Her går penge på alle fire

„I VORES område er en gris af stor værdi for en familie. Det er derfor et kæmpe ansvar at skulle opdrætte en,“ siger Enmarie Kani, en 17-årig pige der bor i højlandet i Papua Ny Guinea. „Da min far bad mig om at passe en pattegris, blev jeg helt vildt glad, men også noget bekymret. Den var så lille at jeg troede den skulle dø.“

Hvordan tog Enmarie sig af sin lille gris? Og hvorfor har svin lige så stor betydning for landbefolkningen i Papua Ny Guinea som penge? Her er hvad hun fortalte Vågn op!

Fortæl lidt om hvor du bor.

Jeg bor sammen med mine forældre og fire yngre søskende — to piger og to drenge — i et lille primitivt hus med stråtag i en afsidesliggende bjerglandsby i det vestlige højland. Der er cirka 50 indbyggere i landsbyen, og de er alle mine slægtninge. Vi bor ved en lille flod der bugter sig gennem et bakkelandskab med tæt skov.

De fleste i landsbyen lever af landbrug. Min familie har en stor urtehave, hvor vi dyrker batater (søde kartofler), græskar, agurker, kaffe  og andre afgrøder. Jeg elsker at dyrke grøntsager og kan godt lide hårdt fysisk arbejde. Jeg har også andre pligter, som for eksempel at gøre rent derhjemme, vaske tøj og naturligvis tage mig af familiens gris.

Hvordan passer du din gris?

Da min far for et års tid siden købte vores gris, var den så lille at den kunne ligge i mine hænder. Hver dag fodrede jeg den med en blanding af fiskemel og mosede batater, vand, salt og saft fra sukkerrør. Den sov i en rissæk der hang ned fra loftet i nærheden af ildstedet i huset, for det kan blive ret koldt om natten i højlandet. Selv sov jeg på gulvet i nærheden af den. Alt det gjorde at grisen ikke alene overlevede, den havde det også rigtig godt!

Jeg gav ikke grisen et kælenavn, men kaldte den bare Gris, og det kom den til at hedde. Jeg tog mig af Gris som var den mit eget barn. Jeg gav den mad, vaskede den og legede med den i timevis. Gris knyttede sig til mig og fulgte mig overalt.

Da Gris blev større, vænnede jeg den til at blive ført i reb hen til vores urtehave, der ligger et kvarters gang fra vores hus. Og det hører stadig med til den daglige rutine. I urtehaven tøjrer jeg den til et træ og lader den rode rundt i bedet hele dagen. Med sin kraftige nakke og læderagtige tryne søger den efter rødder og orm, og samtidig bliver jorden bearbejdet og gødet. Når dagen er omme, fører jeg den hjem, hvor jeg fodrer den med rå og kogte batater. Og så går den til ro i sin træbås.

 Hvorfor har grise så stor betydning for indbyggerne i højlandet?

Vi der bor i højlandet, plejer at sige at penge er lig med grise, og grise er lig med penge. Længe før der blev indført almindelig valuta i højlandet, brugte folk grise som betalingsmiddel — og det gør man stadig. Der var for eksempel en bilforhandler i højlandet der engang tilbød en levende gris til dem der købte en ny bil af ham. Stammerne bilægger ofte deres stridigheder ved at udveksle penge og grise. Og mange brudgomme giver grise til deres bruds forældre eller klan som en del af brudekøbesummen.

Spiser man sin investering hvis man spiser sin gris?

Ja, det gør man faktisk. Fordi grise er så værdifulde, spiser vi dem normalt kun ved særlige lejligheder, som for eksempel til begravelser og ved andre vigtige begivenheder. Når det er sagt, så er der dog stammer her i højlandet der sætter hundredvis af grise til livs ved store ceremonier der bliver afholdt for at vise hvor rige de er, eller for at gengælde vennetjenester.

Hvad vil din familie gøre med jeres grise?

’Grise’ er det helt rigtige ord, for Gris har fået et kuld unger. En af dem solgte vi for 100 kina (cirka 200 kroner). Vi brugte pengene på en bustur til det områdestævne som Jehovas Vidner afholder hvert år i den nærliggende by, Banz. Far vil nok sælge andre af Gris’ unger for at dække familiens daglige behov.

Hvorfor opdrætter I ikke flere grise, så I kan tjene flere penge?

Det er ikke vores mål at blive rige, men at skaffe os det vi har brug for — mad, tøj og tag over hovedet. Vi koncentrerer os mere om det der har med tilbedelsen af Gud at gøre, blandt andet overværer vi møder i rigssalen, giver en hjælpende hånd hvor vi kan — materielt og åndeligt — og foretager os noget sammen som familie. Vi lever et enkelt liv, men vi er tæt knyttet til hinanden og er glade.

For tiden tjener jeg penge ved at dyrke have og opdrætte grise — men kun på deltid. Det jeg først og fremmest bruger tiden på, er at forkynde for andre, altså fortælle mine medmennesker hvad Bibelen lærer. Det er et arbejde som Jesus befalede sine disciple at udføre, og det holder mig travlt beskæftiget de fleste dage i ugen. (Mattæus 28:19, 20) Jeg håber at jeg en dag kan arbejde på Jehovas Vidners afdelingskontor i Port Moresby, hvor der bliver oversat bibelsk læsestof til lokale sprog. Men selv hvis jeg ikke skulle nå dette mål, er jeg helt på det rene med at den største glæde kommer af at tjene Jehova og sætte de åndelige ting i centrum. Jeg er glad for at jeg har kunnet sørge for mig selv ved at tage mig af de penge der går på alle fire.

[Illustration på side 12]

Fakta Om Svin

● Der er mindst to millioner tamsvin på øen Ny Guinea. Det er cirka et tamsvin for hver tredje indbygger.

● Mere end halvdelen af befolkningen på landet har svin.

[Illustrationer på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDONESIEN

PAPUA NY GUINEA

AUSTRALIEN

INDONESIEN

PAPUA NY GUINEA

PORT MORESBY

DET VESTLIGE HØJLAND

AUSTRALIEN

[Illustration på side 10]

På vej til haven

[Illustration på side 11]

Tid til at blive vasket

[Illustration på side 11]

Tid til at lege