Jeg har set kraften i Bibelens budskab

FORTALT AF VITO FRAESE

SANDSYNLIGVIS siger navnet Trentinara dig ikke meget. Trentinara er en lille by syd for Napoli i Italien. Dér blev mine forældre og min storebror, Angelo, født. Efter Angelos fødsel udvandrede mine forældre til USA og slog sig ned i Rochester i staten New York, hvor jeg blev født i 1926. I 1922 havde min far for første gang forbindelse med Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Inden længe blev han og min mor selv bibelstudenter.

Far var en rolig og eftertænksom mand, men hvis noget var uretfærdigt, blev han vred. For eksempel kunne han ikke bære at se hvordan præsteskabet holdt folk i uvidenhed, og derfor lod han aldrig en mulighed gå fra sig for at fortælle andre Bibelens budskab. Da han blev pensioneret, begyndte han i heltidstjenesten, som han holdt ud i indtil dårligt helbred og strenge vintre tvang ham til at stoppe som 74-årig. Selv da fortsatte han flittigt med at forkynde mellem 40 og 60 timer om måneden, til han var oppe i 90’erne. Fars eksempel havde stor betydning for mig. Selvom han indimellem fandt tid til at lave sjov, sagde han altid: „Sandheden skal man tage alvorligt.“

Far og mor bestræbte sig for at oplære os alle fem i Guds ord. Jeg blev døbt den 23. august 1943, og i juni 1944 blev jeg pioner. Min søster Carmela var pioner i Geneva, New York, sammen med Fern, der var noget af et livstykke. Der gik ikke lang tid før jeg forstod at Fern var netop den pige jeg ville giftes med, hende jeg ville tilbringe resten af livet med. Vi blev derfor gift i august 1946.

Missionærtjeneste

De to første steder hvor vi sammen tjente som specialpionerer, var i Geneva og Norwich, New York. I august 1948 fik vi den forret at komme på Gilead, i den 12. klasse. Derfra blev vi sendt til Napoli i Italien sammen med et andet missionærægtepar, Carl og Joanne Ridgeway. På det tidspunkt var Napoli ved at komme på fode efter krigens ødelæggelser. Det var svært at finde et sted at bo, så i nogle måneder boede vi i en lille toværelses lejlighed.

Jeg var vokset op med den napolitanske dialekt, som mine forældre talte. Til trods for min amerikanske accent var mit italienske derfor forståeligt. Fern, derimod, havde vanskeligheder med sproget. Men jeg må sige at hun inden længe indhentede mig, ja endda blev bedre til italiensk end jeg.

Til at begynde med var de eneste interesserede vi fandt i Napoli, en familie på fire. De levede af at sælge smuglercigaretter. På alle hverdage skete der en forbløffende forvandling  med en i familien, Teresa. Om morgenen så hun tyk og fed ud; de mange lommer i hendes nederdel var stopfyldt med cigaretter. Om aftenen var hun tynd som en bønnestage. Men sandheden ændrede fuldstændig denne families liv. Det endte med at 16 i familien blev Jehovas Vidner. Nu er der næsten 3700 forkyndere i Napoli.

Modstand mod arbejdet

Vi havde kun været ni måneder i Napoli da myndighederne tvang os alle fire til at forlade byen. Vi rejste til Schweiz i omkring en måned og tog tilbage til Italien på turistvisum. Fern og jeg fik til opgave at arbejde i Torino. Til at begynde med lejede vi et værelse hos en dame, hvis badeværelse og køkken vi fik lov til at bruge. Da Ridgeways ankom til Torino, lejede vi en lejlighed i fællesskab. Med tiden kom der til at bo fem missionærægtepar i det samme hus.

Da myndighederne i 1955 bad os forlade Torino, var grunden lagt til fire nye menigheder. Nu kunne dygtige lokale brødre tage over. Myndighederne sagde: „Vi er sikre på at alt hvad I amerikanere har bygget op, vil falde til jorden når I forlader stedet.“ Den efterfølgende vækst viste dog at resultaterne ikke afhænger af mennesker, men af Gud. I dag er der over 4600 Jehovas Vidner og 56 menigheder i Torino.

Firenze — en vidunderlig by

Vores næste opgavetildeling var Firenze. Vi havde ofte hørt om denne by, eftersom min søster Carmela og hendes mand, Merlin Hartzler, tjente der som missionærer. Forestil jer at bo dér. Sådanne steder som Piazza della Signoria, Ponte Vecchio, Piazzale Michelangelo og Palazzo Pitti gjorde det til en vidunderlig by! Det var også en glæde at se mange florentineres positive reaktion på den gode nyhed.

Vi studerede med en familie hvor forældrene blev døbt. Desværre røg faderen tobak. I 1973 pegede Vagttårnet på at rygning var en uren vane, og tilskyndede læserne til at holde op med at ryge. De to ældste børn bad faderen kvitte tobakken, og det lovede han at han ville, men holdt ikke ord. En aften sendte konen deres niårige tvillinger i seng alene uden at have bedt aftenbøn med dem. Men senere  fik hun dårlig samvittighed og gik ind til dem på værelset. De havde dog allerede bedt aftenbøn. „Hvad bad I om?“ spurgte hun dem. „Jehova, hjælp far med at holde op med at ryge.“ Det fik konen til at kalde på sin mand: „Kom og hør hvad dine børn har bedt om.“ Da han hørte det, brast han i gråd og sagde: „Jeg skal aldrig ryge mere!“ Han holdt sit løfte, og nu er over 15 i den familie Jehovas Vidner.

Tjeneste i Afrika

I 1959 blev vi forflyttet til Mogadishu i Somalia sammen med to andre missionærer, Arturo Leveris og min bror Angelo. Den politiske situation var spændt på det tidspunkt. Den italienske regering skulle være Somalia behjælpelig med at opnå uafhængighed under et FN-mandat, men situationen syntes at blive værre og værre. Nogle af de italienere vi studerede med, forlod landet, og det var ikke muligt at oprette en menighed dér.

I den periode foreslog zonetilsynsmanden at jeg virkede som hans assistent. Vi begyndte derfor at besøge de omkringliggende lande. Nogle af dem vi studerede med, gjorde fremskridt, men måtte forlade deres hjemland på grund af modstand. Andre blev hvor de var, skønt de måtte udholde mange vanskeligheder. * Når vi tænker på deres kærlighed til Jehova og det de måtte udholde for at forblive trofaste, rører det os stadig.

Varmen og fugtigheden i Somalia og Eritrea var ofte ekstrem. Nogle af de lokale retter fik os til at føle os endnu varmere end klimaet gjorde. Første gang vi spiste en af disse retter hos en vi studerede Bibelen med, sagde min kone for sjov at det fik hendes ører til at lyse op som røde trafiklys!

Da Angelo og Arturo fik tildelt en opgave et andet sted, var vi ladt alene tilbage. Det var svært ikke at have andre at støtte sig til. Dog hjalp den nye situation os til at komme Jehova nærmere og i højere grad sætte vores lid til ham. Vi besøgte nogle lande hvor arbejdet var forbudt, og det var til stor opmuntring for os.

I Somalia var der forskellige vanskeligheder. Vi havde ikke noget køleskab, så vi købte kun det vi kunne spise på én dag, enten det drejede sig om stykker af hammerhaj eller lokale frugter, som for eksempel mangoer, papajaer, grapefrugter, kokosnødder eller bananer. Og mange gange måtte vi slås med flyvende insekter. Somme tider landede de på nakken af os mens vi ledte et bibelstudium.  Men vi havde i det mindste en scooter, så vi ikke behøvede at gå i timevis under den brændende sol.

Tilbage til Italien

Takket være nogle venners gavmildhed var det muligt for os at komme med en bananbåd til Italien så vi kunne overvære det internationale stævne i Torino i 1961. Dér fik vi at vide at vi skulle vende tilbage til Italien. Det skete i september 1962, og jeg begyndte at tjene som kredstilsynsmand. Vi købte os en lille bil, som hjalp os til at komme rundt i de to kredse vi betjente gennem fem år.

Efter den ekstreme varme i Afrika måtte vi nu vænne os til kulden. Den første vinter, da vi besøgte en menighed ved foden af Alperne, måtte vi sove i et uopvarmet værelse over et høloft. Det var så koldt at vi gik i seng med frakkerne på. Samme nat var der fire høns og to hunde i nærheden som døde af kulde!

Senere virkede jeg som områdetilsynsmand. I de år rejste vi overalt i Italien. Nogle steder, for eksempel Calabrien og Sicilien, besøgte vi mange gange. Vi opmuntrede de unge til at vokse åndeligt så de kunne tjene som tilsynsmænd i en menighed, som rejsende tilsynsmænd eller som betelitter.

Vi har lært en masse af trofaste venner der har tjent Jehova helhjertet. Vi har værdsat deres egenskaber — som for eksempel deres loyalitet over for Jehova, deres gavmildhed, deres kærlighed til brødrene, deres selvopofrelse og deres evne til at tilpasse sig. Vi har overværet bryllupper i Jehovas Vidners rigssale, hvor vielsen blev forrettet af modne brødre der var juridisk anerkendt til det, noget der var utænkeligt for år tilbage. Menighederne holder ikke længere deres møder i brødrenes køkkener, og brødrene og søstrene sidder ikke længere på planker, som vi plejede at gøre i Torino. Nej, i dag kan vi glæde os over at de fleste menigheder har deres egne smukke rigssale der ærer Jehova. Vi holder heller ikke længere stævne i nedslidte teatersale, men i rummelige stævnehaller. Og hvor har det været en glæde at se antallet af forkyndere vokse til over 243.000 i Italien. Da vi ankom til landet, var der kun 490 forkyndere.

Vi traf det rette valg

Vist har vi haft vores andel af vanskeligheder, deriblandt sygdom og hjemvé. Fern plejede at få hjemvé hver gang hun så havet. Hun har også måttet gennemgå tre alvorlige operationer. Og engang hun var på vej til at lede et  bibelstudium, blev hun angrebet af en modstander med en høtyv — et møde der også førte til et hospitalsophold.

Skønt vi af og til har måttet kæmpe med skuffelser, har vi fulgt det råd der gives i Klagesangene 3:24 om at ’vente på Jehova’. Han er „al trøsts Gud“. Engang vi var langt nede, fik Fern et dejligt brev fra broder Knorr. Han skrev at han — fordi han var født i Bethlehem i Pennsylvania, hvor Fern var begyndt som pioner — udmærket vidste at kvinderne dér af hollandsk afstamning, ligesom hun, var gjort af et særligt stof, idet de var seje og udholdende. Og dét havde han ret i. Ja, gennem årene har vi fået opmuntring på mange måder og fra mange mennesker.

Trods vanskelighederne har vi prøvet at holde liv i vores nidkærhed for tjenesten. Fern sammenligner en nidkær ånd med lambruscoen, en frisk og sprudlende italiensk vin, og siger spøgende: „Lad os aldrig ophøre med at være forfriskende og sprudlende!“ Efter at have rejst i mere end 40 år i kreds- og områdetjenesten har vi fået en ny opgave betroet: at besøge og oprette grupper og menigheder der taler andre sprog end italiensk. Sådanne grupper forkynder for folk fra Bangladesh, Eritrea, Etiopien, Filippinerne, Ghana, Indien, Kina, Nigeria, Sri Lanka og andre lande. End ikke en hel bog vil kunne rumme de mange vidunderlige måder som vi har set kraften i Guds ord forandre folks liv på når de har ’smagt’ Jehovas barmhjertighed. — Mika 7:18, 19.

Vi beder hver dag Jehova om fortsat at give os den følelsesmæssige og fysiske styrke der skal til for at vi kan udføre vores tjeneste. Jehovas glæde er vores styrke. Den får vores øjne til at skinne og overbeviser os om at vi traf det rette valg i livet da vi besluttede at forkynde Bibelens budskab. — Ef. 3:7; Kol. 1:29.

[Fodnote]

[Oversigt/​illustrationer på side 27-29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Mine forældre i Rochester, New York

1948

I South Lansing i Gileads 12. klasse

1949

Med Fern inden vi tog til Italien

Capri, Italien

1952

I Torino og Napoli med andre missionærer

1963

Fern med nogle af sine bibelstudieelever

„Lad os aldrig ophøre med at være forfriskende og sprudlende!“