Gamle kileskrifter og Bibelen

EFTER at menneskenes sprog var blevet forvirret i Babel, udviklede man forskellige skriftsystemer. Folk i Mesopotamien, som for eksempel sumererne og babylonierne, brugte kileskrift, en babylonisk oldtidsskrift hvis tegn er sammensat af kileformede streger der blev prentet gruppevis i det fugtige ler med en griffel.

Arkæologer har afdækket kileskrifttekster som omtaler mennesker og begivenheder der er nævnt i Bibelen. Hvad ved vi om dette gamle skriftsystem? Og hvordan kan kileskrifttekster være med til at understrege Bibelens pålidelighed?

Velbevarede optegnelser

Forskerne mener at det skriftsystem man oprindelig brugte i Mesopotamien, var piktografisk, med et symbol eller billede der repræsenterede et ord eller en idé. For eksempel lignede tegnet for en okse oprindelig et oksehoved. Da behovet for optegnelser blev større, udviklede man imidlertid kileskriftsystemet. „Nu repræsenterede tegnene ikke blot ord, men også stavelser, hvoraf mange kunne kombineres så de repræsenterede stavelserne i et ord,“ forklarer NIV Archaeological Study Bible. Til sidst var der rundt regnet 200 forskellige kileskrifttegn som „på udmærket måde repræsenterede det talte sprog med hele dets kompleksitet af ord og grammatik“.

På Abrahams tid, omkring år 2000 f.v.t., var kileskriften veludviklet. I løbet af de efterfølgende 20 århundreder blev denne skrifttype optaget i hen ved 15 sprog. Over 99 procent af de kileskrifttekster man har fundet, var skrevet på lertavler. Gennem de sidste 150 år er et stort antal af sådanne tavler blevet fundet i Ur, Uruk, Babylon, Nimrud, Nippur, Assur, Nineve, Mari, Ebla, Ugarit og Amarna. Bladet Archaeology Odyssey skriver: „Eksperter skønner at der allerede er blevet udgravet mellem en og to millioner kileskrifttavler, og hvert år finder man yderligere omkring 25.000.“

Jorden over har forskere i kileskrift det vanskelige og meget omfattende arbejde med at oversætte teksterne. Ifølge et skøn „er kun cirka 1/10 af de eksisterende kileskrifttekster blevet læst bare én gang i vor tid“.

Opdagelsen af to- og tresprogede kileskrifttekster har fungeret som en nøgle til at dechifrere kileskriften. Nogle forskere fandt ud af at disse dokumenter indeholdt den samme tekst på forskellige sprog, alle skrevet med kileskrift. Noget der hjalp til at dechifrere teksten, var da man blev klar over at navne, titler, herskeres slægtshistorie og endda udtryk for selvforherligelse ofte blev gentaget.

I 1850’erne var forskerne i stand til at læse kileskriften til blandingssprogene akkadisk og assyrisk-babylonisk, som blev talt i det gamle Mellemøsten. Encyclopædia Britannica forklarer: „Da først man havde dechifreret det akkadiske sprog, var selve grundformen forståelig, og prototypen kunne bruges til at tyde andre sprog skrevet med kileskrift.“ Hvordan kunne disse skrifter have noget med Bibelen at gøre?

Et vidnesbyrd som stemmer overens med Bibelen

Ifølge Bibelen blev Jerusalem regeret af kana’anæiske konger indtil David erobrede  byen, omkring år 1070 f.v.t. (Jos. 10:1; 2 Sam. 5:4-9) Der var dog visse forskere som betvivlede dette. Men i 1887 fandt en bondekone en lertavle ved Amarna i Ægypten. De cirka 380 tekster som med tiden blev fundet dér, viste sig at indeholde diplomatisk korrespondance mellem Ægyptens herskere (Amenophis III og Akhnaton) og kana’anæiske riger. Seks breve var fra Abdi-Heba, herskeren over Jerusalem.

Biblical Archaeology Review siger: „Amarnabrevene, der tydeligvis refererer til Jerusalem som en by, ikke blot til lidt spredt bebyggelse, og til Abdi-Heba som . . . regent der havde residens og 50 ægyptiske soldater med garnison i Jerusalem, antyder at Jerusalem var et mindre rige i bjerglandet.“ Samme tidsskrift siger senere: „Med støtte i Amarnabrevene kan vi være forvissede om at det var en betydningsfuld by som virkelig eksisterede.“

Navne i assyriske og babyloniske optegnelser

Assyrerne, og senere babylonierne, skrev deres historie på lertavler, såvel som på cylindre, prismer og monumenter. Så da forskerne dechifrerede akkadisk kileskrift, fandt de at teksterne omtalte personer hvis navne også var omtalt i Bibelen.

Bogen The Bible in the British Museum fortæller: „Arkæologen dr. Samuel Birch kunne i 1870 over for det nyoprettede Society of Biblical Archaeology identificere [navnene i kileskrift på] de hebraiske konger Omri, Akab, Jehu, Azarja . . . , Menahem, Peka, Hosjea, Ezekias og Manasse, de assyriske konger Tiglat-Pileser . . . [III], Sargon, Sankerib, Asarhaddon og Assurbanipal, . . . og Syriens Ben-Hadad, Hazael og Rezin.“

Bogen The Bible and Radiocarbon Dating har sammenlignet Bibelens historie om Israel og Juda med gamle kileskrifttekster. Og resultatet? „Alt i alt nævnes 15 eller 16 af Israels eller Judas konger i tekster fra andre lande, og deres navne, såvel som den tid de siges at have levet på, er i fuld overensstemmelse med det der står i Kongebøgerne [i Bibelen]. Ikke en eneste af disse konger afviger herfra, og de udenlandske kilder nævner heller ikke nogen [konge] som ikke er omtalt i Kongebøgerne.“

Et berømt kileskriftdokument, Kyroscylinderen, som blev fundet i 1879, fortæller at Kyros, efter at han havde indtaget Babylon i 539 f.v.t., anvendte sin sædvanlige politik med at sende fanger tilbage til deres hjemland. Det havde for eksempel jøderne gavn af. (Ezra 1:1-4) En del forskere fra det 19. århundrede havde sat spørgsmålstegn ved ægtheden af det dekret som er citeret i Bibelen. Men kileskriftdokumenter fra den persiske periode, deriblandt Kyroscylinderen, indeholder overbevisende vidnesbyrd om at den bibelske beretning er nøjagtig.

I 1883 fandt man en samling på mere end 700 kileskrifttekster i Nippur i nærheden af Babylon. Blandt de 2500 navne som nævnes, kan man se at 70 er jødiske. Ifølge historikeren Edwin Yamauchi fremtræder de som „kontrahenter, handelsfolk, vidner, skatteopkrævere og kongelige embedsmænd“. Den omstændighed at jøderne i denne periode fortsatte med at udføre sådanne aktiviteter tæt på Babylon, er værd at lægge mærke til. Det bekræfter Bibelens profetiske ord om at kun „en rest“ af israelitterne vendte tilbage til Judæa fra deres eksil i Assyrien og Babylon, mens mange undlod at gøre det. — Es. 10:21, 22.

I det første årtusind før vor tidsregning eksisterede kileskriften side om side med alfabetskriften. Men assyrerne og babylonierne gik efterhånden bort fra kileskriften til fordel for alfabetskriften.

I hundredtusindvis af tavler som opbevares på museer, er endnu ikke blevet studeret. De tavler som eksperterne allerede har dechifreret, er talende vidnesbyrd om Bibelens pålidelighed. Hvem véd hvilke yderligere vidnesbyrd der vil være at finde i de tekster som endnu ikke har været genstand for noget studium?

[Kildeangivelse på side 21]

Foto taget med tilladelse fra British Museum