HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN
Når din teenager skader sig selv
UDFORDRINGEN
Du opdager at din teenager med vilje har skadet sig selv. ’Hvorfor har hun gjort det?’ spørger du dig selv. ’Forsøger min datter at tage sit eget liv?’
Det gør hun højst sandsynligt ikke. Din teenager har ikke desto mindre brug for hjælp hvis hun skader sig selv *. Hvad kan du gøre for at hjælpe hende? Først må du finde ud af hvad der ligger til grund for hendes bekymrende adfærd. *
HVORFOR DET SKER
Er selvskadende adfærd blot en dille? Det er rigtigt at nogle unge begynder at gøre skade på sig selv fordi de har hørt at andre gør det. Selv hvis det er tilfældet, er det ikke en almindelig dille. Selvskaderen gør det nemlig ofte i hemmelighed og er meget skamfuld over sin vane. „Jeg ville ikke have at andre skulle vide hvad jeg foretog mig,“ siger 20-årige Celia. * „Jeg var god til at skjule mine sår.“
Er det bare for at få opmærksomhed? Ja, for nogle er det. Men de selvskadere vi taler om her, skjuler ofte deres handlinger, og de søger ikke at få andres opmærksomhed ved at skære i sig selv eller give sig selv blå mærker. En der tidligere har skadet sig selv, siger alligevel at hun ønskede at nogen havde lagt mærke til hendes skader så problemet var kommet frem i lyset, og hun kunne have fået hjælp noget tidligere.
Hvorfor skader nogle sig selv? Årsagerne til at nogen skader sig selv, er komplekse, men grundlæggende har et ungt menneske som regel svært ved i ord at give udtryk for følelsesmæssig smerte. I sin bog Cutting beskriver psykoterapeut Steven Levenkron en selvskader som „en der mener at fysisk smerte kan afhjælpe følelsesmæssig smerte“.
En selvskader har som regel svært ved i ord at give udtryk for sin følelsesmæssige smerte
Hvad nu hvis du bebrejder dig selv? I stedet for at dvæle ved at du som forælder eventuelt har svigtet på nogle områder, så fokuser på den støtte du som far eller mor kan give for at din teenager kan få det bedre.
HVAD DU KAN GØRE
Tilskynd din teenager til at fortælle dig hvad der går hende på. Måske kan følgende råd hjælpe.
Giv trøst. Hvis din teenager fortæller at hun skader sig selv, gør da dit bedste for ikke at virke chokeret eller forfærdet. Tal i stedet med hende på en beroligende og trøstende måde. — Princip fra Bibelen: 1 Thessaloniker 5:14.
Stil spørgsmål uden at være fordømmende. Du kan for eksempel spørge: „Jeg er klar over at du ikke altid har det godt med dig selv, men hvad er det der gør dig mest frustreret?“, eller „Hvad kan jeg gøre når du er bekymret eller nedtrykt?, eller „Hvad har du mest brug for at jeg gør for at vi kan komme tættere ind på livet af hinanden?“ Lyt til hvad hun siger uden at afbryde. — Princip fra Bibelen: Jakob 1:19.
Hjælp din teenager til at se sine stærke sider. De der skader sig selv, fokuserer ofte på det de ikke kan leve op til. Du kan derfor opmuntre din teenager til at blive opmærksom på sine positive sider. Du kan endda tilskynde hende til at skrive mindst tre ting ned hun kan lide ved sig selv. „Jeg fik øjnene op for mine gode egenskaber da jeg skrev ned hvilke stærke sider jeg har,“ siger en ung kvinde ved navn Briana. *
Tilskynd din teenager til at bede til Jehova Gud. Bibelen siger: ’Kast al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.’ (1 Peter 5:7) „Jeg anstrengte mig for at sætte ord på mine følelser når jeg bad til Jehova,“ siger Lorena på 17, „især når jeg følte mig fristet til at skade mig selv. Og det hjalp mig endnu mere til at prøve at stoppe.“ — Princip fra Bibelen: 1 Thessaloniker 5:17.
^ par. 5 Selvskadende adfærd er en tvangsvane hvor man skader sig selv, enten ved at skære, såre eller slå sig selv eller andet.
^ par. 5 I denne artikel omtaler vi dem der skader sig selv, i hunkøn, men de omtalte principper gælder begge køn.
^ par. 7 Navnene i denne artikel er ændret.
^ par. 15 Ofte er selvskadende adfærd et symptom på en depression eller en anden lidelse. I sådanne tilfælde kan der være brug for lægehjælp. Vågn op! anbefaler ikke nogen bestemt behandling. Men kristne bør sikre sig at den behandling de vælger, ikke er i modstrid med Bibelens principper.