Klimatopmøder — Blot tomme ord?

„Verden må stå sammen om at løse problemet med klimaforandringerne. De fleste forskere er enige om at hvis vi ikke gør noget, vil vi opleve mere tørke, større hungersnød og flere folkevandringer, og det vil give flere konflikter i årtier.“ — USA’s præsident, Barack Obama.

NOGLE forskere mener at planeten Jorden er syg. Den har feber. De er af den opfattelse at den globale temperatur måske er ved at nå det såkaldte vippepunkt — den kritiske tærskel hvor en svag stigning kan „blive årsag til en dramatisk ændring i miljøet som i sig selv kan udløse en langt større stigning i den globale temperatur“, oplyser den britiske avis The Guardian.

Hvordan er vi havnet i denne situation? Kan udviklingen vendes? Magter mennesker i det hele taget at løse problemet med den globale opvarmning — for ikke at nævne de mange andre store problemer menneskeheden står over for?

Mange forskere mener at menneskets aktivitet er en væsentlig faktor. Det begyndte med den industrielle revolution og det efterfølgende stigende forbrug af fossilt brændsel, som kul og olie. Den tiltagende skovrydning bidrager også til problemet. Skove fungerer som lunger i naturen. Træerne optager nogle af de drivhusgasser som bidrager til den globale opvarmning. Fordi man fjerner store arealer skov, ophobes der imidlertid en stadig stigende mængde af disse gasser i atmosfæren. Det er netop for at løse de problemer at verdens ledere igennem tiden har indkaldt til klimatopmøder.

Kyotoprotokollen

Kyotoprotokollen, eller Kyoto-aftalen, som blev indgået i 1997, satte nye mål for udledning af kuldioxid. Ved at underskrive aftalen forpligtede EU-landene og 37 andre industrilande sig til over en femårig periode fra 2008 til 2012 at nedsætte deres udledning af kuldioxid med gennemsnitlig fem procent i forhold til niveauet i 1990.

Kyotoprotokollen var dog behæftet med alvorlige mangler. For eksempel er den aldrig blevet ratificeret af USA. Desuden forpligtede større udviklingslande som Kina og Indien sig ikke til at nedbringe deres udledning med nogen specifik mængde. Og det til trods for at USA og Kina alene bidrager med 40 procent af den globale udledning af kuldioxid.

Klimatopmødet i København

Formålet med topmødet i København, kaldet COP15, var at erstatte Kyotoprotokollen og fastsætte nye bindende mål for 2012 og frem. * For at løse problemet med klimaforandringerne mødtes repræsentanter fra 192 nationer, deriblandt 119 statsledere, i København i december 2009. COP15 skulle tackle følgende tre grundlæggende udfordringer:

1. At blive enige om en juridisk bindende aftale. Ville udviklingslandene acceptere at der blev sat et nødvendigt loft over udledningerne,  og ville de store udviklingslande begrænse stigningen i deres udledninger?

2. At finansiere en permanent løsning. Udviklingslandene ville i mange år få brug for milliarder af kroner for at tackle de stadig større konsekvenser af den globale opvarmning og til at udvikle miljøvenlig teknologi.

3. At nå til enighed om en metode til overvågning af udledningerne. En sådan metode ville hjælpe de enkelte lande til at holde sig inden for deres udledningsgrænser. Det ville også sikre at udviklingslandene anvendte de tilskud de ville få, på den rigtige måde.

Fik man tacklet disse tre udfordringer? Forhandlingerne løb ind i så alvorlige problemer at det ikke engang så ud til at man kunne opnå konsensus om en langt mindre ambitiøs aftale. I konferencens sidste timer lykkedes det med stort besvær ledere fra 28 lande at få udarbejdet et slutdokument, som er blevet kaldt Københavnsaftalen. Denne aftale blev formelt anerkendt med denne ikke særlig begejstrede udtalelse: „Konferencen . . . tager Københavnsaftalen ad notam,“ siger nyhedsbureauet Reuters. Det var med andre ord op til de enkelte lande om de ville følge den.

Hvad venter forude?

Der er blevet afholdt flere konferencer og planlagt nye, men der hersker stor skepsis med hensyn til om de overhovedet vil få nogen betydning. „Planeten vil blive ved med at koge,“ skriver spalteskribent og nobelpristager i økonomi Paul Krugman i The New York Times. Man ser alt for ofte at kortsigtede politiske og økonomiske gevinster vejer tungere end de langsigtede miljømæssige faktorer, og det får folk til at gøre som de plejer. „Hvis man ønsker at forstå hvorfor der er modstand mod at gøre noget ved klimaet, skal man blot følge pengene,“ udtaler Paul Krugman. Han har også skrevet at de tiltag man har gjort for at imødegå klimaforandringer i hans land, praktisk taget er blevet kørt i sænk af de „sædvanlige skurke: grådighed og [politisk] fejhed“.

I nogle henseender kan global opvarmning sammenlignes med en orkan. Meteorologer kan måle styrken af en orkan og ret nøjagtigt kortlægge dens mulige kurs — til stor gavn for dem der befinder sig i dens bane. Men alle verdens forskere, politikere og virksomhedsledere kan ikke stoppe en orkan. Det samme synes at være tilfældet med den globale opvarmning. Det leder tanken hen på det der står i Bibelen i Jeremias 10:23: ’Menneskets vej står ikke til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.’

Global opvarmning — Guds løsning på problemet

Bibelen oplyser os om at ’Han der har dannet jorden og frembragt den, ikke skabte den forgæves’. (Esajas 45:18) I Bibelen siges der også: „Jorden består evindelig.“ — Prædikeren 1:4.

Ja, Gud vil ikke tillade at Jorden bliver et sted hvor ingen kan bo. Han vil i stedet gribe ind i menneskenes forhold og fjerne deres mislykkede styre og de mennesker der ingen hensyn tager til Jorden. Samtidig vil han bevare dem i live som lever retskaffent, og som oprigtigt ønsker at behage ham. I Ordsprogene 2:21, 22 står der: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“

[Fodnote]

[Ramme på side 13]

Drivhusgasser er en del af atmosfæren, og de absorberer varmeudstrålingen fra Jordens overflade. Mange af de luftarter som ledes ud i atmosfæren som følge af moderne industrielle processer, er drivhusgasser. De indbefatter kuldioxid, klorfluorcarboner, metan og nitrogenoxid. Hvert år udledes der mere end 25 milliarder tons kuldioxid i vores atmosfære. Rapporter viser at siden begyndelsen af den industrielle tidsalder er indholdet af kuldioxid i atmosfæren steget med 40 procent.

[Kildeangivelse på side 12]

Jorden: NASA/The Visible Earth (http://visibleearth.nasa.gov/); Barack Obama: ATTILA KISBENEDEK/AFP/Getty Images