Livsberetning

Jehova er min tilflugt og styrke

FORTALT AF MARCEL FILTEAU

„Hvis du gifter dig med ham, ender du i fængsel.“ Det var hvad folk sagde til den kvinde jeg skulle giftes med. Lad mig forklare hvorfor.

DA JEG blev født i 1927, var den canadiske provins Quebec en katolsk højborg. Omkring fire år senere begyndte en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere, Cécile Dufour, at besøge min familie i Montreal. Det gjorde at hun ofte blev truet af vores naboer. Faktisk blev hun mange gange arresteret og behandlet dårligt fordi hun forkyndte Bibelens budskab. Vi erfarede derfor hurtigt sandheden i Jesu ord: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ — Mattæus 24:9.

Dengang anså mange det for utænkeligt at en fransk-canadisk familie forlod deres katolske tro. Mine forældre blev aldrig døbt som Jehovas vidner, men drog hurtigt den slutning at den katolske kirkes lære ikke var i overensstemmelse med Bibelen. De tilskyndede derfor deres otte børn til at læse Jehovas Vidners publikationer, og de støttede dem af os der tog standpunkt for sandheden fra Bibelen.

Vi tager standpunkt i en vanskelig tid

I 1942, mens jeg stadig gik i skole, begyndte jeg at interessere mig seriøst for at læse Bibelen. Jehovas Vidners virksomhed var på daværende tidspunkt forbudt i Canada fordi de fulgte de første kristnes eksempel og ikke lod sig involvere i nationernes krige. (Esajas 2:4; Mattæus 26:52) Min ældste bror, Roland, blev sendt i arbejdslejr fordi han nægtede at bære våben under den verdenskrig der rasede.

 Omkring det tidspunkt gav min far mig en fransk udgave af en bog der beskrev de tyske Jehovas vidners vægring ved at støtte Adolf Hitlers militærapparat. * Det gav mig et stærkt ønske om at efterligne disse modige brødres og søstres integritet, og jeg begyndte at overvære Jehovas Vidners møder, som blev holdt i et privat hjem. Inden længe blev jeg opfordret til at tage del i forkyndelsen, og jeg tog imod opfordringen, vel vidende at jeg kunne blive arresteret og sat i fængsel.

Efter at have bedt om styrke bankede jeg på den første dør. En venlig dame lukkede op, og da jeg havde præsenteret mig, læste jeg ordene fra Andet Timoteusbrev 3:16 for hende: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig.“

„Kunne De tænke Dem at lære mere om Bibelen?“ spurgte jeg.

„Ja,“ svarede damen.

Jeg sagde så til hende at jeg ville tage en ven med som vidste mere om Bibelen end jeg, hvilket jeg gjorde den følgende uge. Efter denne første oplevelse følte jeg mig mere tryg, og jeg erfarede at det ikke er i egen styrke vi forkynder. Som apostelen Paulus siger, kan vi kun gøre det med Jehovas hjælp. Det er vigtigt at vi anerkender at „den kraft som er ud over det normale, [er] Guds og ikke fra os selv“. — 2 Korinther 4:7.

Herefter blev forkyndelsen såvel som arrestationer og fængslinger en fast bestanddel af mit liv. Det var intet under at folk advarede min kommende brud om at hun kunne ende i fængsel hvis hun giftede sig med mig. Disse oplevelser var nu ikke så slemme endda. Når vi havde tilbragt en nat i fængselet, blev vi som regel løsladt fordi et af de andre Jehovas vidner stillede kaution.

Vigtige beslutninger

I april 1943 indviede jeg mig til Jehova og symboliserede det ved vanddåben. I august 1944 overværede jeg mit første store stævne, der blev afholdt i Buffalo, New York, lige på den anden side af den canadiske grænse. Der var 25.000 til stede, og programmet stimulerede mit ønske om at blive pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Forbudet mod Jehovas Vidners arbejde i Canada blev ophævet i maj 1945, og den følgende måned begyndte jeg som pioner.

I takt med at jeg øgede min andel i forkyndelsen, kom jeg også oftere i fængsel. Engang blev jeg sat i samme celle som Mike Miller, der i mange år havde været en trofast tjener  for Jehova. Vi sad på cementgulvet og talte sammen. Vores opbyggende åndelige samtaler styrkede mig umådelig meget. Men bagefter strejfede tanken mig: ’Hvad nu hvis der havde været en uoverensstemmelse mellem os og vi ikke havde været på talefod?’ Tiden sammen med denne kære broder i fængselet gav mig en af de vigtigste lektioner i livet — vi har brug for vore brødre og bør derfor altid være tilgivende og venlige over for hinanden. Ellers kan det gå os som apostelen Paulus beskrev: „Hvis I bliver ved med at bide og fortære hinanden, så pas på at I ikke bliver tilintetgjort af hinanden.“ — Galaterne 5:15.

I september 1945 blev jeg indbudt til at tjene på Vagttårnets canadiske afdelingskontor, Betel, som dengang lå i Toronto. Det åndelige oplæringsprogram dér var meget opbyggende og trosstyrkende. Det følgende år fik jeg til opgave at arbejde på Betels farm, der lå omkring 40 kilometer nord for afdelingskontoret. Da jeg plukkede jordbær sammen med den unge Anne Wolynec, lagde jeg ikke kun mærke til hendes skønhed, men også til den kærlighed og nidkærhed hun viste Jehova. Vi forelskede os og blev gift i januar 1947.

I de næste to og et halvt år var vi pionerer i London, Ontario, og derefter på Cape Breton Island, hvor vi var med til at oprette en menighed. I 1949 blev vi indbudt til at overvære den 14. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead, hvor vi blev oplært til at virke i missionærtjenesten.

Missionærtjeneste i Quebec

Canadiske elever fra tidligere klasser havde fået til opgave at påbegynde forkyndelsesarbejdet i Quebec. I 1950 skulle vi, sammen med 25 andre fra den 14. klasse, slutte os til dem. Den større indsats i forkyndelsen fremkaldte øget forfølgelse og pøbelvold, som var anstiftet af den katolske kirke.

To dage efter at vi var ankommet til vores første missionærdistrikt i byen Rouyn, blev Anne arresteret og gennet ind på bagsædet af en politibil. Det var noget hun aldrig havde prøvet før, for hun kom fra en lille landsby i provinsen Manitoba, hvor man sjældent så en politibetjent. Hun var naturligvis bange og huskede nu ordene: „Hvis du gifter dig med ham, ender du i fængsel.“ Men før politiet kørte af sted, fik de også fat i mig og satte mig ind i bilen sammen med Anne. „Nej, hvor er jeg glad for at se dig!“ udbrød hun. Men hun var forbavsende rolig og sagde: „Apostlene kom jo ud for det samme fordi de vidnede om Jesus.“ (Apostelgerninger 4:1-3; 5:17, 18) Senere samme dag blev vi løsladt mod kaution.

Da vi cirka et år efter denne episode forkyndte fra hus til hus i vores distrikt i Montreal, hørte jeg noget postyr længere nede ad gaden og så en ophidset pøbelskare der smed med sten. Da jeg gik hen for at hjælpe Anne og hendes makker, dukkede politiet op. De arresterede ikke nogen i pøbelskaren, men derimod Anne og hendes makker! I fængselet mindede Anne den nye søster om at de erfarede opfyldelsen af Jesu ord: „I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ — Mattæus 10:22.

På et tidspunkt var der 1700 sager mod Jehovas vidner der ventede på at komme for retten i Quebec. De fleste anklager gik ud på at vi uddelte læsestof der tilskyndede til oprør, eller at vi spredte publikationer uden at have tilladelse til det. Resultatet blev at Vagttårnsselskabets juridiske afdeling anlagde sag mod Quebecs regering. Efter mange års juridisk tovtrækkeri vandt vi med Jehovas hjælp to store sejre ved Canadas højesteret. I december 1950 blev vi renset for anklagen om at vores publikationer tilskyndede til oprør, og i oktober 1953 fik vi stadfæstet vores ret til at uddele bibelske publikationer uden i forvejen at indhente tilladelse. På den måde så vi meget tydeligt hvordan Jehova er „en tilflugt og  styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde“. — Salme 46:1.

Da jeg begyndte som pioner i 1945, var der 356 Jehovas vidner i Quebec, men i dag er dette antal vokset til over 24.000! Det er gået som Bibelen siger: „Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig.“ — Esajas 54:17.

Vores arbejde i Frankrig

I september 1959 blev Anne og jeg indbudt til at tjene på Betel i Paris, hvor jeg fik til opgave at føre tilsyn med trykkeriet. Før vi ankom i januar 1960, var det et kommercielt firma der havde udført trykkearbejdet. Eftersom Vagttårnet på det tidspunkt var forbudt i Frankrig, udkom det kun én gang om måneden i form af en 64-siders brochure. Brochuren blev kaldt Jehovas Vidners Foreningsblad, og den indeholdt de artikler der skulle studeres i menighederne den pågældende måned. Fra 1960 til 1967 steg antallet af forkyndere i Frankrig fra 15.439 til 26.250.

Med tiden blev de fleste missionærer sendt andre steder hen, nogle til fransktalende lande i Afrika og andre tilbage til Quebec. Anne var ikke rask, så derfor vendte vi tilbage til Quebec. Efter tre års lægebehandling havde Anne genvundet sit helbred, og vi blev nu sendt ud i kredstjenesten, hvor vi hver uge skulle besøge en ny menighed som vi skulle tilskynde og opmuntre åndeligt.

Missionærtjeneste i Afrika

Nogle få år senere, i 1981, tog vi med glæde imod en ny opgave som missionærer i Zaire, den nuværende Demokratiske Republik Congo. Befolkningen var fattig og gennemgik mange lidelser. Da vi ankom, var der 25.753 Jehovas vidner, men i dag er antallet vokset til over 113.000, og i 1999 overværede 446.362 højtiden til minde om Jesu død.

I 1984 stillede regeringen en byggegrund på 200 hektarer til vores rådighed så der kunne opføres et nyt afdelingskontor. I december 1985 blev der desuden holdt et internationalt stævne i hovedstaden, Kinshasa, med 32.000 tilstedeværende fra mange dele af verden. Herefter blev vores arbejde i Zaire standset af modstand som var iværksat af de gejstlige. Den 12. marts 1986 fik de ansvarshavende brødre overrakt et brev der erklærede Foreningen af Jehovas Vidner i Zaire ulovlig. Dette forbud mod vores arbejde var underskrevet af landets præsident, nu afdøde Mobutu Sese Seko.

På grund af den pludselige udvikling i situationen måtte vi følge det bibelske råd: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ (Ordsprogene 22:3) Vi fandt metoder så vi kunne få papir, trykfarve, film, trykplader og kemikalier ind fra udlandet og trykke vores publikationer i Kinshasa. Vi udviklede også vores eget distributionsnetværk. Da det først var organiseret, virkede det bedre end statens posttjeneste.

Tusinder af Jehovas vidner blev arresteret, og mange blev udsat for rå tortur. Men med nogle få undtagelser udholdt de en sådan mishandling og forblev trofaste. Jeg blev også arresteret og så de forfærdelige forhold brødrene havde i fængslerne. Vi blev ofte trængt på enhver måde af det hemmelige politi og myndighederne, men Jehova sørgede altid for en udvej. — 2 Korinther 4:8.

Vi havde gemt omkring 3000 kartoner med publikationer på en forretningsmands lager. Efter nogen tid var der imidlertid en af hans ansatte der fortalte det til det hemmelige politi, og forretningsmanden blev arresteret. Da de var på vej til fængselet, mødte de tilfældigvis mig, der kom kørende i min bil. Forretningsmanden fortalte dem at det var mig der havde lavet aftalen med ham om at oplagre publikationerne. Politiet stoppede mig, og jeg blev afhørt og anklaget for at have anbragt ulovligt læsestof på mandens lager.

„Har De en af bøgerne?“ spurgte jeg.

„Selvfølgelig har vi det,“ svarede de.

 „Må jeg se den?“ spurgte jeg.

De fandt en til mig, og jeg viste dem udgiversiden, hvor der stod: „Trykt i USA af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab.“

„Det De står med i hånden, er amerikansk ejendom og tilhører ikke Zaire,“ sagde jeg til dem. „Deres regering har nedlagt forbud mod Foreningen af Jehovas Vidner i Zaire og ikke mod Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab i USA. De bør derfor tage Dem i agt for hvad De gør med disse publikationer.“

Jeg fik lov at gå da de ingen arrestordre havde på mig. Den følgende nat kørte vi med to lastbiler hen til lageret og tømte det for publikationer. De myndighedspersoner der kom næste dag, blev bestyrtede over at finde stedet tomt. Fra da af ledte de efter mig overalt, for nu havde de fået en arrestordre på mig. De fandt mig, men fordi de ingen bil havde, måtte jeg selv køre hen til fængselet. En anden broder kørte med så han kunne fjerne min bil før de kunne nå at beslaglægge den.

Efter et ottetimers forhør besluttede de sig for at udvise mig af landet. Men jeg viste dem min kopi af et brev fra regeringen som bekræftede at jeg var blevet udnævnt til at afvikle Foreningen af Jehovas Vidner i Zaire og dets aktiviteter, nu da Selskabet var blevet forbudt. Jeg fik derfor lov til at fortsætte mit virke på Betel.

Efter fire års tjeneste under forbudet i Zaire fik jeg et blødende mavesår, der var livstruende. Det blev besluttet at jeg skulle forlade landet og blive behandlet i Sydafrika, hvor man på afdelingskontoret tog sig godt af mig, og jeg blev rask. Efter otte års tjeneste i Zaire som virkelig havde været en uforglemmelig og glædelig oplevelse, flyttede vi i 1989 til afdelingskontoret i Sydafrika. I 1998 tog vi så tilbage til vores hjemland, og siden da har vi igen tjent på Betel i Canada.

Taknemmelig for tjenesten

Når jeg ser tilbage på mine 54 år i heltidstjenesten, glæder jeg mig meget over at jeg brugte min ungdoms styrke i Jehovas dyrebare tjeneste. Selv om Anne har måttet udholde mange prøvende omstændigheder, har hun ikke beklaget sig, men har ihærdigt støttet alle vores aktiviteter. Sammen har vi haft den forret at hjælpe mange til at lære Jehova at kende, og en del af dem er nu i heltidstjenesten. Det er en stor glæde at se nogle af deres børn og endda børnebørn tjene vor store Gud, Jehova!

Jeg er overbevist om at denne verden ikke har noget at tilbyde som kan sammenlignes med de privilegier og velsignelser Jehova har givet os. Sandt nok har vi udholdt mange prøvelser, men de har alle tjent til at opbygge vores tro på og tillid til Jehova. Han har virkelig vist sig at være et stærkt tårn, et tilflugtssted og en hjælp som i trængsler er let at finde.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 26]

Anne og mig som pionerer i 1947; Anne og mig i dag

[Illustration på side 29]

De mennesker vi mødte i Zaire, elskede sandheden fra Bibelen