Spørgsmål fra læserne

Hvorfor kunne Jesus sige til en kvinde der var kendt for at være en synder, at hendes synder var tilgivet? — Luk. 7:37, 48.

Engang da Jesus lå til bords i huset hos en farisæer ved navn Simon, kom en kvinde og ’stillede sig bag Jesus, ved hans fødder’. Hun vædede hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår. Så kyssede hun ømt hans fødder og indgned dem med vellugtende olie. Kvinden ’var kendt i byen for at være en synder,’ siges der i evangelieberetningen. Alle ufuldkomne mennesker er jo syndere, men Bibelen bruger som regel dette udtryk om personer hvis synder er kendt af mange. Denne kvinde var højst tænkeligt en prostitueret. Det var til en sådan person Jesus sagde: „Dine synder er tilgivet.“ (Luk. 7:36-38, 48) Hvad mente Jesus med disse ord? Genløsningsofferet var ikke blevet bragt endnu, så hvordan kunne denne kvinde opnå tilgivelse?

Efter at kvinden havde vasket og salvet Jesu fødder, men inden Jesus tilgav hende, brugte han en illustration for at lære sin vært, Simon, noget vigtigt. Jesus sammenlignede synd med en gæld der var for stor til at den kunne betales tilbage. Han sagde til Simon: „’To mænd var i gæld til en mand der lånte penge ud; den ene skyldte fem hundrede denarer, og den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale tilbage med, eftergav han uden videre dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?’ Som svar sagde Simon: ’Jeg antager at det er den som han uden videre eftergav mest.’“ Jesus svarede: „Du dømte korrekt.“ (Luk. 7:41-43) Vi skylder alle Gud lydighed, så når vi er ulydige mod ham og synder, betaler vi ikke hvad der tilkommer ham. Vi oparbejder altså en gæld til ham. Men Jehova er som en långiver der er villig til at eftergive vores gæld, eller skyld. Det er derfor Jesus tilskyndede sine disciple til at sige til Gud i bøn: „Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ (Matt. 6:12) Lukas 11:4 viser at den „skyld“ der er tale om, er „vore synder“.

På hvilket grundlag tilgav Gud de synder der blev begået i fortiden? Hans fuldkomne retfærdighed kræver at synd betales med døden. Ved sin død betalte Adam for sin synd. Ifølge den lov som Gud gav Israels folk, kunne en overtræder imidlertid få sine synder tilgivet ved at bringe Jehova et dyreoffer. Apostelen Paulus sagde: „Næsten alle ting renses med blod ifølge loven, og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted.“ (Hebr. 9:22) Jøderne kendte ikke til nogen anden måde hvorpå man kunne opnå Guds tilgivelse. Det er derfor ikke overraskende at de der var til stede i farisæerens hus, var imod det Jesus sagde til kvinden. De der lå til bords sammen med Jesus, sagde til sig selv: „Hvem er denne mand som endog tilgiver synder?“ (Luk. 7:49) Ja, på hvilket grundlag kunne den syndige kvindes overtrædelser blive tilgivet?

I den allerførste profeti der blev udtalt efter at de to første mennesker havde gjort oprør, sagde Jehova at han ville frembringe et „afkom“ der ville få hælen knust af Satan og hans „afkom“. (1 Mos. 3:15) Dette skete da Jesus blev dræbt af Guds fjender. (Gal. 3:13, 16) Kristi udgydte blod udgør den løsesum som udfrier menneskene fra synd og død. Eftersom intet kan hindre Jehova i at gennemføre det han sætter sig for, var løsesummen set med hans øjne så godt som betalt så snart ordene i Første Mosebog 3:15 var udtalt. Han kunne nu tilgive dem der havde tro på hans løfter.

I førkristen tid var der enkeltpersoner Jehova betragtede som retfærdige. Blandt dem  var Enok, Noa, Abraham, Rahab og Job. I tro så de frem til opfyldelsen af Guds løfter. „Abraham troede på Jehova,“ skrev disciplen Jakob, „og det blev tilregnet ham som retfærdighed.“ Om Rahab sagde Jakob: „Blev ikke også skøgen Rahab på samme måde erklæret retfærdig som følge af gerninger?“ — Jak. 2:21-25.

Kong David af Israel begik mange alvorlige synder, men han havde en stærk tro på den sande Gud, og han viste altid ægte sindsændring. Endvidere siges der i Skriften: „Gud har fremstillet [Jesus] som et offer til forsoning ved tro på hans blod. Dette gjorde Gud for at vise sin egen retfærdighed, fordi han havde eftergivet synder som var begået i fortiden mens han viste overbærenhed; for at vise sin egen retfærdighed i den nuværende tidsperiode, at han måtte være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt som har tro på Jesus.“ (Rom. 3:25, 26) På grundlag af Jesu genløsningsoffer som ville blive bragt senere, kunne Jehova tilgive David hans overtrædelser uden at gå på kompromis med sine egne normer for retfærdighed.

Sådan forholdt det sig åbenbart også med den kvinde der salvede Jesu fødder. Hun havde levet et umoralsk liv, men havde ændret sind. Hun indså at hun havde behov for at blive løskøbt fra synden, og ved sine handlinger viste hun at hun virkelig værdsatte den person gennem hvem Jehova ville tilvejebringe denne løskøbelse. Selvom løsesummen endnu ikke var blevet betalt, var det så sikkert at den ville blive det, at dens værdi allerede kunne komme mennesker som denne kvinde til gode. Jesus kunne derfor sige til hende: „Dine synder er tilgivet.“

Som denne beretning tydeligt viser, undgik Jesus ikke syndere. Han var god mod dem. Og Jehova er villig til at tilgive syndere der har ændret sind. Hvilken vidunderlig og hjertevarmende forvisning for os ufuldkomne mennesker!

[Illustration på side 7]

Det blev tilregnet dem som retfærdighed