Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

I Tyskland figurerer 7 ud af 10 babyer på nettet. Forældre opretter profiler og e-mail-adresser for dem eller lægger ultralydscanninger eller billeder af deres børn ud på nettet. Eksperter råder dog til forsigtighed, for online-fotos kan følge et barn resten af livet. — BABY UND FAMILIE, TYSKLAND.

Ifølge tal fra statistiske myndigheder dør der i Rusland 14.000 kvinder årligt som følge af vold i hjemmet. — RIA NOVOSTI, RUSLAND.

Sne der falder på Mount Everest i en højde af 6.858 til 7.752 meter, har et så højt indhold af arsenik og cadmium at det anses for at udgøre en fare for drikkevandet. Man mener at det skyldes menneskeskabt forurening. — SOIL SURVEY HORIZONS, USA.

Det eneste selskab der har tilladelse til at trykke bibler i Kina, rundede for nylig 80 millioner eksemplarer. Selskabet trykker 1 million bibler om måneden — en fjerdedel af alle de bibler der i øjeblikket trykkes verden over. — XINHUA, KINA.

„Lidt over 10 procent af voksne amerikanere (10,1 procent) der er opdraget som katolikker, har forladt den katolske kirke.“ — NATIONAL CATHOLIC REPORTER, USA.

Naturkatastrofer i 2010

Et førende forsikringsselskab registrerede 950 naturkatastrofer i hele verden i 2010, hvilket overgik det sidste årtis gennemsnit på 785 om året. De fem værste katastrofer var jordskælv i Chile, Haiti og Kina; oversvømmelser i Pakistan; og en hedebølge i Rusland hvor titusinder døde som følge af varme og luftforurening. Over Nordeuropa forårsagede vulkanaske fra Island kun lidt direkte skade, men den lammede næsten flytrafikken. I Australien anrettede to kraftige haglbyger store skader, der beløb sig til over 10 milliarder kroner. „Det samlede økonomiske tab, deriblandt tab som ikke var dækket af forsikring,“ siger Londonavisen The Telegraph, „beløb sig til [over 650 milliarder kroner] i modsætning til året før hvor tabet var på [mindre end 275 milliarder kroner].“

Var neandertalerne ligesom os?

„I lang tid har man ment at neandertalere var Homo sapiens underlegen, men den opfattelse er ved at ændre sig efterhånden som færdigheder og evner som man hidtil har ment var unikke for os, en efter en er blevet kædet sammen med dem,“ siger New Scientist. Nyere opdagelser tyder på at neandertalere byggede primitive hytter og arnesteder, gjorde brug af kontrolleret ild, bar klæder, tilberedte mad, lavede redskaber og fremstillede lim for at fastgøre spydspidser til skafter. Der er også vidnesbyrd om at de tog sig af deres syge, bar smykker med symbolsk betydning og begravede deres døde. Ifølge Erik Trinkaus, professor i antropologi ved Washington University i Saint Louis, Missouri, „var neandertalerne mennesker, og de havde sandsynligvis den samme række mentale evner som vi har“.