IKKE mange fisk fanger vores opmærksomhed som klovnfisken. Det skyldes højst sandsynligt dens flotte farver, som måske får os til at tænke på en cirkusklovn. Eller det kan være at vi bliver overrasket over dens valg af bolig – mellem en søanemones giftige tentakler. Det er ikke uden grund at klovnfisken også bliver kaldt anemonefisken.

Som en anden hollywoodstjerne har klovnfisken ikke noget imod at blive fotograferet. Folk der er ude at dykke eller snorkle, kan ofte opleve at klovnfisken nærmest poserer når der skal tages billeder, eftersom de ikke er specielt menneskesky og de sjældent bevæger sig ret langt væk fra deres hjem.

Men det der virkelig gør klovnfisken spektakulær, er dens tilsyneladende risikofyldte livsstil. At leve mellem giftige tentakler kan sammenlignes med at bo et sted fyldt med giftslanger. Alligevel kan klovnfisken og dens søanemone ikke undvære hinanden. Hvordan kan dette besynderlige forhold overhovedet eksistere?

Ligesom i de fleste andre forhold giver klovnfisken og søanemonen hinanden det de hver især har brug for. For klovnfisken  er forholdet ikke bare et spørgsmål om bekvemmelighed – men om overlevelse. Havbiologer har nemlig fundet ud af at klovnfisk ikke kan overleve i sit naturlige miljø uden en værtsanemone. De er ikke særligt gode til at svømme og ville uden beskyttelse fra søanemonen være et let bytte for sultne rovfisk. Men fordi søanemonen fungerer som hjem og som tilflugtssted når de føler sig truet, kan de blive op til ti år gamle.

Søanemonen er et trygt hjem for klovnfisken, hvor den kan lægge sine æg. Klovnfisken anbringer æggene i bunden af værtsanemonen, og begge forældre hjælper med at passe på dem. Senere vil man kunne se den lille familie svømme rundt om den selv samme søanemone.

Hvad får søanemonen ud af forholdet? Klovnfisken fungerer som livvagt og jager skælfinnefisk væk, som ellers ville have spist søanemonens tentakler. Der findes mindst én søanemoneart der ikke kan leve uden at have en klovnfisk boende. Da forskere foretog et forsøg hvor de fjernede klovnfiskene fra søanemonerne, gik der kun et døgn før søanemonerne var forsvundet. De var tilsyneladende blevet spist af skælfinnefisk.

Desuden tyder det på at klovnfisken tilfører energi til søanemonen. Klovnfisken udskiller ammoniak, som medvirker til at søanemonen kan vokse. Og mens klovnfisken svømmer rundt mellem tentaklerne, hjælper den med at tilføre vand med højt iltindhold til søanemonen.

Klovnfisken har et lag af slim på sin hud der beskytter den mod at blive brændt af søanemonens tentakler. Det ser ud til at denne kemiske camouflage får søanemonen til at betragte klovnfisken som en af sine artsfæller. Som en havbiolog formulerer det, bliver klovnfisken “en fisk i anemoneklæder”.

Undersøgelser viser at når klovnfisken skal finde en ny vært, gennemgår den en tilpasningsproces. Man har observeret at når fisken nærmer sig en søanemone for første gang, strejfer den søanemonen med jævne mellemrum i en periode på nogle timer. Disse små tilnærmelser giver tilsyneladende klovnfisken mulighed for at ændre sit beskyttende slimlag så det bliver tilpasset den nye søanemones gift. Det kan godt være at klovnfisken bliver brændt en smule i løbet af denne proces, men bagefter kommer de fint ud af det med hinanden.

Samarbejdet mellem så forskellige skabninger kan lære os noget meget interessant om teamwork. Mennesker tager initiativ til mange projekter hvor folk med forskellig kultur og baggrund opnår bemærkelsesværdige resultater når de står sammen. Ligesom klovnfisken tager det måske lidt tid for os at tilpasse os det at skulle samarbejde, men når man ser på resultaterne, er det det hele værd.