Små mennesker — stor kraft

HVORDAN tror du det er at gå rundt og tale med fremmede om Guds rige når man kun er 76 centimeter høj? Det ved Laura. Hun er 33 år gammel, men er kun 76 centimeter høj. Hun og hendes søster, María, som er 24 år gammel og 86 centimeter høj, bor i Quito i Ecuador. Vi vil lade dem selv fortælle om de problemer de møder i deres kristne tjeneste.

„For at komme ud i vores distrikt og til de kristne møder går vi cirka en halv kilometer for at komme hen til bussen. Fra det stoppested hvor vi stiger af, går vi så en halv kilometer til for at komme hen til en anden bus. Der er uheldigvis fem bidske hunde på denne strækning. Vi er meget bange for hunde, da de for os virker lige så store som heste. I det tilfælde at vi må værge for os, medbringer vi en stok, som vi gemmer et sted inden vi stiger på bussen, så vi kan bruge den igen på hjemvejen.

Det er bogstavelig talt et stort skridt for os at stige op i bussen. Vi står på en lille jordvold ved busstoppestedet for nemmere at kunne stige på. Nogle chauffører holder ud for den, men andre gør ikke. Så må den højeste af os hjælpe den mindste med at komme op. For at skifte bus må vi krydse en befærdet hovedvej — det er noget af en opgave på så korte ben. På grund af vores lave vækst er en tung bogtaske en særlig belastning. For at gøre tasken lettere benytter vi en bibel i lommeformat og prøver at begrænse mængden af bøger.

Lige siden vi var børn, har vi begge været meget indadvendte. Vores naboer ved at vi altid har været bange for at skulle tale med fremmede. Derfor er de meget overraskede og imponerede over at vi kommer for at forkynde, og de lytter gerne til os. Men hvis folk ikke kender os særlig godt, er det ofte kun vores dværgvækst de ser; derfor lytter de ikke altid til os med den alvor budskabet fortjener. Men det at vi tydeligt kan mærke Jehovas kærlighed, giver os den nødvendige styrke til at fortsætte i forkyndelsesarbejdet. Det er også styrkende for os at tænke på Ordsprogene 3:5, 6.“

Lauras og Marías eksempel viser at det at vise udholdenhed trods fysiske hindringer kan bringe Gud ære. Apostelen Paulus bad om at hans „torn i kødet“, måske en fysisk lidelse, blev taget fra ham. Men Gud sagde til ham: „Min ufortjente godhed er dig nok; for min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ Ja, det er ikke nødvendigt at blive  fri for et fysisk handicap for at kunne tjene Gud. Fuldkommen tillid til Gud kan hjælpe os til at få det bedste ud af vore omstændigheder. Netop fordi Paulus betragtede sin „torn i kødet“ på denne måde, kunne han sige: „Når jeg er svag, så er jeg stærk.“ (2 Korinther 12:7, 9, 10) Nogle år senere skrev Paulus: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.

I vor tid udretter Gud et vældigt arbejde ved hjælp af mænd, kvinder og børn som har indviet sig helt til ham. Mange af dem er på en eller anden måde begrænset i deres fysiske udfoldelsesmuligheder. Men selv om de alle tror på at de vil blive helbredt i Guds rige, venter de ikke på at Gud fjerner deres problemer før de prøver at gøre noget i tjenesten for ham.

Lider du af en sygdom eller et handicap? Så fat mod! Ved din tro kan du blive ligesom Paulus, Laura og María. Man kan sige det samme om dem som der blev sagt om de trofaste mænd og kvinder i fortiden: „Fra at være svage blev [de] fyldt med kraft.“ — Hebræerne 11:34.

[Illustration på side 8]

María

Laura

[Illustrationer på side 9]

María hjælper Laura op i bussen

„Vi er meget bange for hunde, da de for os virker lige så store som heste“

Nederst: Laura og María med de to der har studeret Bibelen med dem