Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad siger Bibelen?

Hvordan kan man slutte fred med andre?

Hvordan kan man slutte fred med andre?

BIBELEN siger om mennesker: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Romerne 3:23) Eftersom de mere end syv milliarder mennesker på jorden er ufuldkomne, er personlige konflikter uundgåelige. Hvordan kan vi slutte fred under disse omstændigheder?

Bibelen har nogle gode råd. Den beskriver Skaberen som „fredens Gud“, hvis navn er Jehova. (Hebræerne 13:20; Salme 83:18) Gud vil gerne have at hans jordiske børn har et fredeligt forhold til hinanden. Og her går han selv foran. Da det første menneskepar syndede mod Gud, og derved ødelagde de fredelige forhold der herskede, tog han straks skridt til at menneskene kunne blive forligt med ham. (2 Korinther 5:19) Tænk over tre ting du kan gøre for at slutte fred med andre.

Tilgiv uden forbehold

Hvad siger Bibelen? „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ — Kolossenserne 3:13.

Hvorfor er det en udfordring? Måske har du en gyldig „grund til klage“ og føler dig derfor berettiget til at slå hånden af den der har fornærmet dig. Det kan også være at du mener at den anden først skal give dig en undskyldning. Men hvis vedkommende ikke er klar over sin forseelse, eller føler at det er dig der har gjort noget forkert, vil uoverensstemmelsen vare ved og sandsynligvis gå i hårdknude.

Hvad kan du gøre? Følg Bibelens råd om uden forbehold at tilgive den der har såret dig, især hvis det drejer sig om et mindre problem. Husk at hvis Gud holdt regnskab med alle vores fejltrin, kunne vi ikke nærme os ham. (Salme 130:3) I Bibelen står der at „Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. For han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ — Salme 103:8, 14.

Tænk også over dette bibelske ordsprog: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ (Ordsprogene 19:11) Indsigt eller forståelse hjælper os til at se bag om tingene, at finde ud af hvorfor nogle mennesker taler eller opfører sig som de gør. Spørg derfor dig selv hvis en anden har behandlet dig uretfærdigt: ’Var vedkommende træt, syg eller under pres?’ Forståelse for andres inderste motiver, følelser og reelle situation kan gøre dig mildere stemt så det bliver nemmere for dig at bære over med deres fejl og mangler.

Tal ud om problemet

Hvad siger Bibelen? „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ — Mattæus 18:15.

Hvorfor er det en udfordring? Forlegenhed samt negative følelser som frygt og vrede kan afholde dig fra at tale med vedkommende så problemet kan komme ud af verden. Du kan også blive fristet til at prøve at få andres støtte ved at fortælle dem om problemet, men derved kan striden blive kendt af flere og blusse op.

Hvad kan du gøre? Når et problem er alvorligt, og du føler at du ikke kan ignorere det, så henvend dig til personen, og tal ud om det. Prøv at gribe sagen an på følgende måde:

(1Gør noget straks: Træk ikke sagen i langdrag. Hvis du gør, bliver problemet måske blot større. Prøv at følge Jesu råd, hvor han siger: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ — Mattæus 5:23, 24.

(2Tal sammen under fire øjne: Modstå fristelsen til at sladre om problemet. „Før selv den sag du har med din næste, men røb ikke hvad en anden har sagt i fortrolighed.“ — Ordsprogene 25:9.

(3Slut fred: Modstå tendensen til at analysere hvem der har ret, og hvem der har uret. Dit mål skal være at slutte fred, ikke at vinde diskussionen. Prøv at bruge ordet „jeg“ i stedet for „du“. At sige til den anden „jeg føler mig såret fordi . . .“ kan være langt mere virkningsfuldt end at sige: „Du har såret mig!“ Bibelen siger det på denne måde: ’Jag efter det der skaber fred, og er til indbyrdes opbyggelse.’ — Romerne 14:19.

Vær overbærende

Hvad siger Bibelen? „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . Men ’hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke’.“ — Romerne 12:17, 20.

Hvorfor er det en udfordring? Hvis dine tidligere forsøg på at slutte fred er blevet afvist, kan du blive fristet til at give op.

Hvad kan du gøre? Vær tålmodig. Det er forskelligt fra person til person hvilket temperament man har, og hvor moden man er. For nogle tager det mere tid at køle ned; andre er stadig ved at lære at tilegne sig egenskaber Gud synes om. Bliv ved med at vise dem venlighed og kærlighed. „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode,“ siger Bibelen. — Romerne 12:21.

For at slutte fred må vi anstrenge os for at vise ydmyghed, forståelse, tålmodighed og kærlighed. Men et fredeligt forhold til andre er det hele værd!

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Hvad kan hjælpe dig til uden forbehold at tilgive andre? — Kolossenserne 3:13.

● Hvad kan hjælpe dig til at få talt ud med den person du har et problem med? — Mattæus 5:23, 24.

● Hvad kan du gøre hvis dine forsøg på at slutte fred bliver afvist? — Romerne 12:17-21.

[Tekstcitat på side 11]

„Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ — ORDSPROGENE 19:11