Brødrene på Betel havde i over et år arbejdet med at bygge radiostationen WBBR på Staten Island, New York. Først havde de ryddet grunden og derefter bygget et stort hus hvor arbejderne kunne bo, og en anden bygning til udstyr. Da arbejdet var færdigt, gik brødrene i gang med at samle det radioudstyr der skulle bruges. Men før de var klar til at gå i luften, opstod der nogle problemer der måtte løses.

Projektet med at sætte hovedantennen op viste sig at give en del udfordringer. Antennen var 91 meter lang og skulle spændes op mellem to træmaster på hver 61 meter. Det første forsøg på at montere antennen mislykkedes. Men brødrene stolede på at Jehova nok skulle hjælpe dem, og til sidst lykkedes det. Calvin Prosser, der var med på projektet, sagde: “Hvis det var lykkedes os i første forsøg, ville vi nok have givet os selv et skulderklap og sagt: ‘Se hvad vi har klaret!’” Nu var brødrene ikke i tvivl om at det var Jehova der skulle have æren for det de havde udrettet. Men der var endnu et problem der skulle klares.

Radiotransmission var stadig noget meget nyt, og man kunne ikke bare købe det udstyr der skulle bruges. Brødrene fik fat i en ret primitiv, brugt transmitter på 500 watt. I stedet for at købe en mikrofon brugte de en mikrofon fra en helt almindelig telefon. En aften i februar besluttede brødrene at teste deres primitive udstyr. De skulle finde på noget de kunne udsende over radioen, så de besluttede at synge nogle af Rigets sange. En af brødrene, Ernest Lowe, fortalte om episoden med et smil på læben. Mens de  var i gang med at synge, ringede dommer Rutherford b pludselig op. Han befandt sig i Brooklyn, omkring 25 kilometer væk, og havde hørt brødrenes sang i radioen.

“Stop det skråleri!” beordrede bror Rutherford. “Det lyder som den rene kattejammer!” Brødrene fik lidt røde ører og slukkede hurtigt for transmitteren, men nu følte de at de var parate til deres første radioudsendelse.

Under den første officielle udsendelse, den 24. februar 1924, sagde bror Rutherford at formålet med radiostationen var “at fremme det messianske riges interesser” og “hjælpe mennesker fra forskellige trosretninger og religioner til ud fra Bibelen at forstå betydningen af den vigtige tid vi lever i”.

Den første radioudsendelse var en stor succes. Og i de næste 33 år blev WBBR brugt af organisationen til at udbrede den gode nyhed.

I juli 1924 holdt Bibelstudenterne stævne i Columbus, Ohio. Delegerede kom fra alle dele af verden, og der blev holdt foredrag på arabisk, engelsk, fransk, græsk, italiensk, litauisk, russisk, de skandinaviske sprog, tysk, ukrainsk og ungarsk. Dele af programmet blev sendt over radioen, og brødrene lavede en aftale med lokalavisen Ohio State Journal om at den skulle bringe daglige reportager fra stævnet.

Torsdag den 24. juli var der arrangeret en forkynderdag, og over 5.000 stævnedeltagere var med. De afsatte næsten 30.000 bøger og fik aftalt flere tusind nye bibelstudier. Vagttaarnet omtalte denne såkaldte kolportagedag som “den lykkeligste Del af Konventet”.

Fredag den 25. juli skete der noget andet epokegørende. I et af sine foredrag oplæste bror Rutherford en svidende anklage mod præsteskabet. Anklagen, der var udformet som et juridisk dokument, beskyldte ledere inden for politik, religion og handel for at “holde Folkene i Uvidenhed med Hensyn til Guds Planer om at velsigne dem med Liv”. Disse mennesker blev også kritiseret for at have “anerkendt Nationernes Forbund og kaldt det for ‘det politiske Udtryk for Guds Rige på Jorden’”. Det ville kræve mod og udholdenhed af Bibelstudenterne at bringe det budskab ud til folk.

 Vagttaarnet beskrev stævnets virkning med ordene: “Denne lille Afdeling af Herrens Hær, som var forsamlet til Konventet i Columbus, drog bort, styrket i Troen ..., [og] staar uovervindelig over for enhver Magt og over for Fjendens brændende Pile.” Leo Claus, der overværede stævnet, fortalte: “Vi var fulde af entusiasme da vi drog hjem fra stævnet, og så frem til at sprede budskabet i vores distrikt.”

I oktober gik Bibelstudenterne i gang med at uddele flere millioner eksemplarer af folderen Gejstligheden anklages, en trykt version af det bror Rutherford havde fremlagt ved stævnet. I den lille by Cleveland i Oklahoma var Frank Johnson blevet færdig med at uddele folderne i sit tildelte distrikt 20 minutter før han skulle hentes af nogle andre forkyndere. Nogle mænd fra byen var ude at lede efter ham fordi de var rasende over hans forkyndelse, så han kunne ikke bare stå på gaden og vente på at blive hentet af sine venner. Bror Johnson besluttede at gemme sig i en nærliggende kirke. Kirken var tom, så han benyttede lejligheden til at lægge nogle eksemplarer af Gejstligheden anklages i præstens bibel og på alle siddepladserne. Han skyndte sig ud af kirken lige så hurtigt som han var kommet ind i den. Der var stadig lidt tid tilbage før han ville blive hentet, så han vovede sig ind i to andre kirker og gjorde det samme.

Efter det skyndte Frank sig tilbage til det sted hvor han skulle samles op af de andre. Han gemte sig bag en tankstation og holdt øje med om de mænd der ville have fat i ham, dukkede op. Mændene kørte forbi på vejen men opdagede ham ikke. Så snart de var væk, kom Franks venner, der havde forkyndt lige i nærheden, og samlede ham op, og de kørte ud af byen i en fart.

“På vejen passerede vi de tre kirker,” fortalte en af brødrene. “Uden for hver kirke stod der omkring 50 mennesker. Nogle af dem var i gang med at læse folderen, og andre stod og viftede med den for at præsten skulle se den. Vi slap væk på et hængende hår! Men vi takkede Jehova for at han havde beskyttet os, og for at han havde hjulpet os til at overliste disse fjender af Guds rige.”

Bibelstudenterne i andre lande forkyndte også modigt budskabet. I det nordlige Frankrig forkyndte Józef Krett for polske immigranter der arbejdede i minerne. Han skulle holde et foredrag der hed “Snart bliver de døde oprejst”. Efter at der var blevet uddelt invitationer til foredraget i hele byen, advarede en af de lokale præster sine sognebørn mod at komme. Men hans advarsel havde den stik modsatte effekt. Der kom over 5.000 til foredraget – og præsten var en af dem! Bror Krett tilbød at give præsten ordet så han kunne forsvare sine synspunkter, men han takkede nej. De der var kommet, tørstede virkelig efter Guds ord, og bror Krett afsatte al den litteratur han havde, til dem. – Amos 8:11.

I Afrika forkyndte Claude Brown den gode nyhed på Guldkysten, der nu er kendt som Ghana. Hans foredrag og den litteratur han afsatte, fik sandheden til at sprede sig hurtigt i landet. John Blankson, der læste til farmaceut på det tidspunkt, overværede et af bror Browns foredrag. Det gik hurtigt op for ham at han havde fundet sandheden. “Det jeg lærte, fik mig til at boble over af begejstring,” fortalte John, “og jeg forkyndte sandheden til alle jeg kom i nærheden af på den skole hvor jeg gik.”

 En dag gik John ind i en anglikansk kirke for at stille præsten nogle spørgsmål om treenigheden, for nu stod det helt klart for ham at det var en ubibelsk lære. Præsten jagede ham væk mens han råbte: “Du er ikke kristen! Du tilhører Djævelen! Forsvind med dig!”

Da John kom hjem, skrev han et brev til præsten hvor han inviterede ham til at forsvare treenighedslæren ved et offentligt møde. Præsten reagerede ved at beordre John til at møde op hos den overordnede lærer på farmaceutstudiet. Her spurgte læreren John om han virkelig havde sendt et brev til præsten.

“Ja, hr., det har jeg,” svarede John.

Læreren bad John om at skrive undskyld til præsten. Så John skrev:

“Kære hr. ..., min lærer har bedt mig om at skrive et brev til Dem for at sige undskyld, og jeg er villig til at skrive undskyldningen hvis De vil indrømme at De underviser i falske læresætninger.”

Johns lærer spurgte ham chokeret: “Blankson, er det hvad De har tænkt Dem at skrive?”

“Ja, hr., jeg kan ikke skrive andet.”

“Så bliver De bortvist! Havde De forestillet Dem at De skulle kunne fortsætte her når De direkte modsiger en præst i statskirken?”

“Men hr., ... når De underviser os og der er noget vi ikke forstår, stiller vi jo spørgsmål til Dem, ikke sandt?”

“Jo, naturligvis.”

“Men det var også bare det der skete her. Præsten underviste os i Bibelen, og jeg stillede ham et spørgsmål. Hvis han ikke kan besvare spørgsmålet, hvorfor skulle jeg så skrive en undskyldning til ham?”

Blankson blev ikke bortvist, og der blev heller ikke sendt et brev med en undskyldning.

Som en kommentar til alt det der var blevet udrettet i 1924, skrev Vagttaarnet: “Ved dette Aars Afslutning kan vi i Sandhed sige med David: ‘Du har omgjordet mig med Kraft til Striden.’ (Salme 18:40) Det har været et meget opmuntrende Aar; thi vi har kunnet se Herrens Haand ... Hans sandt indviede hellige ... har med Glæde forkyndt Vidnesbyrdet.”

Sidst på året lagde brødrene planer om at gøre endnu mere for at forkynde over radioen, og man gik i gang med at forberede oprettelsen af en ny radiostation i nærheden af Chicago. Den nye station fik det meget passende navn WORD (“Ordet”). WORD havde en transmitter på 5.000 watt og ville kunne sprede budskabet om Riget over afstande på hundredvis af kilometer, så langt væk som til det nordlige Canada.

Året 1925 ville blive et år med spændende nyt lys der ville hjælpe Bibelstudenterne til at få en klarere forståelse af Åbenbaringen, kapitel 12. Ikke alle ville tage godt imod den nye forståelse, og nogle ville helt holde op med at tjene Jehova. Men mange andre ville være lykkelige over at forstå hvad der var foregået i himlen, og over at opleve den effekt den nye forståelse havde på Guds folk på jorden.