KAN VORES PLANET REDDES?
Luften
LUFTEN i vores atmosfære er livsvigtig for os mennesker – ikke bare fordi vi indånder den, men også fordi den beskytter vores planet mod det meste af solens skadelige stråling. Og uden atmosfæren ville gennemsnitstemperaturen på jorden falde til under frysepunktet.
Truslen mod vores luft
Luftforureningen udgør en alvorlig trussel mod livet på jorden. Faktisk er der kun én procent af jordens befolkning der indånder luft som lever op til Verdenssundhedsorganisationens standarder.
Forurenet luft kan føre til luftvejssygdomme, lungekræft og hjerte-kar-sygdomme. Hvert år er luftforurening skyld i en for tidlig død for omkring 7.000.000 mennesker.
Jordens processer – et robust design
Vores planet har en naturlig evne til at producere tilstrækkelig ren luft til alle jordens livsformer. Men det kan den kun hvis vi mennesker er forsigtige med hvor meget vi forurener. Her kommer nogle eksempler på hvor god vores planet er til at rense luften:
-
Det er velkendt at skove spiller en stor rolle i at fjerne kuldioxid fra luften. Men noget ikke så mange ved, er at kystområder med mangrove har endnu større effekt. De fjerner faktisk op til fem gange mere kuldioxid fra luften end de tropiske skove gør.
-
Nylige studier viser at nogle former for tang ikke bare optager kuldioxid fra atmosfæren, men faktisk også begraver den. Tangen har små luftfyldte blærer der gør at den kan flyde meget langt. Langt væk fra kysten springer blærerne, og tangen, der har optaget en masse kuldioxid, synker ned til havbunden. Der forbliver den sandsynligvis i hundredvis af år.
-
Under covid-19-pandemien så man tydeligt hvor god vores planet er til at rense forurenet luft. I 2020, da mængden af forurening fra fabrikker og motorkøretøjer i hele verden faldt drastisk, så man hurtigt store forbedringer i luftkvaliteten. Mere end 80 procent af de lande der var med i “2020 World Air Quality Report”, rapporterede at have renere luft kort efter at nedlukningen blev sat i kraft.
Hvordan mennesker forsøger at løse problemet
I mange lande bliver der indført krav til virksomheder om at nedbringe den mængde forurening de udleder. Desuden opdager forskere hele tiden nye måder at modvirke forurening på – for eksempel en proces hvor mikroorganismer omdanner forurenende stoffer til harmløst materiale. Derudover anbefaler eksperter at man går eller cykler i stedet for at tage bilen, og at man gør sit hjem så energibesparende som muligt.
Men der skal mere til. Det viser en rapport fra 2022 der blev udarbejdet af forskellige internationale organisationer, deriblandt Verdenssundhedsorganisationen og Verdensbanken.
I rapporten stod der at omkring en tredjedel af verdens befolkning i 2020 hovedsageligt brugte forurenende varmekilder i deres madlavning. I mange områder er det de færreste der har råd til nyere ovne og mindre forurenende brændsel.
Bibelen giver håb
“Dette siger den sande Gud, Jehova, himlens Skaber, ... den der har udbredt jorden med alt hvad den frembringer, den der giver åndedræt til dem der bor på jorden.” – Esajas 42:5.
Gud har skabt den luft vi indånder, og de naturlige processer der renser luften. Derudover har han stor kærlighed til mennesker og ubegrænset kraft. Så virker det logisk at han bare ville lade forureningen af luften fortsætte for evigt uden at gøre noget ved det? Se artiklen “Gud lover at vores planet har en fremtid”.