Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 47

SANG NR. 103 Hyrder er gaver

Arbejder du på at blive ældste?

Arbejder du på at blive ældste?

“Hvis en mand arbejder på at blive tilsynsmand, er det en smuk gerning han ønsker.”1. TIM. 3:1.

FOKUS

Nogle af de bibelske kvalifikationskrav en bror må leve op til for at blive ældste.

1-2. Hvad er det for en “smuk gerning” de ældste udfører?

 HVIS du har været menighedstjener i et stykke tid, er du sikkert godt på vej til at kvalificere dig til at blive ældste. At være ældste er en “smuk gerning”. Er det en gerning du gerne vil udføre? – 1. Tim. 3:1.

2 Hvad indebærer den opgave en ældste har? Han fører an i forkyndelsen, er en kærlig hyrde for menigheden og underviser, styrker og opmuntrer sine brødre og søstre med det han siger, og den måde han er på. Det er med god grund at Bibelen kalder flittige ældste for “gaver”. – Ef. 4:8.

3. Hvad skal der til for at en bror kan blive udnævnt som ældste? (1. Timotheus 3:1-7; Titus 1:5-9)

3 Hvad skal der til for at du kan tjene som ældste? Det at være kvalificeret til at være ældste er ikke det samme som at være kvalificeret til et job. På arbejdsmarkedet er det ofte sådan at hvis man har de konkrete færdigheder en arbejdsgiver leder efter, kan man få jobbet. Men hvis du arbejder på at blive ældste, er der brug for mere end bare færdigheder – det er ikke kun et spørgsmål om at være god til at forkynde og undervise. Du må leve op til de krav der er til ældste, som vi finder i 1. Timotheus 3:1-7 og Titus 1:5-9 (Læs). Artiklen her vil komme ind på hvad der kræves af ældste på tre vigtige områder: Man må have et godt omdømme både inden for og uden for menigheden, man må være et godt overhoved for sin familie, og man må være villig til at betjene menigheden og give af sig selv.

ET GODT OMDØMME

4. Hvad vil det sige at være “en der ikke er noget at udsætte på”?

4 For at du kan blive ældste, må der “ikke [være] noget at udsætte på” dig. Det betyder at du har et godt omdømme i menigheden fordi der ikke er noget ved din opførsel at kritisere dig for. Ud over det skal du have “et godt omdømme blandt udenforstående”. Folk der ikke tjener Jehova, kan måske finde på at kritisere dig for din tro, men de må ikke have nogen gyldig grund til at sætte spørgsmålstegn ved din ærlighed eller din opførsel. (Dan. 6:4, 5) Spørg dig selv: “Har jeg et godt omdømme både inden for og uden for menigheden?”

5. Hvordan kan du vise at du “har kærlighed til det gode”?

5 Hvis du “har kærlighed til det gode”, ser du altid efter andres positive sider og roser dem for deres smukke egenskaber. Du elsker også at gøre noget godt for andre og at gøre mere end der forventes af dig. (1. Thess. 2:8; se studienote til “kærlighed til det gode” i Titus 1:8). Hvorfor er det så vigtig en egenskab at have for ældste? Fordi de bruger meget af deres tid på at være hyrder for menigheden og på at tage sig af deres opgaver. (1. Pet. 5:1-3) Men den glæde der kommer af at betjene andre, vil altid være større end de ofre man bringer. – Ap.G. 20:35.

6. På hvilke måder kan man være “gæstfri”? (Hebræerne 13:2, 16; se også billedet).

6 Du viser at du er “gæstfri”, ved at gøre godt mod andre, også mod dem der ikke er i din nærmeste vennekreds. (1. Pet. 4:9) Et opslagsværk beskriver en der er gæstfri, på den her måde: “Døren til hans hus – og til hans hjerte – er altid åben for fremmede.” Spørg dig selv: “Ser andre mig som en der tager godt imod gæster i menigheden?” (Læs Hebræerne 13:2, 16). En der er gæstfri, er imødekommende og venlig over for alle slags mennesker, for eksempel over for dem der ikke har så meget at gøre godt med, over for foredragsholdere fra andre menigheder og over for flittige heltidstjenere, som kredstilsynsmændene. – 1. Mos. 18:2-8; Ordsp. 3:27; Luk. 14:13, 14; Ap.G. 16:15; Rom. 12:13.

Et gæstfrit par åbner deres hjem for kredstilsynsmanden og hans hustru. (Se paragraf 6)


7. Hvordan viser en ældste at han ikke er pengeglad?

7 “Ikke pengeglad.” Det betyder at du ikke fokuserer på det materielle. Uanset om du har meget eller lidt, sætter du Guds rige først på alle områder af livet. (Matt. 6:33) Du bruger din tid, energi og andre ressourcer på at tjene Jehova, sørge for din familie og gøre noget for menigheden. (Matt. 6:24; 1. Joh. 2:15-17) Spørg dig selv: “Hvordan betragter jeg penge? Er jeg tilfreds med at have det nødvendige, eller er det vigtigste for mig at tjene penge og skaffe mig flere materielle ting?” – 1. Tim. 6:6, 17-19.

8. Hvordan kan du vise at du er moderat i dine vaner og kan beherske dig?

8 “Moderat i sine vaner” og “en der kan beherske sig”. Det betyder at du er velafbalanceret på alle områder af livet. Du vil ikke gå til yderligheder når det gælder mad, drikke, adspredelse, påklædning og udseende. Du følger ikke blindt de trends der er i verden. (Luk. 21:34; Jak. 4:4) Du bevarer roen, selv når andre prøver at provokere dig. Du er “ikke en dranker”, og det indebærer at du ikke har ry for at drikke meget. Spørg dig selv: “Viser den måde jeg lever på, at jeg er moderat i mine vaner og er en der kan beherske sig?”

9. Hvad vil det sige at være “sund i sindet” og “ordentlig”?

9 Hvis du er “sund i sindet”, overvejer du omhyggeligt tingene i lyset af Bibelen når du skal bedømme noget. Du har tænkt grundigt over de bibelske principper, og det har givet dig indsigt og forståelse. Du drager ikke forhastede konklusioner men sikrer dig at du har alle de nødvendige fakta. (Ordsp. 18:13) Det fører til at du træffer nogle afbalancerede beslutninger der afspejler Jehovas måde at tænke på. Hvis du er “ordentlig”, er du velorganiseret og punktlig. Du er kendt for at være til at stole på og for at følge vejledningen. De egenskaber vil give dig et godt omdømme. Lad os nu se på de bibelske krav der er til ældste der også er familieoverhoveder.

ET GODT EKSEMPEL SOM FAMILIEOVERHOVED

10. Hvordan kan en mand lede sin husstand på en god måde?

10 Hvis du er gift og gerne vil være ældste, har din families omdømme betydning for om du kan blive udnævnt. Derfor må du “lede [din] egen husstand på en god måde”. Du skal være kendt for at være en kærlig ægtemand og far og tage ansvaret for din familie. Det betyder at du må føre an på alle områder af tilbedelsen. Hvorfor er det så vigtigt? Jo, apostlen Paulus stillede det gode spørgsmål: “Hvis en mand ikke ved hvordan han skal lede sin egen husstand, hvordan skal han så kunne tage sig af Guds menighed?” – 1. Tim. 3:5.

11-12. Hvorfor har ens børns opførsel betydning hvis man gerne vil være ældste? (Se også billedet).

11 Hvis du har mindreårige børn der bor hjemme, skal de være “lydige og respektfulde”. Du må undervise dem på en kærlig måde. De skal selvfølgelig have lov til at lege og have det sjovt. Men på grund af din gode oplæring vil de høre efter, vise andre respekt og have en god opførsel. Du må også gøre dit bedste for at hjælpe dem til at få et godt forhold til Jehova, leve efter Bibelens principper og have som mål at blive døbt.

12 “Have troende børn der ikke kan anklages for at leve et vildt liv eller være oprørske.” Hvordan påvirker det farens kvalifikationer hvis et troende, hjemmeboende barn begår en alvorlig synd? Hvis faren har forsømt at gøre det han skal i forbindelse med oplæringen og opdragelsen, vil han sikkert ikke være kvalificeret til at tjene som ældste. – Se Vagttårnet for 15. oktober 1996, s. 21, § 6-7.

Familieoverhoveder underviser deres børn og inddrager dem i forskellige former for tjeneste for Jehova. (Se paragraf 11)


ET AKTIV FOR MENIGHEDEN

13. Hvordan kan du vise at du er rimelig og ikke selvrådig?

13 Brødre der viser gode kristne egenskaber, er et stort aktiv for menigheden. En mand der er “rimelig”, fremmer freden. Hvis du gerne vil være kendt som en der er rimelig, må du lytte til andre og være åben over for deres måde at se tingene på. Ville du til et ældstemøde være villig til at støtte den beslutning som flertallet træffer, hvis den ikke går imod en bibelsk lov eller et bibelsk princip? “Ikke være selvrådig” betyder at du ikke insisterer på at tingene skal gøres på din måde. Du forstår værdien af at der er mange rådgivere. (1. Mos. 13:8, 9; Ordsp. 15:22) Du er “ikke diskussionslysten” eller “opfarende”. Du er aldrig hård og svær at være sammen med, men er mild over for andre og taktfuld. Fordi du er fredsstiftende, tager du initiativet til at skabe fred, selv når atmosfæren er anspændt og det kræver noget af dig. (Jak. 3:17, 18) Dine kærlige og venlige ord kan bløde op på mange situationer og endda gøre modstandere venligere stemt. – Dom. 8:1-3; Ordsp. 20:3; 25:15; Matt. 5:23, 24.

14. Hvad menes der med at man ikke skal være “en der lige er kommet til troen”, og at man skal være “loyal”?

14 En bror der bliver udnævnt til ældste, “skal ikke være en der lige er kommet til troen”. Du behøver ikke at have været døbt i mange år, men du har brug for tid til at blive moden. Før du bliver udnævnt som ældste, må du vise at du ligesom Jesus er klar til ydmygt at tjene Jehova på en hvilken som helst måde. Og du må være tålmodig og vente på at Jehova giver dig flere opgaver i menigheden. (Matt. 20:23; Flp. 2:5-8) Du kan vise at du er “loyal”, ved at holde dig nær til Jehova og til hans retfærdige normer og ved at følge vejledningen der kommer gennem hans organisation. – 1. Tim. 4:15.

15. Skal en ældste være en dygtig foredragsholder? Begrund dit svar.

15 I Bibelen står der tydeligt at en tilsynsmand skal være “kvalificeret til at undervise”. Betyder det at du skal være en blændende taler? Nej. Mange gode ældste er meget dygtige til at undervise i forkyndelsen og på hyrdebesøg selvom de måske ikke er de bedste til at holde offentlige foredrag. (Se studienote til “kvalificeret til at undervise” i 1. Timotheus 3:2; se også tanken i 1. Korinther 12:28, 29 og Efeserne 4:11). Men alligevel skal du hele tiden arbejde på at blive en dygtigere underviser. Hvad kan du helt konkret gøre?

16. Hvordan kan du blive dygtigere til at undervise? (Se også billedet).

16 “En der holder fast ved det pålidelige ord.” For at være en dygtig underviser må det du siger når du holder foredrag og giver vejledning, altid være baseret på Guds ord. Studér flittigt Bibelen og vores publikationer. (Ordsp. 15:28; 16:23; se studienote til “holder fast ved det pålidelige ord” i Titus 1:9). Læg mærke til hvordan vores publikationer forklarer bibelversene, så du kan anvende dem på den rigtige måde. Og når du underviser, så forsøg at nå hjertet hos dine tilhørere. Du kan også bede om råd fra erfarne ældste. (1. Tim. 5:17) En ældste må være i stand til at “opmuntre” sine brødre og søstre, men det kan også blive nødvendigt at give vejledning eller endda “retlede” dem. Uanset hvad må de ældste altid være venlige. Hvis du er mild og kærlig og bygger det du siger, på Guds ord, vil din undervisning være god fordi du efterligner den store Lærer, Jesus. – Matt. 11:28-30; 2. Tim. 2:24.

En menighedstjener er med en ældste på hyrdebesøg og bruger lejligheden til at blive dygtigere til at opmuntre andre ud fra Bibelen. Menighedstjeneren øver sit foredrag foran et spejl. (Se paragraf 16)


BLIV VED MED AT ARBEJDE PÅ AT BLIVE TILSYNSMAND

17. (a) Hvad kan hjælpe menighedstjenere til at blive ved med at arbejde på at blive ældste? (b) Hvad skal ældste huske når de vurderer hvilke brødre der kan blive udnævnt? (Se boksen “ Vær beskedne når I overvejer andres kvalifikationer”).

17 Nogle menighedstjenere mister måske modet efter at have set nærmere på de kvalifikationskrav der er til ældste, og føler at de aldrig vil kunne leve op til dem. Men husk at hverken Jehova eller hans organisation forventer at du er fuldkommen. (1. Pet. 2:21) Og det er Jehovas magtfulde ånd der kan hjælpe dig til at leve op til de kvalifikationskrav der er. (Flp. 2:13) Er der en bestemt egenskab du godt kunne tænke dig at arbejde på? Så bed Jehova om at hjælpe dig. Gå i dybden med egenskaben i dit personlige studie, og bed en af de ældste om forslag til hvad du kan gøre for at forbedre dig.

18. Hvad vil det være godt at alle menighedstjenere gør?

18 Det vil være godt hvis vi alle sammen, også de der allerede tjener som ældste, bliver ved med at arbejde på de egenskaber vi har talt om i den her artikel. (Flp. 3:16) Er du menighedstjener? Så fortsæt med at gøre fremskridt. Bed Jehova om at oplære og forme dig så du kan blive endnu mere brugbar for ham og for menigheden. (Esa. 64:8) Så kan du være sikker på at Jehova vil velsigne din indsats og hjælpe dig til at kvalificere dig til at blive ældste.

SANG NR. 101 Vores kristne enhed