Skaberværkets undere ophøjer Jehova

JEHOVA GUD er mere ophøjet end vi ufuldkomne mennesker kan fatte. Hans skaberværk på jorden og i himmelen priser ham og fylder os med ærefrygt. — Salme 19:1-4.

Som skaber af alt fortjener universets Suveræn, Jehova, at vi lytter når han taler. Men mon ikke vi ville blive forbløffede hvis Jehova en dag begyndte at tale direkte til os små mennesker her på jorden? Forestil dig at han, måske gennem en engel, talte til dig. Du ville uden tvivl lytte meget opmærksomt. Den retskafne mand Job har sikkert også lyttet intenst da Gud for mere end 3500 år siden talte til ham. Hvad kan vi lære af det Gud fortalte Job angående jorden og den bogstavelige himmel?

Hvem grundlagde Jorden, og hvem har magt over havet?

Ud fra et stormvejr blev Job af Gud udspurgt om Jorden og havet. (Job 38:1-11) Det var ikke et menneske der bestemte Jordens størrelse eller hjalp med at skabe den. Gud sammenligner Jorden med en bygning og spørger Job: „Hvem har lagt dens hjørnesten?“ Ikke noget menneske! Englene i himmelen så til mens Jehova skabte Jorden — og de glædede sig.

For Gud er havet som et lille barn han billedligt talt svøber i en klædning. Det „brød frem, kom ud af moders skød“. Gud sætter grænser for havet ’som anbragte han det bag slå og døre’, og tidevandet reguleres ved Solens og Månens tiltrækning.

I The World Book Encyclopedia siges der: „Vinden er den primære kraft ved dannelsen af havbølger, fra små krusninger til gigantiske orkanbølger der er over 30 meter høje. . . . Når vinden har lagt sig, fortsætter bølgerne med at bevæge sig hen over havoverfladen, og de kan bevæge sig langt fra deres udgangspunkt. Efterhånden bliver de mere afrundede og længere. Til sidst når de til kystlinjen, hvor de brydes i brændingen.“ Havet adlyder Guds befaling: „Hertil kan du komme og ikke længere, ja, her standser dine stolte bølger.“

Hvem kalder daggryet frem?

Gud spørger nu Job om han kender virkningen af lys og andet skabt. (Job 38:12-18) Intet menneske kan få dag til at følge nat og nat til at følge dag. Morgenlyset griber billedligt set fat om Jordens flige og ryster de ugudelige af. Syndere begår måske uretfærdige handlinger i „skumringen“. (Job 24:15, 16)  Men daggryet tvinger mange onde til at holde inde.

Morgenlyset er som et segl i Guds hånd hvormed han sætter et smukt aftryk på Jorden. Sollyset får mange farver til at træde frem, og kloden synes at blive iklædt en prægtig klædning. Alt det havde Job ikke været medvirkende til, og han havde heller ikke vandret omkring for at udforske dybet og tælle dets rigdomme. Selv i vor tid har forskere kun en begrænset viden om livet i havene!

Hvem har forrådshuse med sne og hagl?

Intet menneske har fulgt lyset eller mørket hjem eller besøgt sneens og haglens forrådshuse, den sne og hagl som Gud „gemmer til kampens og krigens dag“. (Job 38:19-23) Dengang Jehova brugte hagl imod sine fjender ved Gibeon, var „de der døde som følge af haglstenene . . . flere end dem Israels sønner dræbte med sværdet“. (Josua 10:11) Det er muligt at Jehova vil bruge haglsten af en ikke nærmere beskrevet størrelse til at fjerne onde mennesker der ledes af Gog, eller Satan. — Ezekiel 38:18, 22.

I juli 2002 dræbte hagl på størrelse med hønseæg 25 mennesker og sårede yderligere 200 i Henanprovinsen i det centrale Kina. I forbindelse med et haglvejr i 1545 skrev den italienske billedhugger Benvenuto Cellini: „En Dag befandt vi os . . . en Dagsrejse fra Lyon, da det begyndte at tordne med tørre Skrald. . . . Efter Tordenen hørtes der en saa rædselsfuld Larm fra Himlen, at jeg troede, det maatte være Dommedag. Jeg standsede da, og nu begyndte der at falde Hagl uden en Draabe Vand. . . . Haglene var nu som store Citroner. . . . Dette varede et Stykke Tid, og da det var forbi . . . viste vi hinanden de Buler og Kvæstelser, vi havde faaet, men en Miglie [mil] længere fremme konstaterede vi en endnu større Ødelæggelse, end vi selv havde været Vidne til. Den var ubeskrivelig: Træer brækkede eller berøvet deres Løv, Dyrene paa Marken dræbte og mange Hyrder med; vi fandt også Masser af Hagl, man ikke kunne spænde om med to Hænder.“ — Benvenuto Cellinis Levned, side 333.

Hvad vil der ske med Jehovas fjender når han åbner sine forrådshuse med sne og hagl? De vil umuligt kunne undslippe når han bruger naturkræfterne til at gennemføre sin vilje.

Hvem er mester for regn, dug, frost og is?

Som det næste spørger Jehova Job om hvordan det forholder sig med regnen, duggen, frosten og isen. (Job 38:24-30) Det er Jehova der er ophav til regnen, og selv i „en ørken hvor der ikke er mennesker“, strømmer hans velsignelse ned. Intet menneske er ophav eller fader til regnen, isen og frosten.

I Nature Bulletin siges der: „Den mærkværdigste og måske vigtigste egenskab [ved isdannelse] er at vand udvider sig når det fryser  . . . Det lag is der om vinteren dannes og flyder på en sø, gør det muligt for vandplanter og dyr (fisk osv.) at forblive i live i vandet nedenunder. Hvis . . . vandet trak sig sammen og blev mere kompakt når det stivnede, ville isen være tungere end vandet og synke til bunds. Der ville dannes mere og mere is indtil søen var bundfrosset. . . . I jordens koldere egne ville alle floder, søer og endog havene permanent være frosset til.“

Vi har grund til at være taknemmelige for at de store vandmasser ikke fryser helt til, og for at jordens plantevækst konstant holdes i live gennem regnen og duggen som Jehova så viseligt har skabt!

Hvem har fastlagt himmelens love?

Gud spørger nu Job hvad han ved om himmelen. (Job 38:31-33) Stjernebilledet Kima identificeres i almindelighed med Plejaderne (også kaldet Syvstjernen), en stjernehob der ifølge visse kilder indeholder syv større og adskillige mindre stjerner, og som befinder sig cirka 380 lysår fra Solen. Intet menneske kan „binde stjernebilledet Kimas bånd“ og knytte denne gruppe stjerner sammen så de udgør en stjernehob. Mennesker kan heller ikke „løse Kesils lænker“, lænkerne på hvad der menes at være stjernebilledet Orion. Uanset hvad man i dag kalder stjernebillederne Mazzarot og Asj, står det klart at mennesker heller ikke kan styre eller lede disse. Ingen af os kan ændre „himmelens forskrifter“, de love der styrer universet.

Gud har fastlagt lovene for de himmellegemer der har indflydelse på vejret, tidevandet, atmosfæren og selve det at der kan eksistere liv på Jorden. Om Solen siges der for eksempel i The Encyclopedia Americana (1996-udgaven): „Solens stråler tilfører Jorden varme og lys, de bidrager til at planter kan vokse, får vand til at fordampe fra havene og andre vandmasser, spiller en rolle i dannelsen af vinde og er skyld i mange andre funktioner der er altafgørende for livets eksistens på  Jorden.“ Det samme opslagsværk siger: „For helt at forstå den kraft som sollys besidder, behøver man bare at tænke på at al den energi der er i vinde, søer og floder, og al den energi der ligger i naturbrændstoffer som træ, kul og olie, i virkeligheden er lagret sollys på en ganske lille planet [Jorden] der ligger 150 millioner kilometer fra Solen.“

Hvem har lagt visdom i skyerne?

Jehova beder nu Job om at lægge mærke til skyerne. (Job 38:34-38) Vi mennesker kan ikke få blot en enkelt sky til at vise sig og afgive vand. Men vi er fuldstændig afhængige af det vandkredsløb som Skaberen har fastlagt.

Hvad er vandkredsløbet? Et opslagsværk siger: „Vandkredsløbet består af fire forskellige faser: oplagring, fordampning, nedbør og udløb. Vand oplagres midlertidigt på jorden i have, søer og floder, ismasser og gletsjere. Det fordamper fra jordens overflade, kondenseres i skyer, falder tilbage på jorden som nedbør (regn eller sne) og løber til sidst ud i havene eller fordamper og vender tilbage til atmosfæren. Næsten alt vand på jorden har været igennem vandkredsløbet utallige gange.“ — Microsoft Encarta Reference Library 2005.

Regnskyer er som vandkrukker i himmelen. Når Jehova ’vælter’ dem, kan de afgive så meget regn at „støvet bliver flydende . . . og jordknoldene hænger sammen“. Gud kan vælge enten at lade det regne eller at holde regnen tilbage. — Jakob 5:17, 18.

Med regn følger der ofte lyn, men dem kan intet menneske styre. Derimod beskrives lyn som tjenere for Gud der siger: „Her er vi!“ I Compton’s Encyclopedia står der: „Lyn fremkalder væsentlige kemiske forandringer i atmosfæren. Når et lynnedslag bevæger sig gennem luften, udvikles der en enorm varme som forener kvælstof og ilt så de danner nitrater og andre stoffer. Disse stoffer falder til jorden sammen med regnen, og derved fornyr atmosfæren de næringsstoffer som jorden har brug for til at frembringe planter.“ For os er lyns beskaffenhed til dels endnu et mysterium, men sådan er det ikke for Gud.

Skaberværkets undere ærer Gud

Skaberværkets undere er i sandhed til pris for Skaberen. (Åbenbaringen 4:11) Job må have været dybt imponeret over alt det Jehova fortalte ham om Jorden og himmellegemerne i rummet!

De af skaberværkets undere vi her har behandlet, er ikke de eneste Job blev spurgt om og fik en beskrivelse af. Men det vi har behandlet, er tilstrækkeligt til at vi kan sige som Job: „Se, Gud er mere ophøjet end vi kan vide.“ — Job 36:26.

[Kildeangivelse på side 14]

Snefnug: snowcrystals.net

[Kildeangivelser på side 15]

Plejaderne: NASA, ESA og AURA/Caltech; fisk: U.S. Fish & Wildlife Service, Washington, D.C./William W. Hartley