JEG er født i 1965. Min familie var fattig og boede i Nordirland. Jeg voksede op i Derry i den periode der er kendt som „the Troubles“ (urolighederne), den voldelige konflikt mellem katolikker og protestanter der varede i mere end 30 år. Det katolske mindretal følte at de blev udsat for diskrimination af protestanterne, og de beskyldte dem for valgsvindel, for brug af hårdhændede politimetoder samt unfair behandling hvad angik arbejde og boliger.

Overalt så jeg uretfærdighed og ulighed. Jeg kunne slet ikke holde tal på de mange gange jeg fik tæsk, blev trukket ud af en bil og truet med et skydevåben, eller forhørt og kropsvisiteret af politiet eller af soldater. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet og tænkte: ’Jeg kan enten bide det i mig, eller gøre modstand!’

Jeg deltog i de marcher der blev afholdt for at mindes de 14 der blev skudt af britiske soldater Den Blodige Søndag i 1972. Jeg var også med i de marcher der blev afholdt til ære for de republikanske fanger der døde på grund af en sultestrejke i 1981. Hvor som helst jeg kunne komme af sted med det, hejste jeg forbudte flag og skrev antibritisk graffiti. Det lod til at der altid  var et nyt overgreb eller mord på en katolik jeg kunne protestere over. Det der begyndte som en parade eller protestmarch, udviklede sig ofte til voldsomme optøjer.

I min tid på universitetet sluttede jeg mig til studenternes protestaktioner til fordel for miljøet. Senere flyttede jeg til London, hvor jeg deltog i socialistiske marcher imod regeringens politik der tilsyneladende gavnede overklassen på bekostning af de fattige. Jeg deltog også i fagforeningsstrejker mod lønnedskæringer og var i 1990 med i demonstrationerne imod kopskatten, som resulterede i at demonstranter raserede Trafalgar Square.

Med tiden blev jeg dog desillusioneret. Mange gange fik vi ikke gennemført det vi gerne ville. I stedet fik protesterne ofte hadet til at blusse op.

Omkring det tidspunkt kom jeg gennem en af mine venner i kontakt med Jehovas Vidner. De lærte mig ud fra Bibelen at Gud ikke er ufølsom over for vores lidelser, og at han vil gøre den skade god igen som mennesker har forårsaget. (Esajas 65:17; Åbenbaringen 21:3, 4) Til trods for menneskers gode motiver kan de ikke indføre retfærdighed og lighed. Vi har ikke blot brug for Guds ledelse, men også for at han benytter sin magt til at besejre de usynlige kræfter der er årsag til verdens problemer. — Jeremias 10:23; Efeserne 6:12.

Nu føler jeg at mine tidligere protester imod uretfærdighed kan sammenlignes med det at rette liggestole på et synkende skib. Det har været en stor befrielse at finde ud af at der kommer en tid hvor der ikke længere vil være uretfærdighed i verden, og hvor alle mennesker virkelig vil være lige.