Lægger Jehova mærke til det du gør?

HVORDAN vil du besvare det spørgsmål? Mange vil nok sige: ’Jeg tror at Gud lagde mærke til hvad mænd som Moses, Gideon og David udrettede, men jeg tvivler på at han er interesseret i noget af det jeg kan gøre. Jeg er langt fra nogen Moses, Gideon eller David.’

Det er sandt at nogle af Guds trofaste tjenere på Bibelens tid udførte usædvanlige gerninger der udsprang af tro. De ’nedkæmpede riger, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt og undslap sværds æg’. (Hebræerne 11:33, 34) Men der var andre der viste deres tro på knap så iøjnefaldende måder, og i Bibelen forsikres vi om at Gud også lagde mærke til det de gjorde. Det kan belyses med nogle eksempler, og i det følgende vil vi se nærmere på hvad en hyrde, en profet og en enke udrettede.

En hyrde bringer et offer

De fleste husker at Adam og Evas anden søn, Abel, døde som martyr, noget som sikkert kun de færreste af os vil komme ud for. Og dog var det første Gud lagde mærke til i forbindelse med Abel, noget andet.

En dag tog Abel nogle af de bedste dyr fra sin hjord og bragte Gud et offer. I dag vil nogle måske mene at hans offergave var ret beskeden, men Jehova lagde mærke til den og betragtede den med velvilje. Men det var ikke alt. Næsten fire tusind år senere inspirerede Jehova apostelen Paulus til at skrive om dette offer i Hebræerbrevet. På trods af at der var gået så mange år, havde Gud ikke glemt det beskedne offer Abel havde bragt. — Hebræerne 6:10; 11:4.

Bibelen oplyser ikke noget om hvad der fik Abel til at bringe et dyreoffer, men han har sikkert tænkt over hvilken slags offer han skulle bringe. Eftersom han var hyrde, er det ikke overraskende at han valgte nogle dyr fra sin hjord. Læg dog mærke til at han gav det bedste han ejede — de „fede stykker“. (1 Mosebog 4:4.) Det er også muligt at han har funderet over Jehovas ord til slangen i Edens have: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15; Åbenbaringen 12:9) Selv om Abel ikke forstod hvem „kvinden“ og hendes „afkom“ var, har han måske indset at når kvindens afkom ville få ’hælen knust’, betød det at der måtte udgydes blod. Han har sikkert forstået at et levende væsen var det mest dyrebare han kunne give. Under alle omstændigheder var det offer han bragte, meget passende.

I dag bringer kristne, ligesom Abel, ofre til Gud. De bringer ikke førstefødte fra en hjord, men et „lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender [Guds] navn“. (Hebræerne 13:15) Vi bekender offentligt med vore læber når vi fortæller andre om vores tro.

 Vil du gerne forbedre kvaliteten af det offer du bringer? Tænk da nøje over følgende spørgsmål: ’Hvilke behov har dem der bor i mit distrikt? Hvad bekymrer dem? Hvad interesserer de sig for? Hvilke sider af Bibelens budskab vil tale netop til dem?’ Mens du forkynder, kan du i tankerne gennemgå hvordan besøgene er forløbet for at blive endnu bedre til at fremholde budskabet. Når du taler om Jehova, bør du tale med overbevisning og fra hjertet. Så bliver dit offer et „lovprisningsoffer“ af høj kvalitet.

En profet forkynder for døve øren

Lad os nu se på eksemplet med profeten Enok. Han har måske været det eneste vidne for Jehova på sin tid. Er du, ligesom Enok, den eneste i din familie der trofast tjener Jehova? Er du den eneste i din klasse eller på din arbejdsplads der lever efter Bibelen? Hvis det er tilfældet, er du sikkert udsat for et stort pres. Dine venner, slægtninge, klassekammerater eller kolleger forsøger måske ihærdigt at få dig til at gøre noget der vil være en overtrædelse af Guds love. Det kan være at de siger: „Der er ingen der får det at vide. Vi skal nok lade være med at sige det til nogen.“ De hævder måske at det er dumt af dig at tage Bibelens moralnormer alvorligt, og at Gud slet ikke interesserer sig for det du gør. Det irriterer dem at du ikke tænker og opfører dig som dem, og derfor gør de måske alt hvad de kan, for at få dig til at give efter.

Det er ikke let at klare et sådant pres, men det er heller ikke umuligt. Tænk på Enok, den syvende i rækken fra Adam. (Judas 14) Da Enok blev født, havde de fleste mistet al moralsk sans. Deres tale var skamløs og deres opførsel „chokerende“. (Judas 15) Den måde folk opførte sig på dengang, ligner meget folks opførsel i dag.

Det kunne derfor være interessant at vide hvordan Enok kunne modstå dette pres. Selv om Enok sandsynligvis har været den eneste der tilbad Jehova dengang, var han aldrig alene. Enok vandrede nemlig med Gud. — 1 Mosebog 5:22.

Det vigtigste for Enok var at glæde Gud. Han vidste at det at vandre med Gud ikke blot betød at han skulle leve et moralsk rent liv. Jehova forventede også at han skulle forkynde. (Judas 14, 15) Det var nødvendigt at folk blev advaret om at Gud havde lagt mærke til deres ugudelige gerninger. Enok blev ved med at vandre med Gud i over 300 år — meget længere end nogen af os har holdt ud — og han vandrede med Gud lige til sin død. — 1 Mosebog 5:23, 24.

Ligesom Enok har vi også fået befaling til at forkynde. (Mattæus 24:14) Foruden at vi forkynder fra hus til hus, prøver vi at fortælle slægtninge, forretningsforbindelser og klassekammerater om den gode nyhed. Men nogle gange tøver vi måske med at sige noget. Sker det også for dig? Da fortvivl ikke, men efterlign i stedet de første kristne, og bed Gud om frimodighed. (Apostelgerninger 4:29) Glem ikke at så længe du vandrer med Gud, er du aldrig helt alene.

En enke tilbereder et måltid mad

Bibelen fortæller om en enke der levede i det 10. århundrede før vor tidsregning i byen Zarepta. Hun var ikke israelit, og vi kender ikke hendes navn. Men den bibelske beretning siger at hun to gange blev belønnet fordi hun tilberedte et ganske enkelt måltid mad. Ved slutningen af en lang periode med tørke og hungersnød var enkens forråd næsten  sluppet op. Hun havde kun en håndfuld mel og lidt olie, lige nok til at tilberede et sidste måltid til sig selv og sin søn.

Så ankom en gæst, nemlig profeten Elias. Han spurgte enken om hun ville dele sin sparsomme mad med ham. Enken og hendes søn havde knap nok mad til sig selv, så hun kunne ikke undvære noget til gæsten. Men Elias forsikrede hende om at Jehova havde sagt at hvis hun delte sin mad med ham, ville hverken hun eller hendes søn komme til at sulte. Det krævede tro at stole på at Gud ville lægge mærke til en fremmed enke som hende. Men hun troede på Elias’ ord og blev belønnet af Jehova. „Melet i krukken slap ikke op, og der manglede ikke olie i dunken, i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt ved Elias.“ Kvinden og hendes søn fik hver dag noget at spise indtil hungersnøden var ovre. — 1 Kongebog 17:8-16.

Nogen tid efter det første mirakel blev enken belønnet endnu engang. Da hendes elskede søn blev syg og døde, fik Elias inderligt ondt af hende og bønfaldt derfor Jehova om at give drengen livet igen. (1 Kongebog 17:17-24) Det er første gang Bibelen taler om at nogle skulle oprejses fra de døde, så det ville kræve et mirakel der aldrig før havde fundet sted. Ville Jehova endnu engang vise denne fremmede kvinde barmhjertighed? Ja, Jehova gav Elias kraft så han kunne give drengen livet igen. Jesus sagde senere om denne begunstigede kvinde: „Der var mange enker i Israel . . . dog blev Elias ikke sendt til en eneste af dem, men derimod til en enke i Zarepta i Zidons land.“ — Lukas 4:25, 26.

I dag er de økonomiske forhold usikre, selv i de industrialiserede lande. Store virksomheder har afskediget ansatte der har arbejdet trofast for dem i mange år. På grund af den udbredte arbejdsløshed kan en kristen føle sig fristet til at bruge uforholdsmæssigt meget tid på sit arbejde i håb om at virksomheden vil beholde ham. Det kan betyde at han næsten ikke får tid til at overvære de kristne møder, deltage i forkyndelsen eller tage sig af sin families følelsesmæssige og åndelige behov. Alligevel føler han sig nødsaget til at beholde arbejdet næsten uanset omkostningerne.

Hvis man som kristen befinder sig i en sådan vanskelig økonomisk situation, er der ikke noget at sige til at man er bekymret, for det er svært at finde arbejde nu om dage. Desuden arbejder de fleste af os ikke for at blive rige, men for at skaffe mad på bordet. Men apostelen Paulus minder os om at Gud har sagt: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ Vi kan derfor tillidsfuldt sige: „Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?“ (Hebræerne 13:5, 6) Paulus turde basere hele sit liv på dette løfte, og Jehova tog sig altid af ham. Gud vil også tage sig af os hvis vi ikke forlader ham.

Vi føler måske at vi aldrig vil kunne udrette noget der svarer til de bedrifter som gudfrygtige tjenere som Moses, Gideon, og David udførte. Men vi kan efterligne deres tro og tænke på at Abel, Enok og enken fra Zarepta lod deres tro komme til udtryk på en måde der måske ikke var så opsigtsvækkende. Jehova er interesseret i alle gerninger der udspringer af tro — også dem der kommer til udtryk i det små. Jehova lægger mærke til når en gudfrygtig skoleelev nægter at tage imod stoffer fra en kammerat, når en kristen på sin arbejdsplads afviser seksuelle tilnærmelser eller når ældre Jehovas Vidner trofast overværer møderne trods træthed og dårligt helbred. Og det  er ikke bare noget han bemærker, det er også noget der glæder ham! — Ordsprogene 27:11.

Lægger du mærke til hvad andre gør?

Jehova lægger altså mærke til det vi gør. Som Guds efterlignere bør vi også være opmærksomme på det andre gør. (Efeserne 5:1) Hvorfor ikke tænke lidt nærmere over de vanskeligheder dine trosfæller må overvinde for at kunne overvære menighedens møder, deltage i forkyndelsen eller blot få dagligdagen til at hænge sammen.

Fortæl dine trosfæller at du sætter pris på de anstrengelser de gør sig. De vil blive glade for at du viser dem interesse og lægger mærke til deres indsats, og det kan være med til at forsikre dem om at Jehova også lægger mærke til det de gør.