Vis din tro ved din livsførelse
Vis din tro ved din livsførelse
’Hvis troen ikke har gerninger, er den i sig selv død.’ — JAKOB 2:17.
1. Hvorfor lagde de første kristne ikke blot vægt på tro, men også på gerninger?
SOM samfund viste de første kristne deres tro ved den måde de levede på. Disciplen Jakob tilskyndede alle kristne: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere.“ Han tilføjede: „Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er også troen død uden gerninger.“ (Jakob 1:22; 2:26) Omkring 35 år efter at han havde skrevet disse ord, viste mange kristne stadig deres tro i gerning. Men sørgeligt nok gjaldt det ikke alle. Jesus roste menigheden i Smyrna, men sagde til menigheden i Sardes: „Jeg kender dine gerninger, og jeg ved at du har ry for at være levende, men du er død.“ — Åbenbaringen 2:8-11; 3:1.
2. Hvilke spørgsmål bør kristne stille sig selv angående deres tro?
2 Jesus fandt det nødvendigt at opmuntre de kristne i Sardes — og i udvidet forstand alle der senere læste hans ord — til igen at vise deres oprindelige kærlighed til den kristne sandhed og holde sig åndeligt vågne. (Åbenbaringen 3:2, 3) Vi kan hver især spørge os selv: ’Hvad viser mine gerninger? Er det tydeligt at jeg gør mit yderste for at vise tro i alt hvad jeg foretager mig, også når jeg ikke forkynder eller er til møde?’ (Lukas 16:10) Vi kunne komme ind på mange sider af livet, men lad os her blot se på emnet sammenkomster, deriblandt dem der ofte holdes i forbindelse med kristne bryllupper.
Små sammenkomster
3. Hvad siger Bibelen om det at deltage i sammenkomster?
3 Det er en glæde at blive indbudt til samvær med andre kristne. Jehova er ’den lykkelige Gud’, og han ønsker at hans tjenere skal være lykkelige. (1 Timoteus 1:11) Han lod Salomon nedskrive denne erkendelse i Bibelen: „Jeg priste fryden, eftersom der ikke under solen er noget bedre for mennesket end at spise og drikke og fryde sig, og at dette ledsager det i dets møje de levedage som den sande Gud giver det.“ (Prædikeren 3:1, 4, 13; 8:15) Det kan vi for eksempel opleve ved et måltid med familien eller en anden mindre sammenkomst med sande tilbedere. — Job 1:4, 5, 18; Lukas 10:38-42; 14:12-14.
4. Hvad skal den der inviterer til en sammenkomst, tænke på?
4 Som vært bør du vise stor omtanke ved planlægningen, også hvis du kun inviterer nogle få trosfæller til et måltid og hyggeligt samvær. (Romerne 12:13) Du vil selvfølgelig sikre dig at ’alt sker sømmeligt’, ledet af „visdommen ovenfra“. (1 Korinther 14:40; Jakob 3:17) Apostelen Paulus skrev: „Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds ære. Undgå at blive årsag til snublen og fald.“ (1 Korinther 10:31, 32) Hvad kræver særlig opmærksomhed? Det må du tænke over i forvejen for at sikre dig at dine og gæsternes gerninger afspejler tro. — Romerne 12:2.
Hvad skal man have i tanke ved tilrettelægningen?
5. Hvorfor kræver spørgsmålet om alkoholiske drikke og musik og sang omtanke af værten?
5 Mange værtsfolk har skullet tage stilling til om de ville servere alkoholiske drikke. Et samvær kan sagtens være fornøjeligt uden. Tænk på en af de gange hvor Jesus bespiste en folkemængde der opsøgte ham. Han sørgede for rigeligt med brød og fisk, men der siges intet om at han mirakuløst skaffede vin selvom vi ved at han med lethed kunne gøre det. (Mattæus 14:14-21) Hvis du beslutter at servere alkoholiske drikke, så vis mådehold med udskænkningen, og sæt tiltalende alternativer på bordet til dem der foretrækker det. (1 Timoteus 3:2, 3, 8; 5:23; 1 Peter 4:3) Undgå omhyggeligt at nøde nogen til at drikke noget der kan ’bide som en slange’. (Ordsprogene 23:29-32) Hvad med musik og sang? Hvis der skal spilles musik, vil du utvivlsomt vise skønsomhed ved at bedømme både rytmerne og sangteksterne. (Kolossenserne 3:8; Jakob 1:21) Mange Jehovas Vidner har erfaret at det højner stemningen at man spiller Rigets sange eller synger efter sangbogen. (Efeserne 5:19, 20) Og naturligvis må man hele tiden passe på at musikken ikke overdøver normal samtale og ikke forstyrrer naboerne. — Mattæus 7:12.
6. Hvordan kan værten vise at hans tro er levende når det drejer sig om samtaler og selskabelige aktiviteter?
6 Ved selskabelige sammenkomster kan kristne tale om forskellige emner, læse højt Filipperne 4:5) De vil mærke at din tro er levende og berører alle aspekter af dit liv.
eller fortælle interessante erfaringer. Hvis samtalen tager en uheldig drejning, kan værten taktfuldt føre den tilbage på et passende spor. Han bør desuden modvirke at en enkelt tilstedeværende dominerer samtalen. Sker det, kan værten udvise dømmekraft og skabe afveksling ved for eksempel at lade de unge komme til orde eller bringe et emne på bane som flere kan snakke med om. Det vil glæde både unge og ældre. Hvis du som arrangør styrer forløbet med kløgt og takt, vil din „rimelighed blive kendt“ for de tilstedeværende. (Bryllupper og efterfølgende sammenkomster
7. Hvorfor er der god grund til at vi beskæftiger os med planlægning af bryllupper og bryllupsfestligheder?
7 Kristne bryllupper er særlig glædelige begivenheder. Guds fortidige tjenere, deriblandt Jesus og hans disciple, deltog gerne i bryllupper og efterfølgende fester. (1 Mosebog 29:21, 22; Johannes 2:1, 2) De senere års erfaring viser imidlertid tydeligt at selskabelighed ved bryllupper kræver særlig grundig planlægning hvis den skal afspejle god dømmekraft og kristen ligevægt. Men bryllupper og bryllupsfester er ikke noget usædvanligt, og det er muligt for kristne at gøre dem til et vidnesbyrd om deres tro.
8, 9. Hvordan bekræfter mange bryllupper det vi læser i Første Johannesbrev 2:16, 17?
8 Mange som hverken kender eller følger Guds vejledning, betragter et bryllup som et påskud for at gå til yderligheder. I et europæisk blad har en nygift kvinde beskrevet sit „royale“ bryllup sådan: ’Vi kørte i en karet med firspand, fulgt af andre hestetrukne vogne — tolv med gæster og én med et orkester. Derefter nød vi en udsøgt menu og fremragende musik. Det var overdådigt. Jeg var dronning for en dag, sådan som jeg havde ønsket det.’
9 Skik og brug varierer fra land til land, men den omtalte ødselhed bekræfter apostelen Johannes’ ord: „Alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden.“ Kan du forestille dig to modne kristne ønske sig et ’royalt’ bryllup med en overdådig fest? Kristne bør tænke på at „den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. — 1 Johannes 2:16, 17.
10. (a) Hvorfor er planlægning nødvendig hvis en bryllupsfest skal holdes inden for rimelige rammer? (b) Hvordan afgør man hvem der skal inviteres?
10 Kristne brudepar ønsker at være både realistiske og rimelige, og de kan hente gode råd i Bibelen. Brylluppet har naturligvis stor betydning, men parret véd at det blot er indledningen til et ægteskab mellem to kristne der har et evigt liv foran sig. De er ikke forpligtede til at holde en stor bryllupsfest. Hvis de vælger at holde en sammenkomst, vil de beregne omkostningerne og overveje hvor meget de vil gøre ud af det. (Lukas 14:28) I deres fælles liv som kristne skal manden ifølge Bibelen være overhoved. (1 Korinther 11:3; Efeserne 5:22, 23) Derfor er det brudgommen der har hovedansvaret for bryllupsarrangementet. Naturligvis vil han kærligt tage sin tilkommende med på råd om hvem de gerne vil og kan invitere. Det er måske ikke muligt eller rimeligt at invitere alle deres venner og hele familien. I så fald må de beskedent skære ned på gæstelisten. Parret bør kunne stole på at kristne venner der ikke bliver inviteret med, vil være forstående og ikke tage det fortrydeligt op. — Prædikeren 7:9.
En ’skaffer’ der fører tilsyn
11. Hvilken opgave kan man betro en moden broder i forbindelse med en bryllupsfest?
11 Hvis de vordende ægtefæller bestemmer sig for at holde en bryllupsfest, hvordan kan de da sikre sig at alt foregår med værdighed? I en årrække har Jehovas Vidner anerkendt det fornuftige i at tage en idé op fra brylluppet i Kana. Festen var under tilsyn af en ’skaffer’ — uden tvivl en ansvarsbevidst trosfælle. (Johannes 2:9, 10) Tilsvarende vil en klog brudgom vælge en moden kristen broder til at varetage dette store ansvar. Når denne broder har sat sig ind i brudgommens ønsker og smag, kan han sørge for at alt i forbindelse med festen foregår som aftalt.
12. Hvad bør brudgommen tage i betragtning hvis der skal serveres alkoholiske drikke?
12 I tråd med det der blev nævnt i paragraf 5, vælger nogle brudepar at der ikke skal serveres alkoholiske drikke ved bryllupsfesten, så glæden ikke kan spoleres af pinlige optrin fordi nogen drikker for meget. (Romerne 13:13; 1 Korinther 5:11) Men hvis der bliver serveret alkoholiske drikke, bør brudgommen sikre sig at udskænkningen foregår med måde. Ved brylluppet i Kana blev der serveret vin, og Jesus supplerede den med god vin. Interessant nok fik det skafferen til at sige til brudgommen: „Ethvert andet menneske sætter først den gode vin frem, og når folk er blevet berusede, den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.“ (Johannes 2:10) Jesus fremmede selvsagt ikke umådeholdent drikkeri, for det var noget han misbilligede. (Lukas 12:45, 46) Skafferens udtalelse viste at han havde oplevet at nogle bryllupsgæster fik for meget. (Apostelgerninger 2:15; 1 Thessaloniker 5:7) Derfor bør både brudgommen og den pålidelige kristne broder han udpeger som tilsynsførende ved festen, sikre sig at alle gæster følger den klare vejledning: „Drik jer ikke fulde i vin; det fører til udsvævelser.“ — Efeserne 5:18; Ordsprogene 20:1; Hoseas 4:11.
13. Hvad bør et brudepar tænke på hvis der skal spilles musik til festen, og hvorfor?
13 Som ved andre sammenkomster bør man sikre sig at eventuel musik spilles så dæmpet at man kan tale ubesværet sammen. En kristen ældste har sagt: „I aftenens løb, efterhånden som samtalen bliver livligere eller dansen begynder, bliver der somme tider skruet op for musikken. Det der begyndte som baggrundsmusik, bliver måske lidt efter lidt så højt at det er svært at tale sammen. En bryllupsfest er en lejlighed til glædeligt samvær. Det er sørgeligt hvis den bliver spoleret af høj musik.“ Også her må brudgommen og festens tilsynsførende være ansvarsbevidste og ikke overlade det til musikerne, hvad enten det er et lejet orkester eller ej, at bestemme hvad slags musik der skal spilles, og hvor højt. Paulus skrev: „Hvad I end gør i ord eller i gerning, gør alt i Herren Jesu navn.“ (Kolossenserne 3:17) Når gæsterne går hjem efter en bryllupsfest eller bryllupsreception, vil de da tænke tilbage på musikken som et udtryk for at brudeparret gjorde alt i Jesu navn? Det bør de kunne.
14. Hvad bør kristne kunne tænke tilbage på med glæde efter et bryllup?
14 Ja, et veltilrettelagt bryllup kan give dejlige minder. Adam og Edyta, der har været gift i 30 år, beretter om et bryllup: „Man kunne virkelig mærke den kristne atmosfære. Der var sange til Jehovas pris, men også anden god underholdning. Dans og musik var af underordnet betydning. Det
var fornøjeligt og opbyggende, og alt foregik efter Bibelens principper.“ Ja, bruden og brudgommen kan gøre meget for at vise deres tro ved deres adfærd.Bryllupsgaver
15. Hvilken bibelsk vejledning gælder også i forbindelse med bryllupsgaver?
15 I mange lande er det almindeligt at familie og venner giver bryllupsgaver. Hvad kan man have i tanke i den forbindelse? Husk igen apostelen Johannes’ ord om „praleriet med de midler man har at leve af“. Han forbandt ikke praleri med kristne der viser deres tro i gerning, men med ’den verden der forsvinder’. (1 Johannes 2:16, 17) Vil et brudepar der efterlever Johannes’ inspirerede ord, bekendtgøre hvem der har givet de enkelte gaver? De kristne i Makedonien og Achaia gav bidrag til brødrene i Jerusalem, men intet tyder på at deres navne blev offentliggjort. (Romerne 15:26) Mange kristne vil foretrække at give en bryllupsgave anonymt frem for at henlede upassende opmærksomhed på sig selv. I den forbindelse er det godt at gennemgå Jesu vejledning ifølge Mattæus 6:1-4.
16. Hvordan kan nygifte undgå at såre nogen med hensyn til bryllupsgaver?
16 Hvis givernes navne blev nævnt, kunne det få gæsterne til at konkurrere om hvem der giver den bedste eller den dyreste gave. Derfor vil forstandige nygifte kristne undlade at bekendtgøre navnene så ingen bliver sat i forlegenhed fordi de ikke har haft råd til at give en gave. (Galaterne 5:26; 6:10) Det er naturligvis ikke forkert at bruden og brudgommen er klar over hvem der har givet de enkelte gaver. Det fremgår sikkert af et vedlagt lykønskningskort, som ikke behøver at blive læst højt. Når vi køber, giver eller modtager bryllupsgaver, har vi alle mulighed for at vise at vores tro også i sådanne personlige anliggender har indflydelse på hvad vi gør. *
17. Hvilket mål må kristne have i forbindelse med deres tro og gerninger?
17 Det er klart at der hører mere med til at vise sin tro end at leve et moralsk rent liv, overvære de kristne møder og deltage i forkyndelsen. Vi må alle have en levende tro der berører alt hvad vi gør. Ja, vi kan vise vores tro ved gerninger der er „fuldt gennemført“, blandt andet på de områder vi netop har drøftet. — Åbenbaringen 3:2.
18. Hvordan kan ordene i Johannes 13:17 gælde i forbindelse med kristne bryllupper og sammenkomster?
18 Da Jesus kærligt havde vist et godt eksempel for sine trofaste apostle ved ydmygt at vaske deres fødder, sagde han: „Når I véd dette, er I lykkelige hvis I gør det.“ (Johannes 13:4-17) I vores lokalsamfund er det næppe nødvendigt eller normalt at vaske fødder på andre, for eksempel en gæst. Men som vi har været inde på, er der andre aspekter af livet hvor vi kan vise vores tro ved kærlige, hensynsfulde handlinger, blandt andet ved sammenkomster og kristne bryllupper. Det gælder hvad enten vi selv skal giftes eller er gæster ved et bryllup eller en bryllupsfest med andre kristne som ønsker at vise deres tro ved deres gerninger.
[Fodnote]
^ par. 16 Flere aspekter af bryllupper og bryllupssammenkomster behandles i den følgende artikel, „Gør bryllupsdagen til en værdig og glædelig begivenhed“.
Hvad vil du svare?
Hvordan kan vi vise vores tro
• når vi arrangerer en sammenkomst?
• når vi arrangerer et bryllup eller en bryllupsfest?
• når vi giver eller modtager bryllupsgaver?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 24]
Også når vi inviterer ganske få gæster, må vi lade os lede af „visdommen ovenfra“