Kan man give Gud skylden for vores problemer?
Kan man give Gud skylden for vores problemer?
DA MARIONS voksne datter fik en alvorlig hjerneskade, gjorde Marion hvad mange andre ville have gjort. * Hun bad Gud om hjælp. „Jeg kan ikke huske at jeg nogen sinde har følt mig så hjælpeløs og alene,“ siger hun. Senere forværredes datterens tilstand, og Marion begyndte at tvivle på Gud. „Hvorfor skulle det ske?“ spurgte hun. Hun kunne ikke forstå hvordan en kærlig og omsorgsfuld Gud kunne svigte hende.
Den måde Marion reagerede på, er langt fra et særtilfælde. Mange mennesker verden over har følt at Gud har svigtet dem når de har haft allermest brug for ham. „Jeg har stadig svært ved at forstå hvorfor Gud lod det ske,“ siger en kvinde ved navn Lisa efter at hendes barnebarn var blevet myrdet. „Jeg har ikke fuldstændig mistet troen på Gud, men den er ikke så stærk som før.“ En kvinde der blev ramt af en meningsløs tragedie i forbindelse med sin lille søn, siger ligeledes: „Gud trøstede mig ikke efter det der var sket. Han har ikke vist mig noget tegn på medfølelse.“ Hun tilføjer: „Jeg kan aldrig tilgive Gud.“
Andre er bitre på Gud på grund af det de ser i verden omkring dem. De ser stor fattigdom og sult, desperate krigsflygtninge, et utal af børn der er forældreløse på grund af aids, og millioner af mennesker som er ramt af andre sygdomme. I lyset af disse og lignende tragedier bebrejder de Gud fordi han tilsyneladende forholder sig passiv.
Sandheden er imidlertid at man ikke kan give Gud skylden for de problemer der plager menneskeheden. Der er endog fornuftige grunde til at tro at Gud snart vil gøre ende på de lidelser som har ramt den menneskelige familie. Den næste artikel kommer ind på at Gud virkelig har omsorg for os.
[Fodnote]
^ par. 2 Navnene er ændret.