Har det onde sejret?

IDÉEN om en universel kamp mellem onde og gode magter har i tidens løb givet anledning til mange spekulationer blandt skribenter og filosoffer. Der er imidlertid en bog som indeholder en nøjagtig historisk beretning om kampen mellem Jehova Gud og Satan Djævelen. Det er Bibelen, som kaster lys over de spørgsmål der blev rejst i forbindelse med denne konflikt, og som hjælper os til at afgøre hvem der er den sejrende part.

Kort efter at den første mand og kvinde var blevet skabt, udfordrede en usynlig åndeskabning, Satan, Guds herredømme. Hvordan? Ved underfundigt at antyde at Gud forholdt sine skabninger noget godt, og at menneskene ville have det bedre hvis de var uafhængige af ham. — 1 Mosebog 3:1-5; Åbenbaringen 12:9.

Senere, på patriarken Jobs tid, fremsatte Satan endnu en beskyldning. I et forsøg på at bryde Jobs loyalitet over for Gud sagde Satan: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ (Job 2:4) Det var en grov påstand. Ved at bruge det generelle udtryk „et menneske“ i stedet for navnet Job skabte Satan tvivl om hvert eneste menneskes loyalitet over for Gud. Han påstod i realiteten at et menneske ville gøre alt for at redde sit liv. Han hævdede at hvis han fik muligheden for det, kunne han vende hvert eneste menneske væk fra Gud.

Hvem der bliver den sejrende part i kampen mellem Gud og Djævelen fremgår af svaret på to spørgsmål: Er mennesker i stand til selv at styre og opnå et godt resultat? Og er det lykkedes Djævelen at vende hvert eneste menneske væk fra den sande Gud?

Er mennesker i stand til selv at styre og opnå et godt resultat?

I tusinder af år har mennesker eksperimenteret med forskellige slags regeringer. Op gennem historien har man forsøgt sig med så godt som enhver styreform, monarki, aristokrati, demokrati, enevælde, fascisme og kommunisme. Den kendsgerning at der har været et konstant behov for at eksperimentere, er i sig selv et vidnesbyrd om hvor utilstrækkelige disse regeringsformer er.

Historikeren H.G. Wells skriver: „Næsten uden at vide af det var Romerne blevet inddraget i et uhyre administrativt Eksperiment. . . . Det var i stadig Forvandling og naaede aldrig nogen fast Form. Paa een Maade kan [det administrative eksperiment] siges at være slaaet fejl. Paa en anden Maade er det endnu ufuldført, og Europa og Amerika søger stadig den Dag i Dag at løse de verdenspolitiske Vanskeligheder, som Romerne først af alle blev stillet overfor.“ — Verdens Historie, oversat af Merete Christensen og Aage Marcus, København 1930, s. 171, 172.

Denne eksperimenteren med styreformer er fortsat i hele det 20. århundrede. Ved dets afslutning havde demokratiet fået mere vind i sejlene end nogen sinde før. I teorien inddrager demokratiet alle i statsstyret. Men har demokratiet vist at mennesker kan styre uafhængigt af Gud og opnå et godt resultat? Jawaharlal Nehru, Indiens tidligere premierminister, sagde at demokratiet var godt, men tilføjede så: „Jeg siger dette fordi andre styreformer er dårligere.“ Den forhenværende franske præsident Valéry Giscard d’Estaing har udtalt: „Vi er vidner til en krise i det repræsentative demokrati.“

 Helt tilbage i det femte århundrede før vor tidsregning gjorde den græske filosof Platon opmærksom på en skavank ved demokratiet. Ifølge bogen A History of Political Theory beklagede han sig over „politikernes uvidenhed og inkompetence, hvilket er en forbandelse der hviler over demokratierne“. Mange nuværende politikere klager over mangelen på kvalificerede emner til regeringsposter. Folk „er misfornøjede med at deres ledere virker små midt i en tid med store problemer,“ siger avisen The Wall Street Journal. Videre står der: „De er lede og kede af den ubeslutsomhed og korruption de møder når de søger efter ledelse.“

Lad os betragte kong Salomons styre i fortidens Israel. Jehova Gud havde givet Salomon en bemærkelsesværdig visdom. (1 Kongebog 4:29-34) Hvordan var forholdene i nationen Israel under Salomons 40 år lange regeringstid? „Juda og Israel var talrige,“ siger Bibelen, „så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig.“ Videre læser vi i beretningen: „Juda og Israel boede trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’er-Sjeba, alle Salomons dage.“ (1 Kongebog 4:20, 25) Israelitterne oplevede en usædvanlig stabilitet, fremgang og glæde fordi de havde en vís konge over sig som den synlige repræsentant for den usynlige øverste Hersker, Jehova Gud.

Viser det ikke at der er en stor kontrast mellem Guds og menneskers styre? Kan man da sige at Satan har vundet i spørgsmålet om hvem der er den retmæssige hersker? Nej, som profeten Jeremias så rigtigt siger: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

Kan Satan vende alle mennesker væk fra Gud?

Har Satan haft ret i sin påstand om at han kan vende alle væk fra Gud? I kapitel 11 i Hebræerbrevet opremser apostelen Paulus et stort antal trofaste mænd og kvinder fra førkristen tid og siger videre: „Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David såvel som Samuel og de andre profeter.“ (Hebræerne 11:32) Paulus omtaler disse loyale tjenere for Gud som ’en stor sky af vidner’. (Hebræerne 12:1) Det græske ord han her brugte, beskriver ikke en skarpt afgrænset sky af en bestemt størrelse og form. I stedet anvendte han et ord der „betegner en skyagtig, formløs masse“. Dette er et passende billede, da fortidens trofaste tjenere for Gud var så talrige at de kunne sammenlignes med en skymasse. Ja, i århundredernes løb har utallige mennesker valgt at bruge deres frie vilje til trofast at tjene Jehova Gud. — Josua 24:15.

Hvordan forholder det sig i vor tid? På trods af den stærke forfølgelse og modstand  Jehovas Vidner har været udsat for i det tyvende århundrede, udgør de nu over seks millioner i hele verden. Omkring 9 millioner andre har tilknytning til Jehovas Vidner, og mange af dem er i færd med at opdyrke et nært forhold til Gud.

Ingen kunne give et bedre svar på Satans påstand om at han kan vende alle mennesker væk fra Jehova, end Guds egen søn, Jesus Kristus. Selv ikke ulidelige pinsler på en marterpæl fik ham til at bryde sin loyalitet over for Gud. Lige inden Jesus udåndede, råbte han: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ — Lukas 23:46.

Satan gør brug af alt hvad der er i hans magt — lige fra fristelser til direkte forfølgelse — for at bevare kontrollen over menneskene. I sit forsøg på enten at holde dem borte fra Jehova eller lokke dem væk fra ham frister han dem gennem „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“. (1 Johannes 2:16) Satan har også „forblindet de ikketroendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem“. (2 Korinther 4:4) Og Satan viger ikke tilbage for at ty til trusler og at udnytte menneskefrygt for at nå sit mål. — Apostelgerninger 5:40.

De som er på Guds side, er dog ikke blevet overvundet af Djævelen. De har lært Jehova Gud at kende og ’elsker ham af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og af hele deres sind’. (Mattæus 22:37) Ja, den urokkelige loyalitet som Jesus og utallige andre har vist, er i sig selv et nederlag for Satan Djævelen.

Hvad vil fremtiden bringe?

Vil menneskers eksperimenteren med selv at styre fortsætte i det uendelige? Læg mærke til hvad profeten Daniel har forudsagt: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ (Daniel 2:44) Det rige som himmelens Gud opretter, er en himmelsk regering under ledelse af Jesus Kristus. Det er det samme rige som Jesus lærte sine disciple at bede om. (Mattæus 6:9, 10) Guds rige vil udslette alle jordiske regeringer i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ og vil øve indflydelse på hele jorden. — Åbenbaringen 16:14, 16.

Hvad venter der Satan? Det beskrives således i Bibelen: „[En af Jehovas engle] greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende.“ (Åbenbaringen 20:1-3) Først efter at Satan er blevet kastet i uvirksomhedens afgrund, vil Jesu Kristi tusindårsrige begynde.

Til den tid vil det være dejligt at leve på jorden. Alt det onde og de der var årsag til det, vil være borte. Bibelen giver dette løfte: „De onde udryddes . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:9-11) Ingen — hverken mennesker eller dyr — vil true freden. (Esajas 11:6-9) Selv de millioner som i tidens løb ikke har haft mulighed for at lære Jehova at kende, og som derfor ubevidst har støttet Satan, vil få livet igen og blive oplært af Gud. — Apostelgerninger 24:15.

Ved slutningen af tusindårsriget vil der herske paradisiske forhold på jorden, og menneskene vil have opnået fuldkommenhed. Dernæst vil Satan blive løst i „en kort tid“, men kun for derefter at blive udslettet for evigt sammen med alle dem der modstår Guds herredømme. — Åbenbaringen 20:3, 7-10.

Hvad vælger du?

I det 20. århundrede har Satan forvoldt stor ødelæggelse på jorden. Forholdene er  dog ikke et vidnesbyrd om at han har vundet, men snarere et tegn på at vi lever i de sidste dage af denne onde verden. (Mattæus 24:3-14; Åbenbaringen 6:1-8) Det er hverken ondskabens omfang på jorden eller flertallets syn på sagen der tæller når man skal afgøre hvem der er den sejrende part. Det afgørende er om det er Guds eller Satans måde at styre på der er den bedste, og om nogen har valgt at tjene Gud af kærlighed. Kendsgerningerne viser at det er Jehova der er sejrherren.

Hvis den tid der er gået, allerede har vist at Satan har uret, hvorfor tillader Gud da ondskaben at fortsætte? Han viser tålmodighed „da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Han ønsker „at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Det vil derfor være klogt at bruge den resterende tid til at studere Bibelen for at ’lære den eneste sande Gud, og den som han har udsendt, Jesus Kristus, at kende’. (Johannes 17:3) Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig til at få denne kundskab så du kan slutte dig til de millioner der står på sejrherrens side.

[Illustrationer på side 5]

Jehovas Vidners loyalitet over for Gud er i sig selv et nederlag for Satan

[Illustration på side 7]

Mange har loyalt stillet sig på Jehovas side