Du og din fireårige søn bliver ved med at kæmpe om hvem der bestemmer, og det er næsten altid ham der vinder. *

• Når du beder ham om at gøre noget han ikke har lyst til, ignorerer han dig.

• Når du beder ham om ikke at gøre noget som han gerne vil, får han et hysterisk anfald.

‘Er det kun en fase han gennemgår?’ tænker du. ‘Skal jeg bare håbe på at han vokser fra det?’

Du kan lære dit barn at gøre hvad du siger. Men inden vi kommer ind på hvordan, kunne du måske overveje en mulig forklaring på hans dårlige opførsel.

Da dit barn var helt lille, bestod din rolle primært i at vise ham omsorg. Du lystrede barnets mindste vink. Hvis han bare klynkede lidt, kom du springende, klar til at dække alle hans behov. Det var selvfølgelig helt på sin plads og nødvendigt at du reagerede på den måde. Et spædbarn har brug for forældrenes fulde opmærksomhed.

Efter flere måneder med en sådan behandling er det kun naturligt at barnet opfører sig som om han er husets herre og forældrene hans tjenere, nogle der kun er der for at adlyde hans ordrer. Men omkring toårsalderen går en af livets barske realiteter op for ham: Hans lille “enevælde” er blevet omstyrtet. Forældrene adlyder ikke længere hans ordrer; de forventer at han adlyder deres. Det er en brat opvågnen for børn! Nogle reagerer med hysteriske anfald. Andre udfordrer deres forældres autoritet ved at nægte at adlyde.

På dette kritiske tidspunkt må du som forælder indtage en ny rolle – som en autoritet der giver barnet klare anvisninger om hvad der forventes af ham. Men hvad nu hvis dit barn ignorerer eller afviser dine anvisninger, som skildret i den tænkte situation i indledningen?

Tag ledelsen. Dit barn vil ikke acceptere din rolle som leder medmindre han ser at du fører an. Det er altså vigtigt at du, på en ligevægtig måde, viser din autoritet. I de senere årtier har nogle eksperter været årsag til at ordet “autoritet” har fået en negativ klang. En af dem har endda kaldt forældreautoriteten “uetisk” og “umoralsk”. Men alternativet – at være for eftergivende – giver forvirrede, forkælede og krævende børn. Det gør dem dårligt rustet til at blive ansvarsbevidste voksne. – Princip fra Bibelen: Ordsprogene 29:15.

Udøv disciplin. En ordbog definerer disciplin som “oplæring der fremmer lydighed eller selvbeherskelse, ofte i form af regler og sanktioner hvis disse overtrædes”. Disciplin bør naturligvis aldrig udøves på en urimelig eller hård måde. Den skal på den anden side heller ikke udøves på en slap eller inkonsekvent måde, for det vil ikke motivere barnet til at ændre adfærd. – Princip fra Bibelen: Ordsprogene 6:23.

Udtryk dig klart. Nogle forældre nøjes med at bede deres børn om at rette sig efter det de siger. (“Har du ikke lyst til at rydde op på dit værelse?”) De føler måske at det bare er en høflig måde at sige tingene på. Men denne taktik kan let resultere i at forældrene så at sige bytter roller med barnet, og det kan få barnet til at føle at han selv kan vælge om han vil adlyde eller ej. Giv ikke afkald på din autoritet. Det er bedre at du kommer med klare beskeder i stedet for at formulere tingene som spørgsmål. – Princip fra Bibelen: 1 Korinther 14:9.

Vær konsekvent. Når du siger nej, så hold fast ved det, og gør fælles front med din ægtefælle. Hvis du har advaret dit barn om at det vil indebære en konsekvens hvis han ikke adlyder, må du ikke ændre mening. Undgå at forhandle med dit barn eller at blive ved med at diskutere hvorfor du har truffet en bestemt beslutning. Det vil være meget lettere for dit barn – og for dig – hvis du blot ‘lader dit ja betyde ja, og dit nej, nej’. – Jakob 5:12.

Vær kærlig. Familien er hverken et demokrati eller et diktatur. Det er en kærlig ordning Gud har indstiftet, som kan hjælpe børn til at blive ansvarsbevidste voksne. Som en del af denne proces kan disciplin lære dit barn at høre efter og hjælpe ham til at føle sig tryg fordi han ved at du elsker ham.