Hvor vigtig er loyal hengivenhed?

„DET attråværdige hos et menneske er dets loyale hengivenhed,“ står der i Bibelen. (Ordsprogene 19:22) Det er altid tiltalende at se udtryk for hengivenhed der udspringer af loyalitet. Når der i Bibelen tales om at nogle viser loyal hengivenhed, drejer det sig ofte om nogle der i forvejen har et godt forhold til hinanden. I mange tilfælde fremkaldes loyal hengivenhed af at man selv er blevet venligt behandlet.

Kong Joasj af Juda udviste ikke denne attråværdige egenskab. Han stod i stor taknemmelighedsgæld til sin faster og til sin onkel Jojada. Endnu inden Joasj var et år gammel, gjorde hans onde farmor sig til dronning og dræbte alle hans brødre, som var potentielle arvinger til tronen. Det lykkedes hende dog ikke at dræbe den lille Joasj, som onklen og fasteren omhyggeligt holdt skjult. Imens sørgede de for at han blev undervist i Guds lov. Da Joasj var syv år gammel, brugte hans onkel sin myndighed som ypperstepræst til at henrette den onde dronning og sætte Joasj på tronen. — 2 Krønikebog 22:10–23:15.

Den unge Joasj var en god konge indtil sin onkels død, men derefter forfaldt han til afgudsdyrkelse. Gud sendte så Zekarja, som var søn af Jojada, for at advare Joasj om følgerne af hans frafald. Joasj lod Zekarja stene. Det var en chokerende og meget illoyal handling mod en familie som han skyldte så meget. — 2 Krønikebog 24:17-21.

Bibelen siger: „Kong Joasj huskede ikke den loyale hengivenhed som hans fader Jojada havde vist ham, men dræbte hans søn.“ Idet Zekarja døde, sagde han: „Måtte Jehova se det og kræve til regnskab.“ I overensstemmelse med Zekarjas ord blev Joasj meget syg og myrdet af sine egne tjenere. — 2 Krønikebog 24:22-25.

Frem for at ende som kong Joasj vil alle der lytter til følgende råd, få en lykkelig fremtid: „Lad ikke loyal hengivenhed og sandfærdighed forlade dig . . . og du vil finde yndest . . . i både Guds og menneskers øjne.“ — Ordsprogene 3:3, 4.