HOVEDEMNE | ET FREDELIGT MILJØ I HJEMMET
Hvordan man skaber et fredeligt miljø i familien
TROR du at Bibelen kan hjælpe familier med at skabe et fredeligt miljø i hjemmet? Prøv at sammenligne Bibelens råd med hvad nogle siger har været en hjælp for dem. Overvej hvilke punkter der kan hjælpe dig til at undgå konflikter, holde fred og styrke sammenholdet i din familie.
BIBELSKE PRINCIPPER DER FREMMER FREDEN
LÆR AT HAVE ET POSITIVT SYN PÅ HINANDEN.
‘Gør intet af stridbarhed eller selvoptagethed, men agt i ydmyghed de andre højere end jer selv, og hav ikke hver især blot øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.’ – Filipperne 2:3, 4.
“Vi har lært at det er godt at betragte sin ægtefælle som mere vigtig end en selv og andre.” – C.P., gift i 19 år.
LYT OPMÆRKSOMT MED ET ÅBENT SIND.
“Bliv ved med at minde dem om ... ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle.” – Titus 3:1, 2.
“Mange gnidninger kan undgås hvis man lader være med at svare sin ægtefælle i et krigerisk tonefald. Det er vigtigt at lytte uden forudindtagethed og at respektere den andens holdning, også selvom man ikke er enig.” – P.P., gift i 20 år.
OPDYRK TÅLMODIGHED OG MILDHED.
“En anfører kan overtales med tålmodighed, og en mild tunge kan bryde ben.” – Ordsprogene 25:15.
“Der vil opstå konflikter, men udfaldet afhænger af den indstilling vi har. Vi har virkelig brug for at være tålmodige. Når vi er det, oplever vi at tingene løser sig.” – G.A., gift i 27 år.
TY ALDRIG TIL VERBAL ELLER FYSISK VOLD.
‘Aflæg dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale af jeres mund.’ – Kolossenserne 3:8.
“Jeg beundrer min mands selvkontrol. Han bevarer altid roen, og han råber aldrig ad mig eller er grov over for mig.” – B.D., gift i 20 år.
VÆR IVRIG EFTER AT TILGIVE OG AT FÅ LØST KONFLIKTER.
“Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.” – Kolossenserne 3:13.
“Når man er under pres, er det ikke altid nemt at bevare roen, og man kan let komme til at sige eller gøre noget der sårer ens ægtefælle. I sådanne situationer er det smukt at kunne tilgive. Det er umuligt at have et godt ægteskab hvis man ikke kan tilgive.” – A.B., gift i 34 år.
GØR DET TIL EN VANE AT GIVE OG DELE.
“Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. ... For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.” – Lukas 6:38.
“Min mand ved hvad jeg godt kan lide, og er altid fuld af overraskelser. Og jeg tænker tit: ‘Hvordan kan jeg gøre ham glad?’ Det har gjort at vi har haft det sjovt sammen, og stadig har det.” – H.K., gift i 44 år.
GIV IKKE OP
De personer Vågn op! har interviewet, er bare få af de millioner rundt om i verden som gennem Bibelen har fået hjælp til at opdyrke egenskaber der bidrager til fred i hjemmet. * Selv når nogle i deres familie ikke ser ud til at gøre en indsats for at samarbejde, har de erfaret at det stadig er umagen værd at forsøge at stifte fred, for Bibelen lover: “De, der stifter fred, bliver fyldt med glæde.” – Ordsprogene 12:20, Bibelen på hverdagsdansk.
^ par. 24 Flere oplysninger om hvordan man kan få et lykkeligt familieliv, findes i kapitel 14 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner og tilgængelig på www.isa4310.com. Se også under BIBELENS LÆRE > HJÆLP TIL FAMILIEN.