjem. Matsue Ishii, en af de første kolportører i Japan, og hendes mand, Jizo, dækkede tre fjerdedele af landet, fra Sapporo højt mod nord til Sendai, Tokyo, Yokohama, Nagoya, Osaka, Kyoto, Okayama og Tokushima. Søster Ishii og en ældre søster, Sakiko Tanaka, iførte sig formelle kimonoer for at besøge højtstående embedsmænd. En af dem bad om 300 sæt af bøgerne Guds Harpe og Verdensbefrielsen til fængselsbiblioteker.

Katsuo og Hagino Miura tog imod bøger fra søster Ishii og forstod hurtigt at de havde fundet  sandheden. De blev døbt i 1931 og blev kolportører. Haruichi og Tane Yamada, og mange af deres slægtninge, tog imod budskabet om Riget før 1930. Ægteparret Yamada begyndte som kolportører, og deres datter, Yukiko, kom til at tjene på Betel i Tokyo.

Dengang var biler meget dyre og vejene dårlige. Så Kazumi Minoura og andre unge kolportører brugte husvogne uden motor. De kaldte dem „jehuer“ efter den hurtigkørende Jehu, der blev en af Israels konger. (2 Kong. 10:15, 16) Der var tre „store jehuer“, der hver var 2,2 meter lang, 1,9 meter bred og 1,9 meter høj og havde plads til seks pionerer. Desuden blev der bygget 11 cykeltrukne tomands „babyjehuer“ på det japanske afdelingskontor. Kiichi Iwasaki, der var med til at lave „jehuerne“, har fortalt: „Til hver ’jehu’ var der et telt samt et bilbatteri der sørgede for elektricitet til lyset.“ Kolportørerne lod sandhedens lys skinne i hele Japan mens de skubbede og trak „jehuerne“ op og ned ad bjerge og gennem dale fra Hokkaido i nord til Kyushu i syd.

Kolportøren Ikumatsu Ota har sagt: „Når vi kom til en by, stillede vi vores ’jehu’ ved en flodbred eller på en åben mark. Først besøgte vi de fremtrædende mænd i byen, som borgmesteren, og derefter besøgte vi de enkelte hjem for at tilbyde vores litteratur. Når vi havde gennemgået distriktet, tog vi videre til den næste by.“

Det var „de små begyndelsers dag“ da den lille gruppe på 36 Bibelstudenter i Kobe holdt deres første stævne. (Zak. 4:10) Bare fem år senere — i 1932 — var der 103 kolportører og forkyndere der rapporterede i Japan, og de afsatte mere end 14.000 bøger. I dag udføres der et velorganiseret offentligt forkyndelsesarbejde i Japans metropoler, og næsten 220.000 forkyndere lader deres lys skinne i Den Opgående Sols Land. — Fra vores arkiver i Japan.