Spørgsmål fra læserne

Kan en kristen give en funktionær penge eller en anden gave for en tjenesteydelse, eller må det betragtes som bestikkelse?

Kristne søger at handle med praktisk visdom når de skal løse specielle problemer, idet de gør sig klart at hvad der er acceptabelt og lovligt i ét land, kan være uacceptabelt og ulovligt i et andet. (Ordsprogene 2:6-9) En kristen må naturligvis altid huske på at den der vil „gæste [Jehovas] telt“, ikke kan gøre brug af bestikkelse. — Salme 15:1, 5; Ordsprogene 17:23.

Hvad er bestikkelse? Et leksikon, The World Book Encyclopedia, giver denne definition: „At bestikke er at give eller tilbyde noget af værdi til en person i en betroet stilling, i forventning om at denne da vil overtræde loven eller sine beføjelser på en måde der vil gavne giveren.“ Så uanset hvor man bor, er det bestikkelse at give penge eller en anden gave til en dommer eller politibetjent for at de skal omgå loven, eller til en autoriseret inspektør for at han skal lukke øjnene for en defekt ved for eksempel en bygning eller en bil eller se bort fra en overtrædelse af loven. Det er også bestikkelse at give en gave for at ville opnå et fortrin, for eksempel at blive rykket længere frem i en kø eller på en liste med navne på nogle der er skrevet op til et eller andet. En sådan fremgangsmåde ville også røbe mangel på næstekærlighed. — Mattæus 7:12; 22:39.

Men er det bestikkelse at give en gave eller penge til en tjenestemand for at få vedkommende til at yde en service som man lovligt har krav på, eller for at undgå en unfair behandling? I nogle lande er der offentligt ansatte som ikke vil indskrive et barn i skolen, indlægge en patient på hospitalet eller stemple immigrationspapirer før de har modtaget en gave. Eller de trækker behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse eller noget andet i langdrag hvis ikke de får noget „under bordet“ for det.

Indstillingen til sådanne gaver og hvordan og hvor meget man giver, varierer fra sted til sted. Hvor det er sædvane og noget man forventer, synes nogle kristne at så længe det er inden for lovens rammer, er det ikke en overtrædelse af de bibelske principper at give en offentligt ansat penge for at gøre sin pligt. I nogle lande betragter man endda sådanne gaver som et legitimt supplement til modtagerens i forvejen lave indkomst. Der er således forskel på at give en gave for en tjeneste der ligger inden for lovens rammer, og at give en gave som bestikkelse for at opnå noget som er klart ulovligt.

På den anden side er der Jehovas Vidner som af princip ikke giver pengegaver til offentlige inspektører, toldkontrollører og andre, selv hvor det er kutyme. Men på grund af at Jehovas Vidner er kendt lokalt for at de er ærlige, og for at de indtager dette standpunkt af samvittighedsgrunde, får de undertiden en behandling som de fleste kun får fordi de betaler for det. — Ordsprogene 10:9; Mattæus 5:16.

Som konklusion kan vi sige at enhver tjener for Jehova selv må tage stilling til om han eller hun vil give drikkepenge for at få en service som man er berettiget til, eller for at undgå en unfair behandling. Først og fremmest bør man handle på en sådan måde at man har en god samvittighed, ikke bringer skam over Jehovas navn og ikke volder andre anstød. — Mattæus 6:9; 1 Korinther 10:31-33; 2 Korinther 6:3; 1 Timoteus 1:5.