STÅR DER EN DESIGNER BAG?
Havets robuste boliger
SKALLER gør det muligt for bløddyr at leve under barske forhold og modstå det enorme tryk på havbunden. Denne evne til at yde optimal beskyttelse har inspireret ingeniører til at studere skallernes form og struktur med henblik på at designe sikre køretøjer og bygninger.
Tænk over dette: Forskere har analyseret to typer af skaller: de vifteformede (såsom kammuslinger) og de spiralformede (såsom konkylier).
Da man undersøgte de vifteformede skaller, fandt man ud af at ribberne på overfladen leder trykket hen mod skallens hængsel og yderkanter. Den buede form på en spiralformet skal leder derimod trykket ind mod midten og op mod spidsen. I begge tilfælde ledes trykket hen til skallens mest robuste områder, hvilket mindsker risikoen for at bløddyret indeni bliver skadet.
Forskere lavede også forsøg hvor man sammenlignede ægte skallers trykfølsomhed med trykfølsomheden af nogle simple halvkugler og kegler (fremstillet på en 3D-printer) der efterlignede skallernes form og opbygning. Forsøgene viste at skallernes komplekse overflade gjorde dem næsten dobbelt så modstandsdygtige over for tryk som de mere simple 3D-printede modeller.
Hvad kan denne forskning bruges til? Scientific American siger: “Hvis du en dag kommer til at køre i en bil der er formet som en muslingeskal, vil den både se godt ud og være designet til at beskytte de sårbare passagerer indeni.”
Hvad mener du? Er havets robuste boliger et resultat af en evolution, eller står der en designer bag?