“Deres kærlighed rørte vores hjerte”
LØRDAG den 25. april 2015 rystede et jordskælv der målte 7,8 på richterskalaen, det bjergrige Nepal, der ligger nord for Indien. Jordskælvet ramte cirka 80 kilometer nordvest for hovedstaden, Kathmandu. Tragisk nok blev mere end 8.500 mennesker dræbt, hvilket gør det til den mest dødbringende naturkatastrofe man har registreret i Nepal. Mere end en halv million hjem blev ødelagt. Der er 2.200 Jehovas Vidner i Nepal, og de fleste af dem bor i det berørte område. Desværre omkom et af Jehovas Vidner og hendes to børn.
“Jordskælvet indtraf da menighederne i det hårdest ramte område holdt deres kristne møder,” sagde et Jehovas Vidne der hedder Michelle. “Hvis det var indtruffet på et tidspunkt hvor mange havde været derhjemme, ville der uden tvivl have været flere ofre.” Hvorfor skete der ikke noget alvorligt med dem der var til møde? Det skyldtes for en stor del rigssalenes konstruktion.
“NU KAN ALLE SE FORDELENE!”
Nyere rigssale i Nepal er bygget så de er jordskælvssikre. Man Bahadur, der arbejder med opførelsen af rigssale, siger: “Vi er ofte blevet spurgt om hvorfor vi er så grundige med at lægge et solidt fundament til selv små bygninger. Nu kan alle se fordelene!” Efter jordskælvet blev der givet tilladelse til at indkvartere folk i rigssale. Trods efterskælv følte Jehovas Vidner og andre beboere i området sig i sikkerhed der.
Menighedens ældste gik straks i gang med at lede efter dem af deres trosfæller der var savnet. “For de ældste er menighedens ve og vel vigtigere end deres eget,” sagde et Jehovas Vidne ved navn Babita. “Deres kærlighed rørte vores hjerte.” Dagen efter jordskælvet begyndte de tre medlemmer af det udvalg der fører tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i Nepal, sammen med rejsende tilsynsmænd, eller kredstilsynsmænd, at besøge menighederne for at se hvilke behov de havde, og for at støtte de lokale ældste.
Seks dage efter jordskælvet ankom Gary Breaux sammen med sin hustru, Ruby, til Nepal fra Jehovas Vidners Hovedkontor i USA. Reuben, et medlem af det føromtalte udvalg, fortalte: “På grund af den forvirring og tumult der var i Kathmandu, samt efterskælvene, var vi i tvivl om bror Breaux overhovedet kunne nå frem. Men han var besluttet på at komme – og det lykkedes! De lokale Jehovas Vidner værdsatte hans besøg meget.”
‘VI FØLER OS TÆTTERE KNYTTET END NOGENSINDE FØR’
Silas, der arbejder på Jehovas Vidners kontor i Nepal, sagde: “Fra det øjeblik vores telefonforbindelse var genetableret, ringede telefonen konstant! Vores trosfæller i hele verden var bekymrede for os. Selvom vi ikke altid kunne forstå hvad de sagde, var det tydeligt at de elskede os og ønskede at hjælpe.”
I flere dage efter jordskælvet kom de lokale Jehovas Vidner til rigssalene med mad til dem der ikke havde noget. Desuden blev der oprettet en nødhjælpskomité, og snart begyndte forsyninger at strømme ind, hovedsageligt fra Bangladesh, Indien og Japan. Inden for få dage ankom et lægehold bestående af Jehovas Vidner fra Europa, og de fik base i en af rigssalene. De gik straks i gang med arbejdet, og de undersøgte ikke bare ofrenes fysiske tilstand, men hjalp dem også med at forholde sig til de følelsesmæssige traumer de måtte have.
En kvinde ved navn Uttara udtrykte hvordan mange havde det, da hun sagde: “Jordskælvet var frygteligt og skræmmende. Men bagefter følte vi os tættere knyttet til vores åndelige familie end nogensinde før.” Ja, jordskælvet fik ikke lov til at svække den kærlighed Jehovas folk har til ham og til hinanden. Tværtimod styrkede det deres kærlighed.