Livsberetning

Jeg fik ’hvad mit hjerte bad om’

FORTALT AF DOMINIQUE MORGOU

Endelig, i december 1998, var jeg i Afrika! En barndomsdrøm var nu blevet til virkelighed. Jeg havde altid været betaget af tanken om Afrikas store, åbne vidder og fascinerende dyreliv. Og nu var jeg der! Samtidig var en anden drøm gået i opfyldelse: Jeg var heltidsforkynder og tjente i et fremmed land. For mange må dette have set ud som en umulighed. Mit syn er nemlig alvorligt svækket, og jeg færdes i de støvede gader i afrikanske landsbyer ved hjælp af en førerhund der er trænet til gaderne i europæiske byer. Men lad mig fortælle hvordan det blev muligt for mig at tjene i Afrika, og om hvordan Jehova gav mig ’hvad mit hjerte bad om’. — Salme 37:4.

JEG er født den 9. juni 1966 i Sydfrankrig. Jeg er den yngste i en søskendeflok på syv — to drenge og fem piger — og vores forældre har givet os alle en kærlig opdragelse. Der hang dog én mørk sky over mit unge liv. Ligesom min mormor, min mor og den ene af mine søstre lider jeg af en arvelig sygdom der til sidst medfører at man bliver fuldstændig blind.

Som teenager oplevede jeg racisme, fordom og hykleri, og det fik mig til at gøre oprør mod samfundet. Det var i denne vanskelige periode at vi flyttede til Hérault-departementet, og dér skete der noget vidunderligt.

En søndag formiddag kom to Jehovas Vidner til vores dør. Min mor kendte dem og inviterede dem ind. Den ene af kvinderne spurgte  mor om hun kunne huske at hun havde sagt ja til at hun engang ville studere Bibelen. Det kunne mor godt huske, og hun spurgte: „Hvornår skal vi gå i gang?“ De aftalte at mødes hver søndag formiddag, og min mor begyndte at lære om „den gode nyheds sandhed“. — Galaterne 2:14.

Ny indsigt

Mor lagde sig virkelig i selen for at forstå og huske det hun lærte. Fordi hun var blind, blev hun nødt til at lære alting udenad. Forkynderne var meget tålmodige med hende. Jeg gemte mig altid på mit værelse når de kom, og først når de var gået, dukkede jeg op igen. Én eftermiddag løb jeg imidlertid på en af forkynderne, Eugénie, og hun talte med mig. Hun fortalte mig at Guds rige vil sætte en stopper for alt hykleri, had og fordom i verden. „Gud er den eneste der har løsningen,“ sagde hun. Hun spurgte om jeg havde lyst til at vide mere. Dagen efter havde vi vores første bibelstudium.

Alt hvad jeg lærte, var nyt for mig. Nu forstod jeg at Gud har gode grunde til midlertidigt at tillade ondskaben på jorden. (1 Mosebog 3:15; Johannes 3:16; Romerne 9:17) Desuden lærte jeg at Jehova ikke lader os være uden håb. Han har givet os et vidunderligt løfte om evigt liv på en paradisisk jord. (Salme 37:29; 96:11, 12; Esajas 35:1, 2; 45:18) I dette paradis vil jeg få mit fulde syn tilbage. — Esajas 35:5.

Jeg begynder i heltidstjenesten

Den 12. december 1985 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben og sluttede mig derved til min søster Marie-Claire, der allerede havde taget dette skridt. Min bror Jean-Pierre fulgte snart efter, og det gjorde min kære mor også.

I den menighed jeg var tilsluttet, var der en del almindelige pionerer, eller heltidsforkyndere. Jeg følte mig meget opmuntret af deres entusiasme og glæde i forkyndelsen. Selv Marie-Claire begyndte i heltidstjenesten, til trods for at hun led af en øjensygdom og gik med benskinne. Den dag i dag er hun stadig til stor åndelig opmuntring for mig. At være omgivet af pionerer i menigheden og i familien hjalp mig til at få et inderligt ønske om selv at begynde i heltidstjenesten. I november 1990 begyndte jeg så at tjene som pioner i byen Béziers. — Salme 94:17-19.

Modløshed overvindes

I forkyndelsen blev jeg hjulpet af andre omsorgsfulde og opmærksomme pionerer. Men alligevel følte jeg mig indimellem modløs på grund af mine begrænsninger og ønskede at jeg kunne gøre noget mere. Jehova holdt mig dog oppe i disse perioder med modløshed. Jeg slog op i Register til Vagttårnets publikationer for at finde livsberetninger fortalt af pionerer der ligesom jeg havde et dårligt syn. Jeg var forbløffet over hvor mange der var! Disse opmuntrende beretninger lærte mig at acceptere mine begrænsninger og være taknemmelig for det jeg var i stand til at gøre.

For at tjene til dagen og vejen gjorde jeg rent i nogle indkøbscentre sammen med andre Jehovas Vidner. En dag lagde jeg mærke til at mine kolleger gik de områder efter som jeg lige havde gjort rent. Det gik op for mig at jeg overså en masse snavs. Jeg henvendte mig til Valérie, den pionersøster der havde ansvaret for vores rengøringshold, og bad hende være ærlig over for mig og fortælle mig om jeg gjorde arbejdet vanskeligt for alle de andre. Hun var meget venlig og lod det være op til mig selv at afgøre hvornår jeg ikke længere kunne klare arbejdet. I marts 1994 opgav jeg mit rengøringsjob.

Igen blev jeg overmandet af en følelse af ikke at du til noget. Jeg bad inderligt til Jehova, og jeg ved at han hørte mine bønner. Også i denne situation var det en stor hjælp for mig at studere Bibelen og de kristne publikationer. Til trods for at mit syn blev stadig svagere, blev  mit ønske om at tjene Jehova stærkere. Hvad kunne jeg gøre?

Først på venteliste — så en hurtig beslutning

Jeg ansøgte om at blive trænet på rehabiliteringscentret for blinde og svagtseende i Nîmes, og efter et stykke tid fik jeg tilsagn om et ophold på tre måneder. Den tid var godt givet ud. Jeg kom til at forstå omfanget af mit handicap og lærte at tilpasse mig det. At være sammen med mennesker der led af forskellige handicap, hjalp mig til virkelig at værdsætte mit kristne håb. Jeg havde i det mindste et mål og kunne gøre noget konstruktivt. Desuden lærte jeg fransk braille.

Da jeg kom hjem, lagde min familie mærke til hvor meget træningen havde hjulpet mig. Der var dog én ting jeg absolut ikke brød mig om, og det var den hvide stok jeg skulle gå med. Jeg havde svært ved at affinde mig med denne „pind“. Det ville være skønt at have en anden hjælp — måske en førerhund.

Jeg udfyldte en ansøgning om at få en hund, men fik at vide at der var en lang venteliste. Desuden skulle bureauet først foretage en undersøgelse, da der er visse krav man skal opfylde for at få en førerhund. En dag fortalte en kvinde som er med til at lede en forening for blinde, at en lokal tennisklub ville donere en førerhund til en blind eller svagtseende i vores område. Hun sagde at hun havde tænkt på mig. Ville jeg tage imod tilbuddet? Jeg så det som en hjælp fra Jehova og tog imod det venlige tilbud. Men det ville vare nogen tid inden jeg fik hunden.

Tankerne kredser stadig om Afrika

Mens jeg ventede på førerhunden, rettede jeg opmærksomheden mod noget andet. Som tidligere nævnt har jeg lige siden jeg var barn, været dybt interesseret i Afrika. På trods af mit svækkede syn var denne interesse stærkere end  nogen sinde, ikke mindst efter at jeg havde fundet ud af at mange i Afrika er interesserede i Bibelen og i at tjene Jehova. Nogen tid forinden havde jeg henkastet sagt til Valérie at jeg godt kunne tænke mig at rejse en tur til Afrika. Jeg spurgte nu om hun kunne tænke sig at rejse med mig. Det sagde hun ja til, og vi skrev til flere af Jehovas Vidners fransktalende afdelingskontorer i Afrika.

Der kom svar fra Togo. Spændt bad jeg Valérie om at læse brevet højt for mig. Det var meget opmuntrende, så Valérie sagde: „Tja, hvorfor ikke tage af sted?“ Efter at have skrevet frem og tilbage med brødrene på afdelingskontoret blev jeg sat i forbindelse med Sandra, en pionersøster i hovedstaden, Lomé. Vi fastsatte vores afrejsedato til den 1. december 1998.

Hvor var alting bare anderledes og pragtfuldt her! Da vi var landet i Lomé og steg ud af flyet, mærkede vi den afrikanske hede omslutte os som et tæppe. Sandra var der for at tage imod os. Selvom vi aldrig havde set hinanden før, følte vi os lige med det samme som gamle venner. Kort før vi kom, var Sandra og hendes makker, Christine, blevet udnævnt som specialpionerer i Tabligbo, en lille by i det indre af landet. Nu fik vi den forret at følges med dem til deres nye distrikt. Vi blev i omkring to måneder, og da vi tog af sted, vidste jeg at jeg ville komme igen.

Skønt at være tilbage

Da jeg kom til Frankrig, begyndte jeg straks at lægge planer for min anden rejse til Togo. Med min families hjælp og støtte lykkedes det mig at få det arrangeret sådan at jeg kunne være væk i seks måneder. I september 1999 var jeg så igen om bord på et fly med kurs mod Togo. Men denne gang rejste jeg alene. Det er ikke svært at forestille sig hvordan min familie havde det da de så mig tage alene af sted til trods for mit handicap! Men der var ingen grund til bekymring. Jeg forsikrede mine forældre om at mine venner, der allerede var blevet som en familie for mig, ville være i Lomé og tage imod mig når jeg ankom.

Det var skønt at være tilbage i et område hvor så mange mennesker interesserer sig for Bibelen! Det er ikke usædvanligt at folk står på gaden og læser i Bibelen. I Tabligbo kalder folk ligefrem på én for at få en bibelsk samtale. Og det var en kæmpe forret at bo sammen med to specialpionersøstre i deres beskedne bolig! Jeg lærte en anden kultur at kende og en anden måde at betragte tingene på. Først og fremmest lagde jeg mærke til at vore kristne brødre og søstre i Afrika virkelig sætter Rigets interesser først i deres liv. For eksempel skal mange gå meget langt for at komme til rigssalen, men det hindrer dem ikke i at overvære møderne. Jeg lærte også meget af deres begejstring og gæstfrihed.

En dag da jeg kom hjem fra forkyndelsen, betroede jeg Sandra at jeg var nervøs for at vende tilbage til Frankrig. Mit syn var blevet yderligere svækket. Jeg tænkte på de  befærdede og larmende gader i Béziers, på trapperne i boligblokkene og på så mange andre ting der gør livet vanskeligt for en der ser dårligt. Gaderne i Tabligbo var helt anderledes: Selvom de ikke var asfalterede, var de meget rolige — her var intet menneskemylder og ikke særlig meget trafik. Hvordan ville jeg mon klare mig i Frankrig nu hvor jeg var blevet vant til Tabligbo?

To dage senere ringede min mor og fortalte mig at skolen for førerhunde ventede mig. En ung labradorretriever der hed Océane, var klar til at blive mine „øjne“. Endnu en gang blev mine behov dækket og mine bekymringer drevet på flugt. Efter seks måneders glad tjeneste i Tabligbo var jeg på vej tilbage til Frankrig for at møde Océane.

Efter adskillige måneders træning blev Océane overgivet i min varetægt. Til at begynde med var det ikke nemt. Vi skulle lære at forstå hinanden. Men lidt efter lidt gik det op for mig hvor meget jeg behøvede Océane. Ja, faktisk er Océane nu blevet en del af mig. Hvordan reagerede folk i Béziers når de så mig komme til deres dør med en hund? Jeg mødte stor respekt og venlighed. Océane blev nabolagets „helt“. Eftersom mange mennesker føler sig lidt ilde til mode i selskab med en der er handicappet, hjalp dét at have en hund mig til at tale om mit handicap på en naturlig måde. Det fik folk til at slappe af og lytte til mig. Ja, Océane blev faktisk den bedst tænkelige hjælp til at indlede samtaler.

I Afrika med Océane

Jeg havde ikke glemt Afrika og begyndte nu at lægge planer for min tredje rejse. Denne gang kom Océane med. Jeg fik også følgeskab af et ungt ægtepar, Anthony og Aurore, og af min veninde Caroline — alle pionerer ligesom jeg. Den 10. september 2000 ankom vi til Lomé.

Til at begynde med var folk bange for Océane. Der var kun få i Lomé der havde set så stor en hund før, for de fleste hunde i Togo er små. Når folk så hendes hundesele, troede nogle at hun var et arrigt dyr der skulle styres med hård hånd. Det fik Océane til at gå i forsvarsposition, klar til at beskytte mig mod alt hvad hun opfattede som en trussel. Alligevel følte Océane sig snart hjemme i det nye miljø. Når hun har selen på, er hun på arbejde — disciplineret, ansvarsbevidst, tæt ved min side. Men når hun får den af, er hun legesyg og nogle gange endda fræk. Vi har en masse sjov sammen.

Vi blev alle inviteret til at bo hos Sandra og Christine i Tabligbo. For at hjælpe de lokale brødre og søstre til at vænne sig til Océane inviterede vi dem på besøg og forklarede dem hvad en førerhunds opgave er, hvorfor jeg havde behov for sådan en, og hvordan de skulle reagere over for hende. De ældste i menigheden syntes at det var en god idé at Océane kom med i rigssalen. Eftersom dette var ganske usædvanligt i Togo, blev der bragt en meddelelse hvor man fortalte menigheden om ordningen. Hvad forkyndelsen angik, kom Océane kun med mig på genbesøg og når jeg ledede bibelstudier — situationer hvor man lettere ville kunne forstå hvorfor hun var med.

Det er et dejligt distrikt at forkynde i. Jeg blev altid rørt over hvor venlige og betænksomme folk var, og over hvor hurtige de var til at vise det i handling, for eksempel ved at sørge for en stol til mig. I oktober 2001 rejste min mor med mig på min fjerde rejse til Togo. Efter tre uger vendte hun tilbage til Frankrig, glad og beroliget over at jeg havde det godt.

Jeg er Jehova dybt taknemmelig for at jeg har været i stand til at tjene i Togo. Jeg har tillid til at Jehova vil fortsætte med at give mig ’hvad mit hjerte beder om’, mens jeg bruger alt hvad jeg har, i tjenesten for ham. *

[Fodnote]

[Illustrationer på side 10]

Jeg havde altid været betaget af tanken om Afrikas store, åbne vidder og fascinerende dyreliv

[Illustration på side 10]

Océane kom med mig på genbesøg

[Illustration på side 11]

De ældste syntes det var en god idé at jeg tog Océane med til møderne