Værdsæt dine døve brødre og søstre

GUDS folk udgør en stor familie af åndelige brødre og søstre hvis slægtskab går helt tilbage til trofaste mænd og kvinder i fortiden. Blandt disse er Samuel, David, Samson, Rahab, Moses, Abraham, Sara, Noa og Abel. Mange af Jehovas trofaste tjenere i dag er døve. For eksempel var de to første der blev Jehovas Vidner i Mongoliet, et døvt ægtepar. Og den loyalitet vores døve trosfæller i Rusland har vist over for Jehova, har udvirket at vi har vundet en juridisk sejr ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I de senere år har „den trofaste og kloge træl“ sørget for at vi får publikationer på tegnsprog, og har organiseret tegnsprogsmenigheder samt kreds- og områdestævner på tegnsprog. (Matt. 24:45) Det har været til stor gavn for vores døve brødre og søstre. * Men har du nogen sinde tænkt over hvordan det var for døve at lære om den sande Gud og gøre fremskridt i sandheden uden disse foranstaltninger? Har du spekuleret på hvad du kunne gøre for at hjælpe døve i det område hvor du bor?

Muligheder før i tiden

Hvis man spurgte nogle ældre døve om hvordan de har lært Gud at kende, hvad ville de så svare? Måske ville de fortælle dig hvad de følte da de fandt ud af at Gud har et navn — hvordan denne ene sandhed forandrede deres liv og holdt dem oppe i årevis inden videofilm eller dvd’er på tegnsprog blev tilgængelige så de kunne lære dybere åndelige sandheder at kende. Det kan også være at de ville fortælle dig hvordan det var da vores møder ikke blev holdt på eller tolket til tegnsprog. I stedet sad der en ved siden af dem og skrev notater på papir for at hjælpe dem til at forstå hvad der blev sagt. I syv år lærte en døv broder Bibelens sandheder at kende på denne måde indtil der endelig kom en tolk.

Ældre døve Jehovas Vidner husker hvordan det var at forkynde for hørende. I den ene hånd holdt de et kort op hvorpå der var skrevet en lille hus til hus-præsentation, og i den anden hånd de sidste nye numre af Vagttårnet og Vågn op! Det var ret anstrengende at studere Bibelen med en anden døv kun ved hjælp af trykte publikationer som ingen af dem helt forstod. Ældre døve forkyndere husker sikkert hvor frustrerende det var når folk ikke forstod dem, og de derfor ikke kunne tale yderligere om åndelige spørgsmål. De ved også hvordan det føles at have dyb kærlighed til Jehova, men alligevel være usikker på hvordan den skal vises i handling. Hvorfor? Fordi de ikke var klar over om deres forståelse af en bestemt bibelsk sandhed var korrekt.

På trods af alle disse problemer har vores døve brødre og søstre bevaret deres uangribelighed over for Jehova. (Job 2:3) De har ventet med længsel på ham. (Sl. 37:7) Og han velsigner dem nu langt mere end mange af dem nogen sinde havde forventet.

Læg mærke til hvilke bestræbelser en døv broder som er ægtemand og far, har gjort sig. Før man havde videofilm på tegnsprog,  ledede han trofast familiestudiet. Hans søn fortæller: „Familiestudiet var altid vanskeligt for min far fordi han ikke havde andet undervisningsmateriale end de trykte publikationer. Ofte forstod han ikke fuldt ud det der stod. Vi børn gjorde det heller ikke nemmere for ham. Når han ikke havde forklaret tingene korrekt, var vi hurtige til at fortælle ham det. På trods af det holdt han altid familiestudiet. Han følte at dét at vi lærte noget om Jehova, var vigtigere end at han indimellem blev sat i forlegenhed på grund af sin begrænsede forståelse af det skrevne sprog.“

Der er også eksemplet med Richard, en blind og døv broder i halvfjerdserne som bor i Brooklyn i New York. Han er kendt for sin regelmæssige mødedeltagelse. For at overvære møderne tager han selv undergrundsbanen og tæller stoppene så han ved hvor han skal stå af. En vinter blev mødet aflyst på grund af en voldsom snestorm. Alle i menigheden blev underrettet, men af en eller anden grund fik Richard ikke beskeden. Så snart brødrene blev klar over hvad der var sket, ledte de efter ham. De fandt ham uden for rigssalen, hvor han tålmodigt stod og ventede på at dørene blev åbnet. Da de spurgte ham hvorfor han var gået ud i snestormen, svarede han: „Jeg elsker Jehova.“

Hvad kan du gøre?

Bor der døve i dit distrikt? Kunne du lære lidt tegnsprog så du kan tale med dem? Døve er som regel meget venlige og tålmodige når de skal lære andre deres sprog. Måske møder du en af dem uformelt eller i tjenesten. Hvad kan du gøre? Prøv at kommunikere. Gør brug af gestus, notater, tegninger, billeder eller en kombination af disse. Selvom vedkommende giver udtryk for at han eller hun ikke er interesseret i sandheden, så oplys et Jehovas vidne der selv er døv, eller kan tegnsprog, om besøget. Budskabet vil måske appellere mere til en der er døv, hvis det bliver fremholdt på tegnsprog.

Måske er du ved at lære tegnsprog og tilhører en tegnsprogsmenighed. Hvordan kan du blive dygtigere til at bruge og forstå dette sprog? Der er måske andre hørende forkyndere i menigheden, men hvorfor ikke bruge tegnsprog selv når du taler med dem? Det vil hjælpe dig til at tænke på tegnsprog. Til tider vil du sikkert være fristet til at vælge den nemmeste udvej, at tale uden at bruge tegnsprog. Men i virkeligheden er det som at lære ethvert andet sprog. Hvis man skal lære at tale det flydende, kræver det udholdenhed og hårdt arbejde.

Når du gør en ihærdig anstrengelse for at lære tegnsprog, viser du kærlighed og respekt over for dine døve brødre og søstre. Prøv at forestille dig den frustration døve oplever dag ud og dag ind fordi de ikke helt forstår det folk siger på deres arbejdsplads  eller i skolen. „Hver dag er jeg omgivet af folk som taler,“ siger en døv broder. „Ofte føler jeg mig ensom og holdt udenfor, og jeg bliver frustreret og endda vred. Det er svært at beskrive hvordan jeg nogle gange har det.“ Vores møder skulle gerne være en oase hvor vores døve brødre og søstre kan få åndelig føde og opleve et nært og kærligt fællesskab. — Joh. 13:34, 35.

Vi må heller ikke glemme de mange mindre grupper af døve som er tilsluttet menigheder med hørende. Møderne bliver tolket for dem. For fuldt ud at forstå hvad der bliver sagt, sidder døve medlemmer af menigheden ofte forrest i rigssalen. Så kan de uden problemer se både tolken og taleren samtidig. Erfaringen har vist at resten af menigheden hurtigt bliver vant til det, og at det ikke virker forstyrrende. Denne ordning gælder også for kreds- og områdestævner hvor der tolkes til tegnsprog. Flittige medlemmer af menigheden fortjener stor ros fordi de gengiver informationerne som en døv selv ville udtrykke det — naturligt og forståeligt.

Det kan være du hører til en menighed der tager sig af en tegnsprogsgruppe, eller som har et mindre antal døve der bliver tolket for. Hvad kan du gøre for at vise disse brødre og søstre personlig opmærksomhed? Inviter dem hjem til dig. Lær et par enkelte tegn hvis det er muligt. Lad dig ikke gå på af at det kan være svært at kommunikere. I skal nok finde ud af en måde at tale sammen på; og den kærlighed du dermed viser, vil resultere i nogle skønne minder. (1 Joh. 4:8) Vores døve trosfæller har meget at give. De er gode til at konversere, er skarpsindige og har en vidunderlig humoristisk sans. En broder hvis forældre er døve, siger: „Jeg har altid været meget sammen med døve, og de har givet mig langt mere end jeg nogen sinde kan gengælde. Vi kan lære en masse af vores døve brødre og søstre.“

Jehova elsker sine trofaste tilbedere, deriblandt døve. Deres eksempel i tro og udholdenhed er en af de ting der gør Jehovas organisation til noget særligt. Vi må derfor værdsætte vores døve brødre og søstre!

[Fodnote]

[Illustration på side 31]

Rigets budskab vil måske appellere mere til en der er døv, hvis det bliver fremholdt på tegnsprog

[Illustrationer på side 32]

Vores møder skulle gerne være en oase hvor vores døve brødre og søstre kan få åndelig opmuntring